Punk i Lyngby!

Jeg prøvede at advare Henrik mod at tage med i Templet og se punk: ”De ruller dig i tjære og fjer, hvis de opdager, at du er kapitalist!”.

Henrik insisterede. Dels hævdede han at have Søren Pind på speeddial i nødstilfælde, dels skulle hans datter lave lys til fredagens tre koncerter med svenske Fanskabt, danske Pleaser og pladeaktuelle Night Fever. Jeg bekymrede mig heldigvis unødigt, men det vender jeg tilbage til.

Noget fanden har skabt

Første band på skafottet var Fanskabt fra Malmø. Fire herrer fra Malmø med sporerne tjent i den svenske punk’n’roll hos bl.a. gode, gamle Satanic Surfers. ’Fanskabt’ er svensk lingo for ’noget Fanden har skabt’, men sådan var det nu ikke her. Solid og rutineret eksekveret punk med kraftig hældning mod metallen, men også uden at vække videre opsigt.

På udebane i Lyngby kan man jo vælge enten at spille med livet som indsats eller resignere og hygge sig med en bajer i den uforpligtende rolle som opvarmning. Fanskabt valgte den sidste model og spillede deres halve snes numre samvittighedsfuldt og med høflige, lettere fraværende ”Tack som fan!” ind i mellem.

Halvt fyldt eller halv tomt? Vi lander midt på skalaen med 2½ stjerner.

Pleaser? Not!

Høflige overfor det betalende publikum er vi tilsyneladende ikke på kontinentet, for danske Pleaser gjorde nærmest en dyd ud af at blæse på vores tilstedeværelse. De riggede til, spillede deres halve times sæt, riggede af og forsvandt.

Har man ja-hatten på, er det at betragte som ærgeligt, for Pleaser smed i efteråret en opsigtsvækkende debut på gaden. Opsigtvækkende fordi den formår at levere både regulære hits og musikalsk kreativitet uden at fravige punkens dogmer nævneværdigt. Og opsigtsvækkende fordi de to ligeværdige guitarister og sangere, Sophie Lien Lake og Annie Marie Nyvold, leverer et vokalarbejde, der lander i smørhullet mellem X-Ray Spex’ Poly Styrenes skrålen og Amy Taylor fra Amyl & The Sniffers raseri.

Roskilde Festival havde også fået ørerne op for dét i 2023, og Pleaser spillede en efter sigende forrygende koncert under Roskilde Rising. Så det havde jeg selvfølgelig glædet mig til at opleve live.

Måske var det således bristede forventninger, for jeg kunne ikke holde ja-hatten på hovedet. Ikke ét ord eller et blik på det publikum, der valgte at bruge fredag aften på Pleaser. Det virkede mest som om det var ubelejligt for Pleaser, at de skulle spille for os. Pleaser har ellers materialet og kunne også i Templet deres musikalske håndværk. Der er intet gammeldags gør-det-selv-punk over dem, men det er fanme ikke særlig punk at stille sig an på den måde i et spillested, der er så lille, at man fra scenen kan tælle næsepiercingerne på dem bagest i lokalet.

Rockzeit undskylder for ulejligheden og beklager, at vi var medvirkende årsag til, at I ikke fik set ’X-faktor’ i fredags. I får 1½ stjerne i trøstepræmie.

Night Fever rydder op

Heldigvis har vi Night Fever til at rydde op.

Udråbt til et af Danmarks bedste livebands i den hårde genre og med en skallesmækkerudgivelse frisk fra pladepresssen var der al mulig grund til at se frem til aftenens hovednavn, som kvitterede ved at leve fuldt op til favoritværdigheden.

Det var ingen langtrukken affære. Til gengæld var den effektiv og i løbet af ca. 45 minutter havde Night Fever kørt os over med 15 numre – hovedparten selvfølgelig fra den spritnye fuldlængde ”Dead End” fra 2. februar.

Der blev lagt fra land med titelnummeret og yderligere en håndfuld fra ”Dead End” – herunder dens bedste nummer ’Killing Floor’ – før der blev rakt bagud i kataloget og spillet ’Insane’ fra debuten ”New Blood” fra 2009.

Det er således næsten 15 år siden Night Fever første gang pryglede verden med den hardcorepunk, som de har arvet fra Circle Jerks og Black Flag, og pumpet op med et skud speedmetal. Heldigvis har årene og de mange koncerters rutine kun gjort Night Fever skarpere i afleveringerne og solidere i sangskrivningen uden at hverken energi eller raseri er gået fløjten.

Så Night Fever ved godt hvad der virker, og selvom de er én kompetent hardcore punkunit, er og bliver fokuspunktet forsanger Salomon Seger. Eksplosiv som en afsindig doberman og med sin karakteristiske, bjæffende vokal rasede han rundt på Templets lillebitte scene og ned i hovedet på os i forreste række med en smittende energi, der langt om længe resulterede i aftenens eneste moshpit.

Midtvejs gjorde Seger i øvrigt opmærksom på, at resterne af 1. oplag af ”Dead End” var til salg i merch, men at 2. oplag var undervejs, hvis nogen skulle gå forgæves. Imponerende! Hvornår har du sidst hørt om en dansk punkplade, der har udsolgt 1. oplag på under en måned?

Og så fik vi selvfølgelig ’Take It To The Max’, hvorefter en blandet håndfuld fra 2019s ”Vendetta” og ”Dead End” skød kanonkuglen over målstregen til en uforbeholden sejr og 5 stjerner fra Rockzeit.

Punx not dead!

PS!

Henriks datter, Clara, lavede fremragende lys! Og herfra er der desuden uforbeholden hengivenhed til Clara og hendes kolleger i Templets garderobe, bar og booking, som har lagt deres fritid og kræfter i at vi andre kunne få en god aften. Rockzeit er jeres uforbeholdne fans, og I får også 5 stjerner af os.

PPS!

At Henrik slap ud af Templet med førligheden i behold skyldes primært, at publikum pr. øjemål holdt en gennemsnitsalder på den pinlige side af 40. De har sikkert været med Night Fever fra starten som kontrære samfundsomstyrtere, og stemningen i Templet fejlede da heller intet. Men det indledende led i fødekæden manglede. Ingen rasende kids i pitten og ingen fare for at få plantet en Doc Martens i sylten ved et uheld. Hvad fanden? Er I alle sammen ude og høre autotunet hiphop fra Vestegnen, eller så I bare Night Fever i Pumpehuset sidste weekend, hva’?

Punx not dead! Jaja, men jeg er bekymret for den.