Queen og Adam Lambert i Montreal

Lad det være sagt med det samme;

De to resterende Queen medlemmer, Roger Taylor (trommer) og Brian May(guitar) er blevet nogle gamle hønisser, men de har bestemt ikke glemt at spille flot og underholdende rock.

Hjertestarteren Lambert

Undertegnede har aldrig set Queen i stærkeste opstilling, Brian May, Freddie Mercury, Roger Taylor og John Deacon (sidstnævnte bassist stoppede i 1997).
Det lykkes at se dem i Berlin i 2008 med Paul Rodgers ved roret; det gik rigtig fint, det blev en overvejende bluesrock baseret udgave af Queen med udgangspunkt i numre som egnede sig til Rodgers ‘Allright Now’ stemme. Og det var allright, men man savnede ’Killer Queen’ og andre mere piano-kabaret deriverede numre; med andre ord, der var ikke meget rockdiva over Rodgers.
Siden Berlin, har reality show-fænomenet Adam Lambert imidlertid materialiseret sig på den moderne rockscene som en flamboyant, selvironisk/sikker, dynamisk, kraftfuld rocksanger, med bredt sangregister, ren sang, flot falset og med lidt sprød knas i fuldregistret, samt hang til det teatralske og kønsdrilske. Minder den beskrivelse om en anden person?
I hvert fald er der mange lighedspunkter med Mr. Mercury – lighedspunkter, som har fået Taylor og May op af deres kørestole, og børstet det værste støv af deres gebis. May har udtalt, at det nærmest var i sidste øjeblik, at Lambert dukkede op, og sparkede liv i det gamle monster. Tak for det, man var ved at blive ærgerlig over kun at skulle høre/se dem i en musicalen ’We Will Rock You’, samt i forskellige cover konstellationer.

Forrygende form

Tilbage til koncerten; May og Taylor går fra startfløjtet benhårdt efter både bolden og manden; det gælder på alle parametre om at bevise, at Queen stadig er et særdeles underholdende og hårdtslående rockband;
Således søger de i starten af koncerten tilbage til udgangspunktet med det instrumentale barok-esque ’Procession’ som intro, efterfulgt af ’Now I’m Here’ og ’Stone Cold Crazy’. Med bulder og brag er der lagt fra kaj. Bandet lyder godt, veloplagt og velforberedt. Adam Lambert behøver ikke mange numre, før han med sin fantastiske udstråling og stemme – samt kække drilske kommentarer til publikum – har beroliget selv de værste tvivlere i Centre Bell. Centre Bell hujer og klapper, synger og danser fra start til slut af koncerten, og selvom der kun er siddepladser, står alle stort set op hele tiden.
Kvindfolkene får en gang gas, da Lambert dedikerer den i særklasse velfungerende ’Fat Bottomed Girls’ til dem – og de eeelsker det.
Man står og nyder, hvor friske og sikre de gamle numre lyder; det er en fryd at høre ’Seven Seas of Rhye’ og ikke mindst ’Killer Queen’. Med et konstant overskud, har man svært ved at forestille sig at koncerten kan miste momentum. Så det gør den efterfølgende.

Rock på oldentisk

Der er noget fortærsket og udbenet over autenticitetskoncepterne tromme- og guitarsoli, samt det der med, at, nu stiller bandet sig helt op i næsen på publikum, kommer hinanden sved og kører en håndfuld semiakustiske numre af, som en interimistisk-intim studiecafekoncert. Bare for at vise at vi ikke er blevet ren tivolirock, men stadig kan spille med følelser. Undertegnede bliver lidt irriteret, fordi mit baghoved allerede har copy-pastet koncerten i Berlin; vi får ’Love of My Life’, ’39’ og nogle andre passende guitar numre. Ok da, indrømmet det er utroligt rørende at høre publikum synge duet med en gråd labil May og til sidst Mercury i ’Love og My Life’ (Lamberts stemmebånd får en pause på ca. 35 minutter), og det hele fungerer godt – det er bare massivt forstenet; Mays engang innovative og intelligente brug af sine pedaler i den klassiske/nu statiske guitarsolo, går endnu en gang over i Brighton Rock og til sidst Mays egen ’Last Horizon’, alt det som Queens fans kan i søvne. Dertil kommer, at deres sætliste under hele Nordamerika turneen har været 99% identisk fra aften til aften, med urimeligt få undtagelser.
Jeg beroliger mig selv og minder mig om, at det jo er nyt for de fleste, som ikke har haft mulighed for at høre dem; derudover borger det for stabiliteten og kvaliteten, at sangvalget fra aften til aften ikke er ren tombola – det er jo nogle ældre herrer.

May og Taylor

May og Taylor kan deres alder til trods stadig deres metier. Taylor er blevet en rund, selvtilfreds – og knap så rebelsk – senior citizen, som har taget sin søn Rufus Tiger Taylor (I læste rigtigt) med på tour; Rufus er mindst ligeså charmerende og damernes ven-agtig som sin gamle far var i Swinging London perioden, eller endnu længere tilbage i tiden, dengang han spillede i suburb boybandet Rich Kids, og sagde farvel til den ene pige ad bagdøren, inden han åbnede fordøren til en glad og taknemmelig pige nummer to.
Mod slutningen af koncerten, tæsker Rufus sig mere end hæderligt gennem ’Tie Your Mother Down’, mens Taylor Senior slapper af på percussion instrumenter (måske kan Rufus en dag blive kørt i stilling som trommeslager i Rich Kids of Queen?).

Taylor anno 2014 fremstår stadig som en virkelig habil og hårdtslående rocktrommeslager, som elsker at tæske gryder, men man oplever alligevel fraværet af det virile kreative overskud, og det til tider næsten urealistisk stramme bord-og-stol trommespil, som gjorde ham til en trommeslager i særklasse, ved siden af de største. I aftes passede han mestendels butikken.

Brian May har også tabt nogle procenter, som sikkert forsvandt med den sorte hårfarve.
Hans guitarlyd er stadig mærkværdig glat, lækker og uforlignelig (Steve Vay har tidligere sagt at, af alle rockguitarhelte, er May den eneste af de store, hvis lyd han aldrig vil opnå at efterligne til fulde, hvilket angiveligt er ment rosende).
May spankulerer roligt og nærmest ufrivillig selviscenesættende rundt på scenen med et afvæbnende skævt smil, som den hårdtprøvet, lidt generte engelske gentleman-guitarist, der i fraværet af bandets absolutte stjerne har fået tjansen som klart anvendeligt samlingspunkt.
Hvor Taylor til tider blot passer butikken, er det May, som skal sælge varen. Han skal igennem en fantasilion klassiske signatur guitartemaer, som en ung og toptunet May i 70’erne og 80’erne komponerede. Melismatiske melodilinjer og toneranker, der udgør skelettet til den regnbuefarvede klædedragt, som Lambert i dag har overtaget efter Mercury. Tarveligt, når man skal leve op til sig selv.
Som nidkær iagttager, er der enkelte tegn på, at May har været skarpere, og han halter lidt efter, når det går virkelig stærkt. Men guitarlyden er ligeså sælsomt forførende som altid og egentlige fejl laver han næsten aldrig.

Mercury vs Lambert

Om end May står som det mest kulturbærende samlingspunkt i Queen anno 2014, er det som om, at omdrejningspunktet in absentia i stadig større grad forbliver Mercury. Hans stjernestatus bliver ikke mindre af, at han toner frem via video og stemmesamples flere gange under koncerten, til publikums store glæde og gys.
Det overordnede tema bliver uvægerligt, hvorledes Mercury pr. definition aldrig virkelig kan erstattes, hvad enten sangeren hedder, George Michael, Elton John, Adam Lambert eller Paul Rodgers, sangere som har meritterne i orden og i den grad har earned their wings. Mercury er vel efterhånden en hellig ko for de fleste; alle sangere som har prøvet kræfter med repertoiret bukker ydmygt for dronningen, og har altid mere eller mindre set ud som om, de har svært ved at føle sig hjemme på scenen ved siden af May og Taylor. Hvad tænker de mon om mig? Hvis jeg vender mig om, ser de så skuffede ud, eller har de svært ved ikke at grine?

Imidlertid er det værd at bemærke, at Lambert i sin egen selvsikre fremtoning og facon, bevidst går efter at sætte sit eget præg på de gamle hits; man kan næsten fornemme, at han har lært sig selv at fortolke sangene foran spejlet som teenager – hans charmerende islæt på sangene virker allerede som en fast indgroet, indlysende del af det ny Queen format og sound. Han kan repertoiret på rygraden, og har overblik nok i ’Under Perssure’ til at assistere Taylor senior i at finde fælles fodslag med resten af bandet, da Taylor i et øjebliks løbsk entusiasme mister orienteringen. Taylor takker efterfølgende.
Lambert virker som en ko der endelig bliver sat på græs, uden respekt for hellige køer.
Det er netop Queens særkende; de er legesyge, men sindssygt dygtige, i gamle dage en torn i øjnene for den rockelite, som altid partout skulle lede efter grunde til at skille rock og pop fra hinanden. Queen har aldrig haft respekt for rockbranchen som institution, til gengæld har de altid haft respekt for deres rockkolleger. Her passer Lamberts facon som fod i hose. Han elsker musikken og Mercurys stemme, men lader sig ikke dupere mere end hans sangregister og skuldre kan bære.
Således har May flere gange argumenteret for, at netop Mercury ville sætte pris på Lambert som arvtager.

Queen anno 2014 er måske den sidste chance for at komme tættere på hvad Queen stod for i deres prime. Med Adam Lambert ved rattet har de ældre englændere nu en ung viril spradebasse, et sangtalent og en selvironiske humørbombe, hvis tydeligt eksponerede homoseksualitet medvirker til, at Queens regnbuefarvede sangtekstur både musikalsk og visuelt kan træde i karakter igen. Alt den underholdning, gøgl og sindssygt iørefaldende musik, du kan ønske dig på 2½ time. Enjoy.

Den sidste del af koncerten tager alle stikkene hjem; væk er semiakustiske tiltag, tilbage er the real deal med alt det lysshow, pondus og pompøsitet, man lige havde glemt et øjeblik.
Lambert er forførende og tager os med på en musikalsk rejse, klædt ud som en steward fra helvede, i dragter som mere end matcher Mercurys gamle dragter.

’Who Wants to Live Forever’, ’Show Must Go On’, ’Bohemian Rhapsody’ går rent ind og vækker stærke følelser blandt publikum. Man mærker her et abnormt, men reelt fællesskab, jeg dansker blandt canadier. Rørende.

Vi er nået til ekstranumrene, ’We Will Rock You’ og ’We Are The Champions’, alle synger med, alle kender jo disse stadion hits – alle har vel et yndlingshold i en eller anden sportsgren, som har vundet et mesterskab engang i halvfemserne – og det er med vemod, at denne dybe, godmodige, kærlige og stemningsfulde musikalske oplevelse forsvinder op i en sand kaskade af gule papirstrimler, skudt ud af kanoner, fordi… tja, hvem ved?

Tilbage er en god fornemmelse i maven, og et skævt smil; det var ligegodt dælens, at jeg lige har set Queen.