Queensrÿche på Hades

Amerikanske Queensrÿche er et af de heavy metal bands, som har lidt ekstra krydderi i deres musik i form af udvidet formstrukturer, skæve rytmer, og til tider koncept album. Dertil fejler musikaliteten heller ikke noget, mildest talt. Det beviste de igen på scenen, og her med deres første koncert på Copenhell nogensinde. 

Sætlisten var en ren gavebod, og her jonglerer bandet med kvalitetsmusik hvad end de vælger. Når man er til koncert med Q, får man i min bog enten et godt nummer eller et mesterligt nummer. Dette skete også på Hades torsdag, hvor vi blandt andet fik sange fra de legendariske album, Operation Mindcrime (1988) og Empire (1990). Skiver der aldrig bliver glemt i den progressive metal. 

Det var ikke mindre end en imponerende vokal  Todd La Torra leverede fra scenen. Alle registre lød godt, og man kunne næsten ikke fatte at de ekstremt høje toner lød ubesværet for ham, og dertil behageligt for vores øre. dertil kunne rytmeguitarist Mike Stone og bassist Eddie Jackson også synge høje toner. Udover deres gode bariton-leje i deres backing-vokal, kunne de også tage et par leadmelodi toner i ret højt register hvor musikken krævede tostemmighed i højt tenorleje. 

Eminent trommespil

Trommeslageren Casey Grillo var fuldstændig eminent. Med saftige anslag, kørte han hver eneste rytme 100% tight. En præstation som nok få de fleste elite drummers til at spidse ører en ekstra gang. 

Som de selv sagde; “time for some oldschool songs” fra debut albummet The Warning helt tilbage fra 1984….numre som er ganske simple, men stadig har en god dybde, som kan tåle at blive spillet live i 2026….men dog lidt for mange numre fra dette album synes jeg. Så hellere et par stykker mere fra Empire. Eksempelvis “Best I Can” eller “Anybody Listening?”. Men det var svært at være sur, for jeg var godt nok happy camper da de til sidst spillede “Eyes of a Stranger” fra Operation Mindcrime. Det er også sidste nummer på albummet, og her var det også et ønskenummer at slutte af på. Det gav nok gåsehud på mange solskoldede arme rundt omkring på pladsen.

Bend it like…

Der var få ting som ikke fungerede, men der var lidt jeg ned mærke i. Queensrÿche har altid gået meget op i melodisolo frem for virtuos-ræs, hvilket er en kæmpe kvalitet i denne narrative musik. Det var lidt sært at deres bends, som skal blive til en ren tone, en vigtig tone, tit ikke nåede helt op og blev ren inden der kom en vigtig overgang til et nyt formled. Nu når den rene tone lå i akkorden i akkompagnement, lød det uforløst, at lead guitaren ikke helt ramte den rene akkordtone. 

Men det var godt nok ikke meget man kunne sætte en finger på. Shit en koncert! Det bliver til 4,5 stjerner til Queensrÿche.