
De gamle rutinerede herrer fra Rage er pladeaktuelle med skiven “The Devil Strikes Again”, der på mange måder bærer præg af at bandet har været i gang siden 80’erne. Det kommer til udtryk både i musikkens stil såvel som musikernes rutine.
Tematikken er, som albumtitlen indikerer, djævelens tilbagevenden til vores verden. En verden fuld af modbydeligheder, krig, inhumanitet og misantropi, ensomhed og frustration bringer aggressioner frem i menneskeheden og magtesløsheden får desperate valg frem i folk – its my way or the highway. Rage tager udgangspunkt i individets magtesløshed og de dertil hørende frustrationer. Det er et klichéfyldt og ekstremt fortærsket emne og man kan samtidig diskutere om djævelen nogensinde har været væk? Men med ham ved deres side, har Rage et plausibelt afsæt til at begå studiealbum nummer 23.
Rutinen helt i top
Man hører med det samme, at rutinen er helt i top og de kan deres metal ABC – de kan vel spille alle oldschool undergenrer og bruger da også deres indiskutable færdigheder til at blande forskellige metal og thrash elementer i samme numre. Med svingende succes. Nummeret “My Way” har som single tidligere fået på puklen her på sitet og det er da også et af de mest ferske og konstruerede numre på albummet, men det fungerer nogenlunde som del af albummets helhed.
Det første nummer “The Devil strikes again” som også er titelnummeret er mere vellykket og, ærligt talt, det er sgu lidt pudsigt. Det starter med at lyde som noget gammelt Metallica, inklusiv vokalen som minder en del om Hetfield, især i affraseringerne, men så pludselig kommer der en helt klassisk power metal passage, med svulstig melodiføring, og sådan skifter det frem og tilbage et par gange… lidt specielt/stilforvirret, men sådan er Rage; lidt Accept her, lidt Metallica der og med en fornemmelse for at indlejre ret poppede strukturer i det rå udtryk. Det gør, at numrene har elementer man faktisk husker.
Underholdning fremfor unikke mesterværker
Sang nummer 3, “Back on track” er dejligt punket med melodi linjer a la Green Day med røven fuld af spredhagl. Vi kan nok aldrig kalde Rages musik for unik og deres albums for mesterværker; Rage virker heller ikke synderligt interesseret i dette, for med så massive produktion af album, må fokus i høj grad være på album som undskyldning for at turnere, snarere end at begå en genistreg hver fjerde år.
Rage er et underholdningsorkester med distortion og det skal nogen bands jo være, så bare lad Rage om det, det gør de stadig ganske fint.
“Final Curtain”, “War” og “The Dark Side of The Sun”er tre gode eksempler på de ret velklingende poppede refrain numre med enkle akkorder pakket ind i rockwool, med en lige på simplicitet der minder om danske Volbeat.
Paralleller og delte meninger
Rage er et lidt spøjst band. På den ene side er musikken klichéfyldt og hamrende uoriginal, og man bliver konstant mindet om alle de andre bands der var med dengang i 80’erne, deriblandt Metallica og Accept som tidligere nævnt, men også gode gamle Helloween der træder tydeligt frem i eksempelvis soloen i “Deaf Dumb and Blind”. På den anden side ER det jo gode musikkere og entertainere, der i den grad leverer varen hvis man er ude efter old school Speed-Power-Trash-Metal fremført med rutine og overbevisning.
Fakta
Rage – “The Devil Strikes Again”
Release – 10. juni 2016
Tracklist:
1. The Devil Strikes Again 4:37
2. My Way 4:19
3. Back On Track 4:19
4. The Final Curtain 4:12
5. War 4:21
6. Ocean Full Of Tears 4:02
7. Deaf Dumb and Blind 4:14
8. Spirits Of The Night 4:54
9. Times Of Darkness 5:13
10. The Dark Side Of The Sun 5:46
Skriv et svar