Rammstein Jam; Rein – School’s Out; Raus

Det var en lørdag aften i Amager Bio med to jambands, hvor der var milevidt forskel på kvaliteten, gennemarbejdelsen og gennemførelsen af de respektive shows.

School’s Out – The Alice Cooper Show – or not

Ret skal være ret. Både tiden er knap samt mulighederne for et større sceneshow er begrænset som supportband, men når man reklamerer med at man repræsenterer “The Alice Cooper Show”, så forventer jeg også et “show”, og ikke bare en forsanger som har klædt sig ud som Alice Cooper, og et par andre bandmedlemmer i sygeplejerskekostume (én af dem endda en mand, høhø) og en trommeslager klædt ud som skelet med et kostume købt i den lokale “Fest og Farver” butik, hvoraf stort set den eneste gimmick under hele det 50 minutter lange show, var forsangeren der iførte sig en “straight jacket” under nummeret “Ballad of Dwight Fry”.

Det er sgu for slapt, og især set i lyset af at mange af Alice Coopers gimmicks under hans shows ikke nødvendigvis er verdens dyreste at udføre, og der var mildest talt mere drama og spas til min datters Snehvide-teaterstykke i børnehaven.

Derudover var lyden under showet heller ikke helt op i gear, da man ved flere lejligheder havde svært ved at høre alt fra forsangeren til de enkelte instrumenter.

MEN, når det så er sagt, så leverede bandet det musikalske budskab ganske fornuftigt, og forsangeren repræsenterede vokalmæssigt Alice Cooper ganske fortrinligt, hvor han og resten af bandet fik leveret fede udgaver af bla. klassikerne “Hey Stupid”, “I’m Eightteen”, “Poison”, “School’s Out” og “Elected”, hvor nogle af højdepunkterne overaskende nok var super fede udgaver af “Welcome To My Nightmare” og “The Man Behind The Mask”.

En ganske udmærket levering af det musikalske materiale, men de burde nok ændre deres navn til School’s Out – Alice Cooper Jam i stedet for.

2 stjerner

Rammstein Jam 

Aftenen lagde ud med et interview med Rammstein Jam, som vil kunne læses her på siden snarest.

Rammstein Jam var tilbage i Amager Bio nøjagtig et år efter deres fænomale optræden samme sted, og denne gang var de kommet for at gøre arbejdet helt færdigt og brænde Amager Bio helt ned til grunden (Amager Bio skal  instandsættes og forbedres i 2018. Det betyder, at spillestedet lukker ned efter aftenens show fra marts til november).

I modsætning til sidste år, var min tilgang denne gang helt anderledes, da jeg vidste hvad jeg gik indtil, og dermed sagt var forventningens glæde helt enorm.

I år havde jeg en god kammerat med som ikke havde set dem før, og han blev mildest talt lige så begejstret som mig, første gang jeg så Rammstein Jam.

Intet nyt er godt nyt

I bund og grund var der ikke meget til forskel fra sidste års performance, udover hvad der fremstod som måske en anelse mere pyroteknik og et yderst lækkert lasershow/lysopsætning, som endnu engang var gennemarbejdet og forberedt ned til mindste detalje.

Bandlemmerne stod positioneret og eksekverede det musikalske udtryk på præcis samme måde med “no bullshit” attituden og en ferm hånd på deres respektive instrumenter.

Sætlisten var stort set uændret, men til det bedre, da den kedelige medley “Ramm 4” fornuftigt var blevet blevet skiftet ud med “Rammlied” som åbningsnummer og “Stein Um Stein” var skiftet ud med “Engel”.

Lyden denne aften var til gengæld 100 % på plads fra start (dvs. ingen lav guitarlyd i starten denne gang), og det generelle lydbillede denne aften på Amager var virkelig fedt – as always.

Under vores interview fik vi bekræftet, at den Stuttgart-boende frontmand Frank Remme, i højere grad end de andre bandmedlemmer, nærstuderer den ægte frontmand Till Lindemanns “every move and act” på YouTube etc. for at kunne være så tro mod dennes performance som muligt, og endnu engang må der bare gives “Zwei Daumen nach oben”. Helt suverænt og gennemført.

Derudover gjaldt det mere eller mindre bare om at nyde forestillingen, hvor højdepunkterne for mig endnu engang var sange som “Feuer Frei!”, “Zwitter”, “Rein raus”, “Mein Teil” (med Frank Remme udklædt som slagter), “Mein Herz Brennt”, “Du hast”, “Sehnsucht”, “Sonne” og “Mann Gegen Mann”.

Det kunne have været interessant at opleve Rammstein Jam med en større ændring i sætlisten, og jeg savnede meget en sang som “Wiener Blut”, men de kører den uomtvisteligt 100 procent sikkert og fejlfrit hjem – igen, hvilket man ikke kan andet end at belønne med fem store fede stjerner – da jeg med sindsro kan sige, at jeg aldrig før (og nu for anden gang) har oplevet et så gennemført jamband som det Rammstein Jam præsterer.

I bund og grund var oplevelsen denne gang mere afslappende og tilbagelænet for mit vedkommende, da jeg vidste hvad jeg kunne forvente mig, og Rammstein Jam kom, så, og sejrede – endnu engang!

I modsætningen til aftenens supportband ville det velsagtens kunne være meget mere passende (og sjovt) hvis de ændrede navn til Mann Gegen Mann – The Rammstein Show.