“… hvis man savner prunkløs og regelret journalistik, har det aldrig været i min butik man skulle handle.”
Fra bogen 11.11.11
af Mads Brügger, 2017
Fredag
“Lav sol over Århus” af Gnags klingede i ørerne denne eftermiddag, hvor spadsereturen ned til Voxhall foregik gennem en lun, forårskåd jysk hovedstad. Hipsterne – og dem er der mange af i Smilets By – havde selvfølgelig beholdt både sixpence, stumpebukser og den lyse cottoncoat på. Stilen er jo profilen. Jeg gemte mig i læderjakken og forsøgte at falde i med bygningerne, for der var bekymrende få spor af de metalhoveder, som Royal Metal Fest burde trække af stalden med året solide program og hovednavne langt over middel.
Først da Sønder Allé begyndte at rette sig ud ved Aros og gav udsigt over den gamle Bibliotekspark og ådalen, indfandt trygheden sig. I bunden lå Voxhall, og udenfor den stod armeen af langhårede hoveder iført battlevest og dåsebajer. Jeg var hjemme.
Kontrasten fra den varme, solbeskinnede forårsdag til det begsorte mørke indenfor kunne næsten ikke være større. For at gøre kontrasten komplet var scenen indtaget af en tyk nordmand iført corpsepaint og rollespilskostume. Velkommen til Faanefjell!
Den tykke mand hævdede at hedde Syrtroll og med sig havde han tre musikanter, der var smurt ind i jord, og de hed også noget rollespilsagtigt. Især bassisten Beist ville være farlig og havde en lommelygte nede bag monitoren som kunne lyse op under hagen på ham, så publikum blev rigtig, rigtig bange. Syrtroll prøvede også selv at skræmme med små gevirer på skuldrene, der mest lignede hønsefødder, men da han med tyk norsk accent erklærede, at det var “Gyt to see jy”, viste vi alle sammen, at han var en af vore.
Faanefjell leverede som de var bestilt til en solid blackmetal koncert lettet af folkede elementer fra playback’en. Det var en rar start og en understregning af, at sådan en festival altid byder på flere navne end man kan forholde sig til, men som tit overrasker positivt.
Jeg sneg mig ud på Thorvaldsensgade. Jeg måtte spørge lidt om vej for at finde det 3. spillested, som RMF har tilføjet i år. Det hedder Radar og ligger i en krog i de gamle godsbanebygninger. Der lurer tydeligvis ting i mørket i de bygninger – farlige ting af gamle europapaller, som er manet frem af hipstere og veganere og iværksættere – men i Radar er der trygt.
Den bedste besværgelse mod onde hipstermanifestationer er som bekendt teknisk dødsmetal, og derfor var Defeated Sanity også det helt rette værn mod onde kræfter. Defeated Sanity er egentlig tyskere, men forsangeren, Josh Weshman, er nu amerikaner. Ikke at det lader sig afsløre under selve afviklingen af bandets numre, for der står Mr. Welshman mest krummet sammen i angrebsposition og growler teksterne som en olm tyr. Det amerikanske kommer sådan set kun frem i præsentationen af poetiske hovedværker som Butchered Identity, Calculated Barbarity osv. og i opråbene til publikum som “You boring fucks! Let’s go!”.
Og ja, man kan da godt forstå en skuffelse over publikums manglende lyst til at moshe, men klokken var altså kun lige halv otte. Og den milde skideballe var heller ikke rimelig. Entusiasmen på Radar manifesterede sig muligvis ikke i fysisk udfoldelse, men de få fremmødte var fokuserede og tydeligvis helt klar over, at man stod overfor et af genrens tungere repræsentanter. Defeated Sanity var prof og gik ikke i autopilot af den grund. Der blev spillet og growlet i bund uanset hvad. Defeated Sanity er et kulsort bekendtskab men det er aldrig råddent. Kompleksiteten i numrene og kompetencerne til at spille dem er simpelthen for høj til, at man kommer ned i Illdiposed-tempo, og det bliver råddent. Og dét holder publikum på tæerne. Det skubber også nogen væk, men for os andre var det en mindeværdig oplevelse.
Hipsterne lod til at være gået indenfor for at se Vild Med Dans eller noget. Den frygtede spidsrod tilbage til Voxhall blev i hvertfald en utraumatisk affære. Hjemme på Voxhall trådte et gendannet svensk dødsmetalensemble, Vomitory, op og leverede en gedign gang dødsthrash. Rockzeits dom lyder på et overmåde solidt repertoire i mellemrummet mellem klassisk Florida-død og den grumme ende af Sepultura. En koncert man gik glad men måske ikke kunstnerisk beriget fra.
Egentlig var næste mål aftenens hovednavn, Taake, men der var altså lige en time at fordrive. Fætter Jan og entourage valgte øl. Rockzeit valgte festivalens andet spillested, Atlas, 50 meter længere nede langs Århus Å som til alt held blev flankeret af metalhoveder der beskyttede mod hipsternes horder.
Ingen festival uden at man vader ind til et eller andet og får komplet uventet får benene fejet væk under sig. Således også på Royal Metal Fest, som i et ret klassik lineup af kendismetal med en overvægt af død havde fundet anledning til at booke enmands-projektet Author & Punisher.
Hør lige her: Vi taler om en maskiningeniør fra Boston, der har suppleret med et kunststudie og som bygger alle sine instrumenter selv af gammelt elektronikskrot. Det lyder totalt søgt og måske er det også dét, men Tristan Shone – som ingeniøren hedder – leverede noget helt enestående. Højre hånd var i et desperat greb om et fastsvejset håndtag fra en skistav med indbyggede lydknapper. Venstre hånd skubbede, drejede og justerede på et rack af indretninger, der ikke har noget navn, og ud kom musik.
Eller i hvert fald en slags musik. Der er snarere tale om et lydunivers, der starter i Depeche Mode og fortsætter gennem Nine Inch Nails nedbrydning af sangstrukturer for at ende i et kontrolleret kaos med sit helt eget dragende liv. På samme måde som dronebands som Earth og Sunn o))) før har gjort det, omvendte Author & Punisher mig fra en tvivlende fascination bagest i lokalet til at stå med hovedet helt inde i maskinen. Det var fantastisk – for mig og de ca. 15 andre som lod til at have overgivet sig.
Og så var der Taake! Vist stod der et band på scenen, men Taake er Høst, forsanger, sangskriver og i studiet betvingeren af omtrent samtlige instrumenter. Han har haft det lidt svært på seneste, hvor han er blevet bandlyst og aflyst fra flere koncerter på grund af noget heilen på en scene i den skandinaviske provins. Hvor provokationen stopper og tilslutningen til den modbydelige symbolik starter, ved kun Høst selv. Til gengæld ved vi alle, at manden gennem 7 udgivelser har begavet verden med enestående black metal og en medrivende optræden på en scene. Det ved de også på Royal Metal Fest, så værsågo – Taake som hovednavn i 2019.
Og Taake/Høst skuffede ikke.
Shakespeare lod Cæsar sige “Let me have men about me that are fat […] Yond Cassius has a lean and hungry look. He thinks too much. Such men are dangerous.” Godt Cæsar ikke mødte Høst, for farligere bliver det ikke! Skaldet, mager og hjemsøgt for Høst rundt i bar overkrop og skreg, hvæsede og råbte sig igennem 9 sange fra det meste af kataloget. Du kan selv se billedet af setlisten – makkeren Morten Metal greb den nemlig, da Høst slyngede den over scenekanten efter endt optræden.
Noget black metal bliver bizarre udstyrsstykker. Noget bliver kværnende og indadvendt. Taake er ingen af delene. Et minimum af rekvisitter fra Ringenes Herre og et maksimum af musik, der bygger lige så meget på Merciful Fate som på de klassiske, norske blackmetal-dyder. Og på Høsts tilstedeværelse og showmanship, som lige understregede, at Taake er Høst, og Høst er Taake. Godt nok flankeres Høst af en håndfuld hired hands, men det ham, der driver sig selv, band og publikum frem. Der var da også fuldt hus i Voxhall under koncerten, hvilket ikke er en selvfølge under festivaler. Det var metal i verdensklasse.