Lørdag morgen kunne jeg konstatere, at Høsts besværgelser havde beskyttet mig mod lurende hipstere på hjemvejen, og at alle lemmer og garderobe var intakt. Resten blev repareret med smørrebrød, øl, snaps og Fernet Branca i løbet af eftermiddagen, og så var vi klar igen.
Århus var endnu varmere end dagen før. Nu havde hipsterne endda fri fra deres barista-jobs og sad i små grupper overalt, hvor der var græs at finde. Heldigvis havde de travlt med sig selv og deres billige bobler, så jeg siksakkede ubesmittet ind i Voxhalls sorte vom, hvor Nordjevel var klar med mandshøje omvendte kors og norsk black metal.
Teaterblod til morgenmad
Man kan kun fatte sympati for et band, hvis forsanger indleder koncerten med at knæle og hælde teaterblod ud over face. Taake-koncerten sad dog stadig i erindringen, og kontrasten var for påtrængende til at ignorere. Trods en sammenbidt musikalsk aflevering kunne Nordjevel simpelthen ikke redde et repertoire med mere teaterblod og kors og underarmsbeskyttere, som de havde lavet i metalsløjd.
Så var der mere goddaw i tyske Implore som nedkæmpede al modstand ovre på Radar. I modsætning til Nordjevels teater var det her den ægte vare. Forsanger Gabriel Dubko havde en halvmåneformet tatovering ned af højre side af ansigtet – så stiler man altså ikke efter en karriere i finansbranchen. Han var dog en yderst venligsindet herre mellem numrene som takkede til højre og venstre, men som under numrene eksploderede i en rasende og medrivende råbevokal.
Implore spiller en raserende omgang death’nd grindcore med hyperenergiske numre på max 2½ minutter med titler som “Loathe” og “Homo Consumens“. I løbet af et sær på kun en halv time formåede Implore at få sig og publikum helt vildt op og køre, og endda trække en bette moshpit med en håndfuld deltagere. Vel er Implore ikke musik for de mange, men dem der var på Radar, havde alle til rådighed værende horn i vejret for at hylde bandets optræden. Rockzeit håber snart at se dem på en scene igen.
Weekendens bedste koncert
Musik for de mange kunne man så få sig tilbage på Voxhall. Her overtog hollandske Asphyx og gik i gang med et veritabelt festfyrværkeri af en dødsmetalkoncert, der uden sammenligning var weekendens bedste.
Et festfyrværkeri af en dødsmetalkoncert? Lyder det besynderligt? Det var det egentlig også, for Asphyx lader ikke noget tilbage at ønske udi genrens tematik om død, krig og den stærkes dominans. Men når man bliver præsenteret for 4 hollændere, som griner over hele femøren og helt åbenlyst udstråler, at det bedste sted de kunne befinde sig lige nu, er på scenen i Voxhall sammen med netop dig, så er der sgu fest.
Asphyx har måske ikke klassikere eller dødsschlagere i deres repertoire, og du må slet ikke bede mig nævne numre. Til gengæld er deres materiale fra 25-årig+ karriere langt mere varieret end så mange andre dødsmetalbands. Og det er en variation, som Asphyx forstod at udnytte. Først afsted med et par rockere til at føle publikum lidt på tænderne, så et par stykker der var god, gammeldags Florida-død efterfulgt af noget “… a bit slower“, som var regulær punk. Og så forfra igen…
Der blev igen og igen grinet og givet knucles og skålet i dåsebajere med publikum på de forreste rækker. Vi var sammen om det her. Og så hjalp det, at forsanger Martin Van Drunen havde afluret Iron Maiden hele kataloget af scenetricks: side-om-side soloer, pegen på udvalgte publikummer på de bageste rækker, som får et stort smil og et thumps-up, og Bruce Ds ting med at grine HA-HA-HA i mikrofonen, når et nummer er blevet ekstra godt modtaget osv.
Når repertoiret svinger omkring death’n’roll og det musikalske håndværk er i orden – og det er det i Asphyx tilfælde 100% – så virker den slags som det skal. Bassist Alwin Zuur trissede rundt udenfor bagefter, så jeg stak selvfølgelig på næven og lykønskede med det fine resultat. Alwin afslørede, at eftersom Asphyx ikke gider turnere længere og kun spiller i weekender, så bliver hver gang en fest for dem. Sådan skal det være!
Efter den samtale var det tid til lørdagens hovednavn, Tribulation. Dem der læste Rockzeits optakt til RMF vil vide, at undertegnede finder Tribulation en svær størrelse, så det var nu, at skepsis skulle gøres til skamme.
Alene på æstetikken var Tribulation anderledes. Hovedparten af de bands, som RMF har på plakaten, er bemandet af midaldrende mænd med langt hår og lidt vom, som dækkes af en sjusket T-shirt med et bandlogo. Tribulation derimod er åleslanke og var klædt i knivskarpe kostumer fra “En Vampyrs Bekendelser“. Hvor andre bands spiller på Fender(lignende) strengelege med massiv krop (eller en BC Rich Warlock hvis de er rigtig seje), spiller Tribulation på Gibson(lignende) guitarer med hul krop.
Derfor har Tribulation også et helt andet udtryk end konventionerne foreskriver. Tribulation var simpelthen noget så sjældent som et smukt metalband. De bevægede sig glidende, ikke huggende, på scenen. Kostumerne havde stil androgynt look, og guitarvalget gav musikken en luftig klang, som var tættere på prog- og powermetallen end på den sorte metal. Først når sanger Johannes Andersson satte i med sit hvæsende growl blev man mindet om, at Tribulation er trve metal. I mellemspillene kunne man ellers sagtens gribe sig selv i at tænke ‘tidlig Rush’ eller endda (gisp!) … ‘Ghost’.
Måske derfor havde Tribulation heller ikke appel til alle, og Voxhall var da i bedste fald også kun halvt fyldt. De kom ellers godt rundt i de sidste tre udgivelser, hvor Tribulation især på ‘Children Of The Night‘ og ‘Down Below‘ har fundet deres egen retning. Det blev ekstremt stilsikkert og elegant eksekveret, men måske på grund af stilsikkerheden manglede der altså også stemning. Jeg kan sagtens se den fascination, der fik Fætter Jan og entourage til at falde i svime, og også jeg blev henført af Tribulation i de smukke mellemspil. Men i modsætning til min kammesjukker blev jeg også revet ud af det, når Johannes Andersson satte sin blackmetal vokal ind.
Om vokalen er malplaceret eller ej er en smagssag. At Tribulation har formatet til at være hovednavn på en mellemstor dansk metalfestival, er der til gengæld ikke et øjebliks tvivl om, og Rockzeit gentager – det var et scoop at få dem på RMF 2019.
Sidste optræden den aften var Suffocation. Da det kun var få måneder siden, at Rockzeit var i selskab med dem, gik den hjemad med sydende hipsterparanoia og det hele. Men der står en sidste småfordrukken krusedulle i notesbogen efter Tribulation, og den skal med:
Royal Metal Fest er fantastisk festival. Tak for i år. Vi ses i 2020!