Igen i år samlede Copenhell glade og begejstrede metalfans til et lineup, som ingen andre danske festivaler kan mønstre. Men i år haglede kritikken også ned over Copenhell, for at tage penge for halvdovne gengangere og has-beens, hvor ånden lader til at have forladt kroppen. RockZeit har selvfølgelig også en mening.
I 2013 forklarede Roskilde Festivals produktionschef i et foredrag, at Roskilde hvert år forsøger at ramme et musikpublikum med en gennemsnitsalder på 25 år. Forklaringen svarede på en besk kommentar fra de midaldrende tilhørere, for Roskilde Festival havde dét år, for første gang booket en popstjerne fra superligaen, Rihanna. Bevares, der havde været popstjerner før, men ikke i den vægtklasse, og smagsdommerne rystede på hovedet. Men festivalen affærdigede kritikken: ”Hvis vi indretter programmet efter sidste års publikum – eller endnu værre; jer, sidste årtis publikum – så forsvinder festivalens fremtid. Det er kun et spørgsmål om, hvem der opgiver først; publikum eller kunstnere.”.
Så her i 2023 havde Roskilde Festival Lil Nas X og Burna Boy som hovednavne, og de spillede til 6-stjernede anmeldelser.
Copenhell havde Mötley Crüe og Guns’n’Roses, som begge høstede historisk dårlige anmeldelser i de fleste medier.
Det giver selvfølgelig ingen mening at sammenligne en non-profit festival med et erklæret mål om at være på musikkens forkant med et 100% kapitalistisk produkt fra en amerikansk underholdningsgigant. Alligevel kan kontrasten ikke være større og udstiller med smertelig klarhed, at Copenhells dage måske er talte.
Råvare-forsyningen
Copenhell har nu fået krydset hele balkortet af. Der er ikke rigtig flere sværvægtere at præsentere for første gang (vi antager at Rammstein lukker butikken uanset udfaldet af beskyldningerne mod Till Lindemann). Så Copenhell kan starte forfra med at gen-booke ronkedorerne, der efterhånden er i pensionsalderen alle sammen.
Blandt mellemvægterne vil der også være tale om suttede bolsjer. Navne som Gojira, Slipknot og en tilfældig Phil Anselmo-konstellation, har alle 20 år eller mere i kørebogen og var i år på scenen for 4. gang. Også dem, der passer bedst på Hades, som f.eks. Life of Agony og Testament er alderstegne og genbrugte kunstnere.
Og selvom er masser af spændende og professionelle metalprojekter blandt mindre bands eller i vækstlaget, har de endnu ikke tilstrækkelig publikumsappel til at levere den nuværende tilslutning på 30.000 betalende gæster.
Markedet
Publikum er i øvrigt også godt deropad. På Copenhell føler jeg mig med mine 57 år overhovedet ikke fejlcastet og er omgivet af andre hvide mænd med sølvstænk i Vikings-skægget og Peaky Blinders-frisuren. Ligesom jeg, spørger de garanteret også sig selv hvert år, om ikke de er blevet for gamle til det her, og om de gider betale en mindre formue for at se kunstnere, der holder publikum for nar, eller spiller for 2., 3., 4. gang.
Med de seneste års stagnation i hovednavnene vil svaret i stigende grad gå Copenhell imod.
Når jeg kigger efter publikummer i 20’erne – fremtidens publikumsbase – er der foruroligende få. Metal og hård rock er ikke det, som hitlisterne er lavet af, og der er ingen udsigt til en periode med rock og metal øverst på skamlen. Selvfølgelig er der et ungt metalpublikum, men ikke i en mængde, der kan oppebære Copenhell som forretning – uanset om Copenhell forsøger at bejle til dem med Electric Callboy og andre fornyere af genren.
I bedste fald er Copenhell blevet en slags Smukfest for hård rock. På Smukfest er interessen for musikprogrammet notorisk lav og aldrig afgørende for billetsalget – festen er det centrale. I København skal man måske ’på Copenhell’ for drikke bajere med vennerne og skråle med på schlagerne i Biergarden – ligesom kopi- og fjollebands er publikumsplastre på Smukfest. Det der så spiller på Helviti, tager man bare med.
Fint nok. Men så mister Copenhell fuldstændig sin position som fyrtårn for en nichekultur og en begivenhed, man regner med i metalverdenen. Det bliver i stedet blot en københavnsk byfest.
Udviklingen
Skulle Copenhell være nået til vejs ende, vil det til gengæld ikke ske ved langsom kvælning, men ved abrupt nedlukning fra det ene år til det andet.
For 2024 bliver Copenhells sidste år på Refshaleøen. Lejekontrakten med Københavns Kommune udløber og bliver ikke forlænget, så Copenhell skal finde et nyt hjem. Det vil spille Copenhell et af festivalens vigtigste aktiver af hænde, nemlig nærheden til København hvor man kan cykle hjem til Tårnby eller til kammeratens andelslejlighed på Nørrebro.
Selv en flytning på en snes kilometer til f.eks. Værløse gamle flyveplads, Vestvolden eller bakkerne i Herstedhøje vil have katastrofal indvirkning på publikumstilslutningen. Lang transport hjem i de små timer eller overnatning i telt med alle fornøjelserne ved vejrlig, lunken mad og manglende hygiejne vil luge grundigt ud i det grå guld, som lige nu holder Copenhells omsætning oppe.
Læg dertil Copenhells omkostninger til forundersøgelser, advokatbistand, flytninger osv. ved at finde, aftale og udvikle et nyt festivalområde. Det bliver en millionregning.
Business casen
Copenhell står med en umulig business case – at få et positivt resultat ud af at investere i produktudvikling til et vigende marked med svigtende råvareforsyning. Og da Copenhell er skabt af Live Nation for pengenes skyld, skal der tjenes penge igen i 2024 og i årene derefter. Hvis det ikke er muligt, lukker butikken, inden der smides gode penge efter dårlige.
Vi forudsiger, at Copenhell findes i sin nuværende form for sidste gang i 2024. Måske vil Copenhell gå efter den ultimative hjemmebanesejr og lave en aftale med Volbeat om at spille afskedskoncert for Refshaleøen. Herefter lukker økonomiafdelingen forretningen.
Fremtids-mulighederne
At du som metalfan pludselig ikke har en stor hårdrock-festival på dansk grund, er Live Nation ligegyldigt. Men de vil ikke skræmme kunderne væk. Vi er der jo – metalfolket. Så hen på vinteren 24/25 kommer der en pressemeddelelse om, at Copenhell har undersøgt flere muligheder for ny lokation, og der kan ikke opnås enighed med grundejerne om forhold og pris. Så Live Nation ser sig nødsaget til at aflyse Copenhell 2025, men arbejder på et nyt format etc. etc.
Og selv i et landskab med adskillige mindre metalfestivaller af høj kvalitet vil Copenhell kunne finde en plads. Pengetanken er større, brandet er bedre, publikums kærlighed er stor og det samlede koncept er etableret. Live Nation burde kunne lægge Copenhell i en liga over de små festivaller med flere hovednavne og en skarpere musikprofil. De små festivaller er elitære – også i deres bookninger. Copenhell kunne blive rock for folket.
Fedt for dem der kan lide dét (det er ærligt ment!). Live Nations konklusion kan også blive, at pengene er bedre investeret i en hiphop- eller reggaeton-festival. Fedt for dem der kan lide dét (det er også ærligt ment!) – men ikke for os andre.
Svaret får du indenfor det næste år eller to.
Ære den som æres bør
Og bemærk venligst at der ingen skadefryd er i den analyse. Copenhells betydning for anerkendelsen af metal og hård rock i Danmark kan ikke overvurderes. Copenhell skal have al den applaus, der overhovedet kan mønstres fra det danske metalmiljø.
Før 2010 måtte metal- og rockfans drage til Sweden Rock eller Wacken for at opleve et program af den kaliber, Copenhell er blevet i stand til at mønstre. Ingen andre danske festivaller har kapacitet eller interesse i at booke så meget metal og hård rock på én gang. En regulær buffet til os fans, der ellers har måttet punge ud koncert efter koncert, eller har måttet nøjes med de store festivalers få metalnavne.
Før 2010 blev metalfans mødt med uimodsagte fordomme om satanisme og psykiske brister. I takt med at de lødige medier gennem Copenhell som kulturbegivenhed har fået øjnene op for de kvaliteter og forskelligheder, der ligger i den hårde musik, er også lægmænds anerkendelse af genren steget. Alle kender efterhånden nogen som hører metal eller tager på Copenhell eller begge dele. Ingen væmmes længere eller undrer sig for ’du er jo ellers sådan et pænt menneske?’.
Tak, Copenhell. Du har sparet alle os for bestandigt at skulle forklare os overfor de fordomsfulde, som alligevel aldrig gad lytte.
Tak, Copenhell. Du har suget nye fans ind og bragt forståelse for den kreativitet og enestående kvalitet, der ligger i den hårde musik.
Men alting har en ende. Hård rock og metal er ikke grundstoffet i nutidens populærmusik, så Copenhells kilder tørrer ud, og publikum skrumper ind. Hvordan Copenhell ser ud fra 2025, vil tiden vise.