Riverside i lille Vega fredag den 22. september

“One thing I heard recently was that Riverside’s music on Second Life Syndrome is too metal to be art rock, and too art rock to be metal. That was meant to be negative, but for me it’s a great compliment because it means our music isn’t easy to label and that we have our own style.” Mariusz Duda (Wagner, 2010)

Prog på polsk

Riverside er ganske vist et eksperimenterende progrock band og derfor logisk for InsideOut at have i stalden. Men helt ulig andre bands og udenfor referenceramme er de dog ikke. De sammenlignes ofte med Porcupine Tree, Anathema, Mars Volta og Dream Theater og især de to første er efter min mening ikke skudt helt ved siden af.

Der er selvfølgelig elementer af metal og ikke mindst trommeslager Piotr Kozieradzki fylder ofte godt i landskabet, men kodeordene er snarere dybde, langmodighed og indadvendt stemning.

Maciej Meller er tour guitarist for bandet efter Piotr Grudziński alt for tidlige dødsfald i 2016, men frontmand Mariusz Duda spiller guitar på studieindspilningerne.

Duda har en ret ren blid klang, der til tider slægter danske Tim Christensen på. Stemmeføringen er måske ikke ekvilibristisk, men til gengæld velovervejet. Fraværet af en klassisk macho heavyrock vokal giver luft og plads til, at lydbilledet kan brede sig og numrene kan ligge og ulme og gradvist udvikle sig.

Eminent start

Fra start må man sige, at Riverside med åbneren “Coda” har godt styr på tingene. Nummeret introduceres med en gedigen røvtung klaverintro. Det er et band der hviler i sig selv, skiftevis smiler indbyrdes og fordyber sig i hver deres domæne. Mariusz Duda besidder en tør nedtonet skælmsk – nærmest jysk – humor og han har fat i det hengivne publikum, som tydeligvis er glade for, at deres yndlingspolakker er i landet. På et tidspunkt henvender han sig til publikum for at vælge de næste numre. Men i erkendelsen af, at han ikke kan nogen danske numre og derfor ikke kan spille coverversioner, må vi tage til takke med Riversides egne.

Bandet har til gengæld valgt rigtig fra egne rækker, og det er et godt harmonisk sæt. Mange af sangene har jo en underspillet rytmisk langsomt stødende fremdrift som om de forsøger rykvis at komme fremad. Læg dertil den ofte forekommende brug af droner, hængende toner, så får koncerten samlet set en særlig hypnotisk og spændingsskabende puls – en eskalerende fornemmelse og det er måske der, at Riverside har deres største styrke; at forføre med forholdsvis banale virkemidler men med stor overbevisning og rutineret håndelag.

Perlerække af numre

“Second Life Syndrome” er et fantastisk nummer, og i aftes sad den i helt skabet; det er oplagt at nævne Pink Floyd og Long Distance Calling i kraft af nummerets glidende episke tone. Det er noget af en moppedreng på 15 minutter, og i forhold til et band som Dream Theater kan formledene godt virke stillestående, men det hele hænger sammen og skaber atmosfære – Riverside trækker i de musiske virkemidler på en hel anden måde end Dream Theater – de har ikke travlt og lader pauser og lange tone- og strygerflader tale deres eget eftertænksomme sprog (hører du efter her, John Petrucci?)

“Conceiving You” er endnu et brilliant nummer hvor de spiller på de små virkemidlers effektivitet, og ved frasen “I couldnt’ trust you enough” tror man det stopper, der er dyb stilhed hvilket forstærker følelsen af ensomheden i teksten.

Man kunne blive ved med at fremhæve Riversides kvaliteter, ikke mindst ved den flotte akustiske version af “Lost”, som alle synger med på; “The Depth of Self-Delusion” byder på lækker rullende 6/8 rytme, og vokal og guitarmotiver vikler sig ind i hinanden uden at det kolliderer. De kender hinanden ud og ind, kan man høre.

“Escalator Shrine” er vel deres monumentale Magnus opus a la Dream Theater møder Pink Floyd; velafbalanceret hele vejen igennem, imponerende at de fastholder ens interesse med velvalgt afveksling, og latterlig blæret orgel/synth solo dog uden alt for meget Jordan Rudess guirlander – Riverside bevarer den melankolske jordforbindelse, men får alligevel det hele til at lette. “02 Panic Room” er måske lidt en skuffelse, da jeg ikke helt synes de får gengivet studieversionens klaustrofobiske og dystopiske Blade Runner stemning.

Ekstra numre:

Som ekstranumre får vi “Towards the Blue Horizon” dedikeret til Piotr Grudziński og gudhjælpemig endnu en gang “Coda”, denne gang i en mere happy version, da Duda mener, at det er vigtigt at slutte positivt. Alle synger med, og den store mentale krammer kører på sit højeste.

Duda takker sin store danske Riverside-familie for støtten og et brag af en koncert er desværre slut.

Lidt malurt

Det er svært at være sur på en fredag aften hvor band og publikum var helt på samme side. Men jeg kunne godt savne lidt flere up tempo numre og af og til synes jeg, at deres live arrangementer manglede lidt tyngde. Derudover blev jeg aldrig tilfreds med trommernes lyd. De var lidt for banale og tynde, især lilletrommen manglede punch.

Men tæt på topkarakter, og man kan kun være glad for at polakkerne ikke bar nag efter deres afklapsning i Parken for et par uger siden.