Robert Plant i Falkonersalen

Den legendariske Led Zeppelin frontmand Robert Plant, har lagt rocken på hylden og er i gang med at rejse verden tynd med sine fantastiske musikanter i Saving Grace. Med gamle Zeppelin klassikere i nye klæder og covernumre med sit eget touch, fyldte han Falkonersalen op med forventningsfulde fans, som bare skulle se den store sanger for enhver en pris.

Fuldt hus, naturligvis

Prisen var også sat på billetterne må man sige, men folk var nok mere end tilfredse, for det var musikere som var taget fra øverste hylde. Ordet “musikalitet” fik sin ret i dette unplugged scenarium, som tryllebandt publikum i hvert eneste sekund af koncerten….og ja, Plant har optjent sin berømmelse og får bifald bare han træder ind på scenen, men han er stadig en fantastisk sanger, så der var ikke meget der kunne skuffe det fulde hus på Frederiksberg torsdag aften. 

Vi blev udsat for en stor klang verden fra de 6 musikere, opnået med blandt andet banjo, mandolin, cello, guitar, baryton guitar, perkussion, mundharpe og trommesæt. Med disse ingredienser fik Plant & Co. løftet rock, folklore, bluegrass til et nyt niveau, med overskudsfeelings som ikke mange musikere kan ramme. Der blev lagt ud med folklore musik af Nora Brown’s “The Very Day I’m Gone”, her arrangeret med to vokaler, banjo, guitar, cello og perkussion. En god stemningsfuld start på koncerten. 

Én enhed

Plant er jo bare The Man, når han tager mikrofonen til munden, men han gav utrolig meget plads til Suzi Dian, som tit sang lead, hvor Plant trådte beskedent tilbage på scenen og nød den skønne vokal. Også banjomanden Matt Worley fik et parti hvor han sang lead, med en ganske charmerende og god vokal. Dermed var det ikke bare en Plant solokoncert, men i høj grad musik som var tænkt som en helhed. Der blev hele tiden kælet for variation i musikken, med numre der var forskellige i stil og stemning. Der kom selvfølgelig mest jubel, når der kom nogle Led Zeppelin numre, eller når der blev citeret fra Zeppelin kataloget, eksempelvis et kort citat fra “Black Dog”, som virkelig kunne få folks hænder i vejret

Jeg var specielt glad for Zeppelin nummeret, det sidste nummer i sættet, “Friends”, som i forhold til at det var unplugget, var helt oppe at ringe. Et nummer hvor både vokalen og akkompagnementet har fantastiske melodier. Hvis man er fan af danske Baal, kan man nok heller ikke lade være med at tænke “Bikerhead” fra deres debutplade Sensorama, hvor et mandekor citerer melodien.

Kort, men godt…meget godt!

Det var svært for publikum at lægge skjul på, at det var en oplevelse bare at se Robert Plant på scenen. Men jeg tror at de fleste fik en ekstraordinær oplevelse fra disse fantastiske musikere. Der var også god kontakt og nærvær fra scenen, og Plant var god til at fortælle om sangene og hvad de indeholdt af budskaber. Dertil var humoren god hos ham, og publikum elskede de ting der kom ud af hans mund.

Æstetikken var i højsædet, og trods deres store rutine, kunne man fornemme, at de virkelig koncentrerede sig for at få det til at svinge optimalt, og med kæmpe respekt for de sangskrivere som de fortolkede. I starten var banjo og trommer ikke helt i synch, men der gik ikke mange minutter, før de var helt varme. Det var meget lytte-musik for det siddende publikum, og i den grad også for bandet. De følsomme klange var krævede og krævede konstant store ører hos musikerne, i forhold til hvad de andre lavede og i hvilket dynamisk område de skulle balancere.   

Selvom det var så godt som det var, kan jeg godt komme med ét kritikpunkt, nemlig at koncerten var alt for kort; lidt under halvanden time (også når man tænker på de tårnhøje billetpriser). Nu når Led Zeppelin sange stadig er populære, synes jeg, at Plant skulle have flere numre fra dette katalog, for nu når han ikke har gendannet det legendariske band, kunne han godt have givet det hungrende publikum lidt mere fra den konto.

Men det var elitens elite der stod på scenen og gav os, en ganske vist for kort, men fantastisk koncert. Jeg ender på 4,5 stjerner til Saving Grace.