Robert Plant og Alison Krauss nailede den på Roskilde Festival

Plant kom for mange år siden kørende i sin bil og passerede en pub hvor Alison netop sang og spillede.

Han rullede vinduet ned og spurgte, “hvem er hun”? Han skrev hendes navn ned og kørte videre.

En dag, da Alison, som nybagt mor, lå og prøvede at få hendes lille baby til at sove, ringede telefonen.

Det var Plant der ringede og foreslog, at de skulle stikke hovederne sammen en dag, og finde ud af om de sammen kunne lave noget musik.

Hun kunne i situationen kun hviske, så Plant bad hende skrive hans nummer ned, det kan jeg ikke lige nu hviskede hun. Virkelig?! Havde Plant undrende svaret.

Der gik et par år før Plant igen ringede. Han skulle spille på Lead Belli i Cleveland, og foreslog, at de sang hans nummer “Black Girl” sammen, som sagt så gjort, og det gik….. ikke særlig godt.

De to musikere er fra så forskellige verdener, at de skulle lære hinanden langt bedre at kende før de begav sig ud i et musikalsk samarbejde.

Plant var som rocksanger vant til at lytte til musikken, gik den en tone op, fulgte han efter og rettede ind.

Krauss var voldsomt disciplineret, alt blev øvet til punkt og prikke i studiet, og det var sådan det så blev leveret fra scenen.

Så de har begge lært meget af hinanden. Specielt Krauss har udtalt, at hendes band siger, hun er blevet en langt bedre sangerinde, efter hun har mødt Plant.

Deres første udgivelse var singlen “Gone, Gone, Gone”, der fluks snuppede en Grammy for årets bedste vokale pop samarbejde.

Da albummet “Raising Sand” fra 2007 blev udgivet, bar samarbejdet endnu engang frugt.

Det var nomineret til 5 Grammy’er, og tog dem alle; Bedste nutidige folk/Americans album. Årets album. Bedste vokale pop samarbejde (“Rich Woman”), årets indspilning (“Please Read the Letter”) og bedste nutidige country sang (“Killing the Blues”). Albummet er produceret af T Bone Burnett. Genren er Americana, folk, rockabilly.

En meget flot ilddåb for et album begået af dette umage par.

Umiddelbart efter udgivelsen af “Raising Sand” fulgte en tour.

De vidste begge, at når tid var, skulle dette album følges op af endnu et.

Der skulle dog gå mange år, men i november 2021 udkom “Raise the Roof”.

Dette album er ligeledes produceret af T Bone Burnett.

Samtidig annoncerede de en kommende USA og Europa tour.

I starten så det ikke for lovende ud for Danmark. Der var kun enkelte koncerter spredt rundt i Europa, og Danmark var ikke med på tour’en. Englænderne var rasende, de var kun blevet tildelt en koncert, og det var en dobbelt koncert i Hyde Park med Eagles og omtalte.

I en engelsk avis læste jeg i en artikel, at grundet faren for Corona, ville alle de planlagte koncerter, så vidt muligt, blive omlagt til festivaler. Da de afholdt deres koncert i Hyde Park d. 26 juni og derefter styrede mod 2 koncerter i Norge d. 1 og 2 juli, så var der jo mulighed for, at de ville gæste Roskilde, og det var lige præcis sådan det blev.

 

Alison Krauss

Jeg vil tage et spring tilbage til Alison Krauss, for hvem er hun?!

Hun er ikke hvem som helst. Hun har spillet violin fra hun var fem år gammel.

Som tretten årig vandt hun en stor “bluegrass” konkurrence, og allerede som 16 årig udgav hun sit første album.

Da hendes band, “Union Station” i 1989 udgav deres første album (hun var da blot 18 år), begyndte hjulene for alvor at rulle.

Alison Krauss’ band, “Union Station” gæstede iøvrigt med stor succes Roskilde Festival i 2012. Hun har begået en del soundtracks til film, bl.a. til “Cold Mountain” hvor hun sang sammen med henholdsvis Sting og Elvis Costello.

Medregnet de Grammy’er hun har modtaget sammen med Plant, har hun i alt modtaget hele 27 Grammy’er.

Hun er en fantastisk sangerinde. Hendes stemme er fuldstændig klokkeklar, ren og silkeblød, og den bliver ofte omtalt som kommende fra en engel. Samtidig er hun en vanvittig dygtig violinist. For de, der holder af country og bluegrass, er hun en sand “darling” man ikke kan komme udenom.

Med de kvaliteter, og Plant’s interesse for country, bluegrass og folk, kan man ikke fortænke ham i, at han i sin tid tog initiativ til, at få et samarbejde på benene, for nok er de to som nat og dag, men det de har 100% tilfælles, er kærligheden til den samme genre og et utømmeligt og skabende drive.

Jeg tænker ikke det er det sidste vi kommer til at høre fra de to.

Som sidst Robert Plant med “The Sensational Space Shifters” gæstede Roskilde i 2019, var det denne gang også i teltet “Arena” Robert Plant og Alison Krauss skulle optræde, og jeg skulle hilse at sige, at der var proppet!

Unge som ældre.

Dagen var på festivalens egentlige åbningsdag d. 29 juni.

Kl 21: 30 gik de på scenen under stor jubel.

De lagde direkte ud med nummeret “Rich Woman”. Plant var i strålende humør, den gamle cirkushest var igen på tour uden for U.K.’s grænser!

I “The Price of Love” fik Alison lov at tage sangen, og man kan ikke sige andet end, at hun har en fuldstændig fantastisk stemme.

Nummeret blev udført noget anderledes end den originale udgave med The Everly Brothers. Tempoet var sat ned, og den var lagt om til en lidt “spacey” lyd.

Anderledes, men absolut klædeligt i Alison’s kyndige selskab og med en disciplineret Plant som backing.

I næste nummer “Rock and Roll”, var Plant’s disciplin meget tæt på at skride. Det var så absolut “hans” nummer.

Selvom nummeret var blevet lagt om i rockabilly, så vidnede hans kropssprog om, at nu var den gamle rocker tæt på at springe ud. Alison vigede pænt pladsen og “lod barnet lege”.

Vi skrålede med på “lonely, lonely, lonely, lonely, lonely time” det bedste vi havde lært, og Plant, den gamle løve, han hyggede sig åbenlyst.

Det guitar riff der normalt ligger midt i sangen, var erstattet af en heftig violin, og det fungerede jo perfekt!

Som de ofte gør, så underspiller de to meget, dette er udpræget i dette nummer, og det er vildt smukt.

Elsker den måde deres stemmer smyger sig som arabesker omkring hinanden, leger med hinanden. Et fantastisk nummer som jeg elsker at lytte til, og der var ingen tvivl om, at det var jeg ikke alene om!

“Gone, Gone, Gone” en duet i bedste rockabilly rytmer. Et nummer sunget af to fantastiske stemmer, som det er meget svært ikke at danse til.

I “It Don’t Bother Me” fik vi igen forrygende smuk, og underspillet skønsang fra Alison. Den “nailede” hun big time!

Da tidspunktet kom, hvor Plant ønskede at præsentere bandet, var stemningen så høj, og klapsalverne så vedholdende, at det var meget svært for ham at få indført et ord.

Men det lykkedes ham dog til sidst, og med et stort smil, fik han præsenteret sine fantastiske musikere.

“When the Levee Breaks” indeholdt en smuk violin solo af Alison og en Plant der brølede sit “gamle” velkendte brøl.

.

Aftenens sidste nummer “Can’t Let Go”, et virkelig, virkelig skønt nummer i glade, svingende rockabilly rytmer, blev aftenens sidste. Gang på gang bliver jeg imponeret over, hvor fed og velholdt Plant’s stemme er!

De vilde bifald Plant, Alison og deres forrygende band i aftenens løb havde fået, og det afsluttende, formåede ikke at fremtvinge et ekstra nummer.

Et samlet storsmilende band trådte frem på scenen og bukkede.

Sagen er nok, at havde det varet dobbelt så længe, så havde end ikke det været nok.

Endnu en fantastisk oplevelse med Robert Plant og et af hans spændende musikalske projekter.