Rockfest i Amager Bio med Hammerfall og Pretty Maids

Der var lagt op til en stor fest af dimensioner i Amager Bio den 3.12.2015, hvor Pretty Maids traditionen tro spillede julen ind, og i år havde de fået selveste Hammerfall til at spille en dobbeltkoncert sammen med dem.

Hvis man lige ser bort fra festivalerne, er det efterhånden sjældent at man tager til en koncert i dag, hvor både hovednavn og support er bands som man gennem alle sine år som musikelsker har været fan af.

Derfor var forventningens glæde meget stor denne aften, da både Pretty Maids og Hammerfall var nogle af de øverste på min top 10 liste over bands, da jeg var i starten af 20’erne.

Hammerfall har jeg siden fulgt tæt, og jeg må da indrømme, at det er ved at være en del år siden at jeg sidst fulgte Pretty Maids tæt, da min sidste koncert med dem ligger hele 20 år tilbage, da de spillede i Tivoli i 1995.

Hammerfall

Hammerfall udgav i 2014, efter deres to fremragende udgivelser ”No Sacrifice, No Victory” (2009) og ”Infected” (2011), deres noget skuffende niende album ”(r)Evolution”, hvor kun 2-3 af albummets 12 sange er værd af fremhæve.

Derfor var forventningen til aftenens koncert ikke på det maksimale, da jeg frygtede at hovedparten af sætlisten ville være fokuseret på deres nyeste album.

Men Hammerfall var ikke kommet for at promovere sig selv denne aften. De var kommet for at skabe en fest sammen med Pretty Maids og havde måske derfor valgt en sætliste næsten udelukkende bestående af gamle numre.

Hammerfall lagde fra land med ”Hector’s Hymn” (fra deres nyeste album) med en sjældent set større spilleglæde fra et band som tydeligvis elskede at skulle dele scenen med deres idoler fra Pretty Maids.

Derudover var ca. 60-70 % af aftenens publikum også fans af Hammerfall, hvilket betød at Hammerfall efter deres første nummer simpelthen væltede Amager Bio med en kavalkade af hits med ”Any Means Necessary”, ”Renegade”, ”Blood Bound”, ”Heeding the Call”, ”Let the Hammer Fall” og deres bedste sang fra deres nyeste album ”Live Life Loud”.

Det var en ubeskrivelig fed fest.

Desværre gik der efterfølgende lidt luft af ballonen med de tre efterfølgende numre “400 Meter Medley” (instrumental), ”Threshold” og ”Last Man Standing”, da de på trods af at være gode sange, bare ikke rammer samme niveau som de førnævnte.

Men ligesom at Amager Bio var ved at rejse sig igen, blev vi alle endnu engang blæst omkuld med aftenens sidste nummer inden ekstranumrene, nemlig ”Hammerfall”.

Ekstranumre var der to af, hvor de desværre lagde fra land med den noget nær (i Hammerfall-regi) ligegyldige ”Bushido” fra deres seneste album som heldigvis blev reddet af deres efterhånden klassiske afslutningsnummer ”Hearts on Fire”.

Alt i alt var det en fremragende koncert med et fremragende band, som dog efterlod sig lidt tilbage at ønske for undertegnede, da der faktisk ingen sange var fra albummet ”Infected” (det har måske rent kommercielt ikke ramt plet og kan være grunden til at de på deres seneste album gik tilbage til at anvende deres standardskabelon.)

Derudover manglende vi også en optræden fra deres mascot Hector, men det skal ikke fjerne indtrykket og livsbekræftelsen af, hvorfor man elsker heavy metal og Hammerfall.

Karakter 4/5

Pretty Maids

Efter Hammerfalls brag af en fest, var det Pretty Maids tur til af tage stafetten videre ud til de sene aftentimer.

Selv efter 31 år fra deres første pladeudgivelse kunne man ikke anfægte den gennemførte spilleglæde som Pretty Maids mødte publikum med, og samtidig nyde det faktum, at vi stadigvæk har få rockbands i Danmark som publikum trofast elsker og møder op for at se år efter år.

Med andre ord, var der kærlighed i luften mellem Pretty Maids og publikum, da begge parter ved flere lejligheder udstrålede en form for gensidig taknemmelighed for henholdsvis støtten (fra publikum) og takken for at de (Pretty Maids) stadig gider spille for os.

Når det så er sagt, må jeg også erkende, at til trods for at Pretty Maids fra starten af showet (de otte første sange) fik leveret varen udover scenekanten til et lykkeligt publikum, var mit indtryk i modsætning til Hammerfall, at første del af koncerten med Pretty Maids var jævnt kedelig af to forskellige årsager.

For det første var hovedparten af sangene enten sange som de ikke havde spillet før ”Deranged” og ”Infinity / Wasted”, eller fra nogle af deres nyeste albummer ”Pandemonium” (2010) med ”It Comes at Night”og ”Final Days of Innocent” og ”Wake Up to the Real World” (2006) med ”Another Shot of Your Love”, samt et relativt nyt nummer fra 2014 ”Louder Than Ever”.

På den måde kendte jeg ikke sangene i forvejen (hvilket jeg heller ikke tror store dele af publikum gjorde), og førstehåndsindtrykket gav ikke anledning til at jeg ville gå hjem og lytte dem nærmere igennem.

Men publikum var med fra starten, og da det efterfølgende endelig blev tid til nogle af de velkendte klassikere som ”Savage Heart”, ”Red, Hot and Heavy” og ”Yellow Rain” blev de få efterladenskaber af Amager Bio som Hammerfald havde efterladt endeligt destrueret, og nu fik man endelig fornemmelsen af at ”nu er vi sgu i gang”.

Det varede dog desværre kun for en kort stund, da Pretty Maids hurtigt gik tilbage til at spille tre numre fra albummet ”Pandemonium”, heraf ”Pandemonium”, ”I.N.V.U.” og ”Little Drops of Heaven”, hvor varen blev leveret, men hvor den store forløsning udeblev.

Til gengæld må man sige af aftenens absolutte højdepunkt kom efterfølgende med koncertens sidste nummer inden ekstranumrene, hvor klassikeren ”Back to Back” blev udført med en duet mellem Ronnie Atkins og Joacim Cans samt guitarsammenspil mellem Ken Hammer og Pontus Norgren.

Baggrunden for dette er naturligvis at Hammerfall på deres album ”Legacy of Kings” (1998) indspillede en coverversion af selvsamme sang.

Hold nu kæft, hvor var det en fed oplevelse og Joacim Cans virkede en anelse nervøs og måske lidt uforberedt, da han var nødt til at have sangteksten liggende nede foran sig.

Med ekstranumrene lagde de ud med to sange fra deres seneste album ”Motherland” (2013) med ”Mother of All Lies” og ”I See Ghosts” som ej heller gjorde det store indtryk, men hvor de til gengæld sluttede af med det absolutte storhit ”Please Don´t Leave Me” og ”Future World” samt lidt julesjov med ”A Merry Jingle”.

Pretty Maids var fabelagtige denne aften, og min eneste anke er, at jeg ville have foretrukket et større fokus på deres gamle albums frem for det nyere, men man må tørt konstatere at Pretty Maids stadig efter mere end 30 år på bagen leverer varen 100 %, og at publikum med god grund fortsat vil møde trofast op næste år.

Karakter 4/5