Rock’n’roll overvinder alt – Social Distortion

Social Distortion viste Copenhell at musik spilles med hjertet – ikke med volumeknappen.

Gode, gamle Social Distortion! Dannet i 1978 i den amerikanske vestkystpunks epicenter, Orange Country. Tænk at det var på Copenhell, at jeg skulle finde jer denne gang. For selvom Social Distortion altid bliver beskrevet som et punkband, så har musikken siden 1988 ligget nærmere de rå sider af Dream Syndicate og R.E.M.

Det var da heller ikke de sædvanlige heavytyper, der entrerede scenen og gik i gang med titelnummeret fra den spritnye LP, Born To Kill. Det var 4 voksne mænd i afslappet herremanufaktur og med det grå hår trimmet og sat. Også lyden var sat og ydede Social Distortions stifter, forsanger og leadguitarist, Mike Ness, karateristiske djangling guitar og snerrende vokal fuld retfærdighed.

Born To Kill er Social Distortions første plade i 15 år og kun 9. i en karriere, der spænder over 6 årtier. Det er også en glimrende plade, hvor den klassiske rock’n’roll og den ringende guitar fylder endnu mere. Så langt et tilløb til en udgivelse fordrer også mere afløb, så næsten omgående blev ”Tonight” og ”No Way Out” serveret med ”Partners In Crime” som en senere dessert.

Tidligt blev der også rakt tilbage i kataloget til ret afdæmpede versioner af de egentligt punkede ”The Creeps” og ”Mommys Little Monster” fra debuten i 1983. Mike Ness, der er er en moden herre på 64 år, konstaterede, at de fleste af os nok ikke var født dengang. Alligevel stod der adskillige yngre kræfter i pitten – inklusiv hende rockabilly-pigen foran mig – der kunne repertoiret udenad.

Hvem i alverden kunne have forudset det? Social Distortions uforstilte og ærlige americana-rock er uendelig langt fra de sædvanlige Copenhell-navnes kostumebal og forsøg på at være så vilde som muligt. Jeg havde frygtet, at Copenhell ville være en trist ydmygelse af Social Distortion, og så et affolket Helvíti for mig.

Jeg kunne have sparet mig. Mike Ness og resten af Social Distortion er folk, der er vant til at kæmpe sig til sejre i tilværelsen. Så tværtimod blev mængden større undervejs …

Og da Social Distortion lukkede en bundsolid rock’n’roll-koncert med en håndfuld klassikere og blandt dem selvfølgelig ”Story Of My Life” og ”Dear Lover”, steg begejstringen og skrål-med-indsatsen til max, alt imens der blev takket af med ”Don’t Drag Me Down”.

Det var en vidunderlig Copenhell-koncert – leveret med troværdighed af en hærdet og hærget 64-årig silverback og hans sejt rockende bande af musikanter.

Rock’n’roll overvinder alt!