
Man ser det straks for sig; det er en mørk og stormfuld aften, langt langt væk fra det kyniske, stressende og afstumpede afgrundsdanmark, øst for Storebælt. Det stormombruste hvidkalkede jyske forsamlingshus er fyldt med gæve og djærve retskafne og ikke mindst besindige og snusfornuftige fiskere og deres koner. De har ladet sydvesten, deres waders og sweaterne blive hjemme. For i aften, når solen er så rød mor, står den på Mads Toghøj. Det er ikke så ringe. Han er simpelthen så ægte, og har slet, slet ikke så travlt som alle de andre fortabte og storbyfascinerede knallertkørende unge.
(Gæsteskribent: D. Turell)
27. oktober udkom Mads Toghøjs 3. soloalbum med titlen Rødder. Her i Københavnstrup er der nok lidt længere mellem dem der kender Togshøj, men længere vestpå er der flere der nikker genkendende til den kun 37-åriges vise- og folkemusiks vise og folkelige ord. Her bliver hans plader flået ned af hylderne og koncertbilletterne revet væk, før man kan sige Land i sigte. Mads Toghøj synger om de nære ting, de sande værdier, og det med en dybsindighed og en højtidelig let skælvende røst, der læner sig op af Erik Grip… og en Niels Hausgaard (uden humor). Der er tale om ingen ringere en Fisker Thomas’ barnebarn, hvilket man sagtens kan høre (nederst i anmeldelsen er der en uundværlig video-kvikguide til den saltvandsverden Mads Toghøj inviterer os landkrabber ind i på “Rødder”). Trods hans kun 37 år, lyder hans manderøst som om han har ser alt hvad der kan ses på de syv have og nu vil dele det med os.
Udover hans egne numre, har han taget et par af sin morfars numre med, og genremæssigt er han præget af dansk, irsk og amerikansk folkemusik, samt et yderste beskedent snert af Rock ‘n’ Roll. Timingen er perfekt, som Toghøj selv siger:” Indspilningerne af disse sange og udgivelsen af pladen sker nøjagtigt 40 år efter min morfar debuterede med ”Tro, håb og kærlighed”, samme år som jeg kan fejre 20 år på landevejen som musiker.”
Den danske sang er en ung blond jyde
Lad os først slå fast midt i den slet skjulte asfaltrotte-skepsis; Mads Toghøj er rigtig dygtig, han præsenterer tekstuniverset særdeles autentisk – ud fra hvad mine Valby-ører kan høre – og sproget er klart og tydeligt. Han er en god historiefortæller. Bandet er godt og består blandt andet af et par medlemmer fra De Gyldne Løver. Alle formår med deres instrumenter at skabe en stemning af master der knirker i vinden, grove reb der trækkes af lige så grove hænder, samt saltvand der soltørrer på dækket. Ingen tvivl om, at oplandet vugger fra side til side på bænkerækkerne i forsamlingshuset – og kan alle teksterne.
Det starter lige på og hårdt. Toghøj maler på “Min barndomsby” et Krøyer billede om havnens blanke vand, folkene på kajen, og med højtidelig præstesønne-røst forkynder han, at “Her lærte jeg mit sprog, herfra stammer min slægt, jeg har trådt de her veje siden jeg var knægt”. Han synger videre, at “det salte bølgeskum fra bølgens top stryger ind over land og rammer mig på kinden, når jeg går her på min strand.” Det hele leveres med dyb bæven i stemmen af ren respekt for emnet og den ufattelige sandhed, der ligger i teksterne. Der er meget at tænke over og synge om, ikke mindst når Toghøj lige tager bladet fra munden i “Om 100 År”, og spørger “Hvordan mon det ser ud for moder jord om 100 år?” med klar besked til det hæsblæsende mig-først-konsum samfund, vi mennesker har viklet os og resten af verden ind i. Hvad med alt det vi ødelægger hvad med alt det affald vi producerer, hvad med plastikken i havet, hvem skal betale regningen? stemningen er alvorlig, bekymret og… ja, pludselig slår det mig, at nummeret placerer sig lige mellem disse to henrivende og sentimentale schlagere, Henning Viléns elefant sangen (1976) og Michael Jacksons “earthsong”(1995).
Der er så dejligt ude på vandet(!)
Vi, Toghøj og albummet sejler videre med “Anna Lovindal”, som er en ny versionering af morfaderens hit. Det er en sød stille vise, som med præcise detaljer og gode rim, hylder den maritime hjemstavn.
“Tre Både” omhandler tre både der stævner ud fra Norges kyst med stævnen mod Hanstholm hav, med håbet om at nå i land en gang, når det blev lyst. Kun en båd klarede det, og strabadserne og de tragiske omstændigheder omkring de to andre både beskrives med vemod, sorg men mest af alt med respekt for søens folk.
“Lysets Land” er et af højdepunkterne for mig, på grund af det aldeles velspillende folkblues band og en nu munter Mads Toghøjder synger om at vende hjem og sætte pris på hjemstavnens glæder. Det svinger rigtig godt med lækkert strengespil der glider godt rytmisk ind i hinanden, uden at prale på nogen måde, meget jysk, måske. Jeg mærker glæden og optimismen og mærker mere end på de andre numre en relation til den verden Toghøj padler rundt i.
Intet nyt fra Vesterhavet
De maritime, ofte forknytte musikalske historier, tilsat lommefilosofisk 37 års livserfaring synes ordentlig sygt langt væk fra den verden, jeg sejler rundt i. Bevares, jeg kan godt lave Toghøjs betragtninger om til metaforer, således at det oprørske hav er myldretiden i indre by og hjemstavnen er Tingstedet i Valby. Men der er trods alt for få referencer der inkluderer resten af verden til at det rigtig kommer ind under huden for mig, og jeg tror faktisk ikke, at Toghøj taler i metaforer, jeg tror, at det er 1:1 gengivelser af, alt det bundsolide og ærlige Jylland han ser hver dag han står op. Eller savner, måske, det er jo strenge tider alle vegne, også i Udkantsdanmark (skrev han lige det? Det kan han da ikke!). Når man konstaterer gang på gang på albummet, at han nærmest ned til mindste detalje genskaber sin morfaders lydbillede, så må man godt kalde Mads Toghøj bagstræberisk, ellers må I kalde mig Mads. Hans version af “Fra Halifax Til Skagen” gav mig kuldegysninger, da jeg et øjeblik troede, jeg lå på mine forældres stuegulv igen og legede med lego. Der er intet nyt fra Vesterhavet, der synges om hjemstavn, strandsandet og vestenvinden. Toghøj han taler direkte ind i en kollektiv sentimentalitet og et ønske om at alt er, hvad rygtet siger, det var det engang. Og der har han klart sin berettigelse. For det er jo nøjagtigt det samme som asfaltrotterne også dyrker i metermål, når vi spiller Gasolin’ og Magtens Korridorer back to back på vores smartphones playlister.
Her på stenbroen forstår vi os ikke på skumsprøjt, duft af tjære og … meget sigende anede min kollega slet ikke hvad han skulle sige og mene. Det kan være svært at forholde sig til den dybsindige vuggende tekstlige bølgegang, når man selv står i verdens næstmest proppede HT bus og leger menneske-tetris. Og måske er det alligevel ikke så langt fra? Her har vi sjældent mulighed for at kaste anker i fortiden, men vi elsker dog også de tilbageskuende referencer og påmindelser om de gode gamle dage – vi kan bare bedst lide at være nostalgiske på vores egen måde, og synge om frække chicks og friske fyre – Å goddaw do.
Und dig et øjeblik med de her djærve gutter:
Resume
Trackliste:
1. Min Barndomsby
2. Et Par Dage Til
3. Om 100 År
4. Anna Lovinda
5. Lysets Land
6. Stille Morgen
7. Engel
8. Tre Både
9. Hjemløs
10. Fra Halifax Til Spanien
11. Lad Det Leve
12. Den Sidste Sol
Label
Travin Records (Fysisk)
Deluxe Records (Digitalt)
Produceret og mixet af:
Jens Varmløse
Masteret af:
Rune René Hansen