Roger Hodgsons late breakfast in Copenhagen – højkulturel rockbuffet i Operaen

For 40 år siden udgav supergruppen Supertramp albummet “Breakfast in America”, et album der katapulterede de britiske rockæstetikere op i datiden rocksuperliga. Som løsgænger er den bundsympatiske Roger Hodgson i år taget på jubilæumsturné for at minde os om de mange hits’ exceptionelle holdbarhed. Det ved vi da godt. Men hvad med hans egen holdbarhed?

SPOILER ALERT!!! Denne anmeldelse indeholder stort set intet negativ, da koncerten var så godt som uden skønhedsfejl. Så er De advaret.

Superbest

Når man som Roger Hodgson mandag 13.05.2019 vælger Operaen som ramme til sine oldgamle iørefaldende og lettere progressive pop/rock numre, så har man ligesom markeret, at vi befinder os i den finere ende af rockens hierarki; der er tale om kunst, og selvom man måske startede som gængs 70’er rock, spillet af unge rebelske instrument-akrobater, ja så er det i dag eleveret til raffineret lyttemusik, hvor man som publikum har sit fineste puds på, et glas hvidvin i den ene hånd og sidder ned under hele koncerten. Næsten i hvert fald. Stemningen var bestemt ikke hysterisk, snarere forventningsfuld, afslappet og egentlig lige så rolig som mandagens smukke aftenhimmel – og Roger Hodgson selv. Manden lagde i 80’erne afstand til de øvrige Supertrampere og især Rick Davies. Begge er store personligheder og arkitekterne bag stort set alle Supertramps numre, og alt det som er værd at høre hos Supertramp er mere eller mindre sket i spændingsfeltet mellem de to alfahanner. Men musikalsk og personligt mistede Roger Hodgson til sidst lysten til at fortsætte og har siden søgt en mere afslappet og spirituel levevis end den slagne rock’n’roll vej. Han har udgivet flere soloalbummer og har flere gange turneret med en kombination af egne numre og Supertramps udødelige klassikere. Med stor succes.

Det bedste til mig og min venner

Det er ikke alle bands, der kan smide tre af de absolut største hits efter publikum, bare for at sætte tingene ordentligt i gang

Der var således næsten intet nyt under den danske maj sol, alle fik hvad de kom efter, og både Roger Hodgson og bandet så ud til at de bestemt også fik hvad de kom for; et taknemmeligt publikum, en aften blandt venner og bekendte. Hodgson og band indtog scenen med sænkede skuldre, magelige smil, interne drillerier og good vibes, men i det øjeblik, de slog de første strenge an, var de klare som navy seals, og alt sad skræmmende stramt og skarpt.

Tag ikke fejl, de får det til at se let ud, men det er det bare ikke; Supertramps særkende var netop den elegante facon til en sangskrivning, der lagde afstand til de fleste samtidige bands; vanskelige korarrangementer, sangstrukturer, der er langt mere komplicerede end de lyder, virtuoser på hvert deres instrument og mange af dem var multi-instrumentalister, og stort set alle musikerne havde flere roller på en gang, live, for at kunne gengive det lagdelte lydbillede på pladerne. Derfor skulle den unge enmandshær, Michael Ghegan forleden i Operaen kunne mestre synthesizer, keyboard, saxofon, samples, kor uden at ryste på hænderne. Og i sidste nummer før ekstranumrene, “Fools Ouverture”, eksekverede han alle nævnte roller. Med et smil. I det hele taget var det musikalsk forkælelse, både i forhold til de enkelte musikeres evner, men også i sammenspillet og i kraft af overflødighedshornet af fantastiske sange.

Det er ikke alle bands, der kan smide tre af de absolut største hits efter publikum, bare for at sætte tingene ordentligt i gang, men ikke desto mindre fik vi fra start “Long Way Home”, “School”, og “Breakfast in America”, med en vellyd, så folk fra start tabte underkæben og kneb sig i armen. Bandet så sig aldrig tilbage, men doserede numrene på en måde, så selv de mere corny og ultra poppede numre som “Easy Does It/Sister Moonshine”, “Lord Is It Mine” og “Don’t Leave Me Now” ramte plet – især med Hodgsons små storyteller indslag, hvor han som munter hyggeonkel fortalte lidt om baggrunden for numrene, og dedikerede diverse ballader til fremmødte (kvindelige) die-hard fans. Og hans solonummer, “Death and a Zoo” fungerede helt problemfrit og kastede mange bifald af sig, selvom de fleste ikke kendte nummeret. Derudover fremhævede han Danmark som et foregangsland, med værdier, som man i disse harske valgkampsdage faktisk er utroligt glad for at blive påmindet, så tak for det.

Musikalske superkræfter

Der er noget overnaturligt over at høre en stor del af soundtracket til ens barndom, unge år og op til i dag, med alle de forskelligrettede følelser, ens egne oplevelser har knyttet til numrene. Jo tak, vi forstår udmærket godt Hodgson, når han sætter stor pris på, at publikum kan lide hans måde at udtrykke følelser på. Musikken bliver et sjæleligt fællesskab, som bare hænger fast i os. Når Hodgson abrupt skiftede fra “Lord Is It Mine” til monsterhittet “The Logical Song” fik man kuldegysninger, når Michael Ghegan spillede alle de rigtige saxofon motiver, man kan i søvne, og når keyboardtroldmanden Ray Coburn spillede alle de små fede klaver og keyboardsignaturmotiver i numrene – og en helt vanvittig solo i “Childs of Vision”, der fik alle de andre bandmedlemmer til at smile fra det ene gehør til det andet – ja så sad vi publikummer bare og smilede dumt, hoppede rundt i stolen, klappede umotiveret – ofte ude af takt – og sagde usammenhængende lyde, for hvordan skal man lige tage i mod så meget genialitet på en gang?

Bryan Heads’ trommer var velovervejet isoleret bag gennemsigtige lydabsorberende skillevægge, men miket op, så alt var nivelleret til perfektion. Heads og bassist David J Carpenter lagde en blød og afbalanceret bund, men sørgede for at alle idiomatiske trommefeatures og bas figurer trådte frem som man husker dem, og selvom det som regel er guitaristerne og sangerne der løber med hæderen, så var man ikke i tvivl om, at alle medlemmer var en vigtig del af det sammenviklede organiske lydbillede.

Famous Last Words…

vi overgav os fuldstændig, også de af os, som var sendt ud med blyant og blok for at tage kloge notater. Vi var nogle stykker, som bare måtte erkende, at der var for mange hits til at vi kunne sidde stille.

Der sker desværre det, der altid sker, når man har det sjovt; det ender. Man vidste godt, at det bar derhen, da magiske “Dreamer” satte igang og efter det over ti minutter lange “Fool’s Ouverture” var stoppet, måtte publikum op ad stolene og klappe bandet tilbage: På det tidspunkt var det dog alligevel også umuligt ikke at stå op. Vi var løftede, jublende, hujende, klappende og havde slet ikke lyst til at sidde ned. Alle de fine former var bytte ud med en overstadig glæde, bygget op over 1½ time og endelig sluppet løs. Operaen er skræmmende i sin fremtoning, lyden var perfekt, og på alle de mange etager højt oppe under himlen stod folk og hoppede og dansede, krammede og skabte sig, som Muppet Show figurerne under deres titelmelodi.

Som dybe, kærlige nyrestød fik vi selvfølgelig “Give a Little Bit” og “It’s Raining Again” og vi overgav os fuldstændig, også de af os, som var sendt ud med blyant og blok for at tage kloge notater. Vi var nogle stykker, som bare måtte erkende, at der var for mange hits til at vi kunne sidde stille.

Det, som man, som et møgforkælet barn kunne ønske sig på en perfekt dag, var blot, at den rare og rige brite havde al sin ungdommelig power i sin vokal. Han kunne synge alt, selv de mest lyse toner i “Dreamer” og han havde stadig sin unikke melankolske klang, men stemmen er mere spinkelt og uden helt samme kraft. Så han måtte bruge sin erfaring til at veksle i vokaltekniker og det gjorde han rigtig godt, men…  der manglede nogle gange 10 %, hvilket altså havde en betydning, da han jo skulle bære melodilinjen. Det var dog ikke nok til at trække en karakter ned, langt fra. Derudover savnede jeg nogle af de numre, som Rick Davies er krediteret for, eksempel “Rudy”, “Bloody Well Right” og “Goodbye Stranger”, som er helt oppe på niveau med Hodgsons sange. Men så skulle de jo lade være med at blive uvenner. Samlet set var det musikalske niveau næsten ufatteligt højt, og den glæde bandet udtrykte og skabte hos publikummet gjorde det til en uforglemmelig oplevelse. Så tak for det, Roger.

Roger over.