Roger Waters: This is not a Drill

Det var ikke en lille koncertproduktion som var på menuen i Royal Arena tirsdag aften, hvor RockZeit var til koncert med selveste Roger Waters plus top professionelle musikere i touren This is not a Drill. Roger havde spillet dagen før i Arenaen, så han var lidt på hjemmebane og stod klar til et give alt hvad han havde af musik, videokunst, tilsat et stort drys kontrovers i alle afskygninger.

Klassikere fra start

Det var en træfsikker start på koncerten, med numre som nok de fleste i salen kendte. “Comfortably Numb” var det første som havde et langt intro i forhold til studieindspillingen. Publikum var nok ikke overrasket over at se den avancerede scene i midten af arenaen, som var formet som et slags kors. Væggene var letvægts HD skærme som viste fantasiske videoer på alle sider. Det levende videokors blev hejst op, og nedenunder gik musikerne rundt og spillede, mens der kørte videoshow over dem. Efter dette fantastiske intronummer, begyndte flere klassikere at udfolde sig på scenen;  “The Happiest Days of Our Lives” og “Another Brick in the Wall”. 

Nærvær

På trods af det prangende sceneshow, var der også plads til ro, hvor Roger satte sig ned og talte med godt humør og god kontakt til publikum.  Vi fik nummeret “the Bar” som angiveligt er titlen på det kommende Waters album, og baren er mere end bare en bar, men også et sted hvor man diskuterer verdenssituationen og kommer med sine meninger, hvilket ikke er et overraskende koncept fra Roger Waters. Vi fik anekdoter fra den omtalte bar, som blev fortalt med et glimt i øjet.

En lille pause, og så et sæt mere.

Da klokken ringede ind til andet sæt, skulle man tro at publikum var begyndt at råbe bandet ind igen, men det var stemmer fra anlægget med ordene “hammer, hammer”, som var det ikoniske march-kor fra The Wall som gradvist steg i lydstyrke.

Så kom de ind igen og startede med det legendariske nummer “In the Flesh “ fra The Wall. Waters var klar, udklædt som karakteren Pinky’s alter ego, den fascistiske diktator som dømmer folk i salen med ordene get him up against the wall.

Der var også mange gode fra Waters soloplader, og faktisk synes jeg, at noget af det senere, Is This The Life We Really Want (2017) var på højde med de helt gamle klassikere. Et nummer fra dette album, “Deja Vu” med det både nedtonede og det dramatiske i sig, var ikke mindre end fantastisk at høre live.

Encore…

… var anledning til mere end en større tale fra Waters omkring verdenssituationen, og “The Bar, Reprise” blev spillet med stor følelse og passion. 

“Outside the Wall” var det sidste nummer, hvor musikerne var rykket tæt sammen, som i en bar, så de kunne give en livlig,  folkemusik version af klassikeren, og som de fleste havde regnet ud, blev det store kors sænket ned over musikerne som blev kapslet inde mens de spillede. Videoerne viste hvad der skete inde i korset, som gik i sort efter sidste beat. Sådan gør man dét!

Alt var med 

Den politiske tone, som altid har præget Pink Floyd og Waters musik, kræver meget fortælling i levende billeder, der skal matche det store musikalske univers. Inden koncerten, var jeg lidt bange for, at det blev for stort og distanceret i forhold til publikum, men allerede tidligt inde i koncerten, kunne stemningen fra scenen, trods dens kaliber, blødes lidt op med Rogers anektdoter fra The Bar, som også var synonym for dagens koncert event, hvor vi mennesker mødes og udveksler meninger og deler historier fra livet. 

Det var ganske voldsomme videoer der udspillede sig på skærmene, men der var ganske roligt på scenen, hvor musikerne gik stille rundt, meget fokuserede på at levere det bedste af det bedste.

Roger Waters er kontroversiel med sine holdninger om verdens magthavere og korrupte mennesker. Dette bliver der talt meget om, men man skal ikke glemme at alle disse udtryk forstærker de musikalske udtryk som er i verdensklasse og aldrig bliver glemt. I musikkens verden er det dét der skal bedømmes, og det er jo ikke hvem som helst der kan stille op med en sætliste på dette niveau, dertil serveret med sublim lydkvalitet. 

Det musikalske amfiteater This is not a Drill får 5 stjerner herfra RockZeit.