Ronnie Atkins i Amager Bio

Ronnie Atkins kan tre ting, tre vigtige ting når det handler om musik og underholdning; han kan synge, han kan skrive fede melodier og han kan underholde publikum.
Og så har han et fedt band der kan spille!

Så er der bare lige resten.
Vi kommer ind til et velspillende support band; danske Blood Dice, dog med en trommeslager der hænger lidt i tempoerne.
Så er der lagt i kakkelovnen.

Men fuldstændig kontrapunktisk fra den heavy metal musik der er lagt op til, så indledes Ronnie Atkins koncerten med ”Always Look On The Bright Side Of Life” som intro tape. Det er da meget sjovt, men man skulle lige vænne sig til det stilskift.

”Brigth Life” bliver så afløst af en dyb bass tone, der åbenbart skulle signalere, at nu kommer der noget virkelig heavy rock. Det var vist også meningen, men den dybe ildevarslende tone blev desværre kun afløst af en spæd åbning, hvor trommerne hørtes helt akustisk og hele PA mixet slet ikke var åbnet. Man kunne stort set kun høre back line lyd og de u-forstærkede trommer, til et eller andet back track der nærmest overtog de første sekunder.

Og backline lyden var, bortset fra bassen (svenske Pontus Egberg) der var hørbar i starten, fuldstændig lav og helt ufarlig. Der var to guitarer (Chris Laney  og  Marcus Sunesson, ligeledes svenske), hvoraf man stort set kun kunne høre Marcus, hvis guitar  lød som transistorradio lyd, som han kunne have siddet og øvet med hjemme i stuen. Uhh nej, back line må for guds skyld ikke være for høj, for så kan PA front of house mixer manden jo ikke kontrollere lyden. Men hwa’ fanden (undskyld mit sprog) nytter det, når han  tilsyneladende ikke har styr på sin meget, meget avancerede digital mixer, som kun ses på en større computer, som et computerbillede med virtuelle fadere. Det kræver sin lydtekniker at kunne switche mellem de forskellige menuer i sådan et mix program.

Indrømmet, der kan være fordele ved digitalmixere, men de er ikke hurtige at arbejde med, og der er stor fare for, at man kommer til at ramme et eller andet på touch skærmen, man ikke skulle have rørt, og det går ud over musikken (jeg kender det fra mig selv).

Så det der skulle have været ”Rising Tide” hvorunder Ronnie skulle gøre sin entre, blev kun til en flagrende udefineret lyd uden energi, hvor der i øvrigt også gik alt for lang tid inden Ronnie*s vokallyd kom ordentligt frem.

Så er der lige det der hedder ”Inn Ear Monitor”, altså et sæt forstørrede høreapparater. Og uden at det her skal blive en instruktionsbog i lydteknik (hvilket jeg sagtens kunne skrive…ha!), så får kunstnerne på scenen næsten al deres lyd, igennem disse ”høreapparater”. Og her, kære læser, her kan det faktisk lyde overordentligt fedt, fordi rockmusikere er fuldstændigt hysteriske med at få et godt monitor mix til sig selv, så de virkelig kan høre… sig selv!

Men alligevel, var Ronnie selvkritisk nok til at kommentere, at han manglede noget mere vokallyd ud til ”folket”. Det hjalp kun lidt, fordi da den stakkels sound mixer mand endelig havde fundet de virtuelle fadere, fik vi stort set kun lov at høre to buldrende bass drums, spillet af danske Allan Sørensen. Det gjorde han godt, men de bass drums, sugede al guitar, bass og vokallyd ud af helhedslyden. Selv bassen forsvandt i tordenbulderet. Og trods en ivrig og stormende sceneperformance, hvor man så Pontus Egberg styrte rundt på scenen, med alle de rigtige rockattituder og flagrende hår, så hjalp det lige lidt. Alt hvad han spillede var fuldstændigt væk. Han kunne lige så godt have spillet helt sort.

Ligeledes var Chris Laney’s guitar ikke eksisterende. Men… retfærdighedsvis skal det siges, at hans amp åbenbart var lidt syg, for der hang nærmest konstant en back line tekniker omkring den forstærker. Og det blev desværre ved, og på et tidspunkt hørtes en kraftig 50 Hz brumme lyd fra Chris’ amp, hvortil Ronnie afventende, alligevel måtte spørge om de kunne fortsætte.

Og hér har Mr. Atkins sit publikum i sin næsten hule hånd. Ingen der buede. Med charmerende jysk dialekt introducerede han hvert nummer. Og det var heldigvis, for det begejstrede publikum, en god håndfuld gamle numre fra hans tid med danske ”Pretty Maids”, samt fra hans eget lidt ældre sangkatalog fra de første soloalbums ”One Shot” og ”Make it Count”. Og selvfølgelig fik vi noget fra det sidste album ”Trinity”, bland andet titelnummeret ”Trinity”.

Er man hard rock, eller er man ikke? Paul Christensen i rollen som Ronnie Atkins er hard rock. Hard rock i ordets bogstaveligste forstand. Hård og klippefast… Her stod, løb, gik og bevægede han sig frisk, trods en noget heftig lungekræft sygdom i 2019, der krævede tre og tredive ”heavy” kemo behandlinger, der kunne have lagt enhver levende person ned. Men ikke ”Polle”. Sej jysk livsvilje manifesterede sig i et show fra Ronnie, som var sympatisk, nærværende og afleveret med livsglæde til den næsten fyldte Amager bio. Men, hvad er det med kvinderne i hard rock miljøet? De er der jo næsten ikke. Og hvis de er, ja så er det med pænt hår og dametasken over albuen. Men så pyt da…. De var alle sammen med på Ronnies ”Mine damer og herrer”…. (en frase jeg er virkelig, virkelig træt af. Den stammer helt fra 1970, som en sarkastisk kommentar til det pæne borgerskab. Men nu er det det pæne borgerskab der hører Ronnie Atkins’ hard rock. Ronnie; Du må gerne finde på noget andet!)

Og så kan man undre sig over hvorfor vi som publikum nærmest kun må se silhuetterne af de optrædende. Masser af alle mulige farver baglys, som kommer fra bagsiden af scenen og oplyser ryg og baghoveder på sanger og band. Røgmaskinen effektivt i gang som lyset kan arbejde i. Flot nok, men, men, men, ingen hovedlys. Altså ikke noget lys forfra på ansigter. Hvorfor ikke? Mick Jagger var ikke gået hjem med dén lyssætning. Den lidt skidengule farvetone fra lamperne i loftet ved forscenen, havde nærmest kun et stearinlys’ styrke, som gjorde det svært at se ansigtsudtryk. Det kan jeg ikke se nogen idé i. Heller ikke selvom Atkins har rundet de halvtreds. Han holder sig godt.

Dét der reddede det hele, var Ronnies vokalpræstation, hans sangskriverkunst og hans venlige, men alligevel autoritære performance. Desværre manglede resten…

Tre ud af fem stjerner.