Rot Away på Gehenna, Copenhell

Sidste gang jeg så Rot Away, var en magert besøgt koncert på Næstved Metalfestival. Det var kort tid efter de havde udgivet debuten Nothing Is Good, og der var ikke meget publikum. At det endda var et inaktivt publikum, var ikke noget der passede forsanger Jonathan Albrechtsen, der konstant brølede ”Giv mig noget, Næstved!!!”.

Dybest set kunne den frustration ikke undre nogen, for Rot Away er generelt pissesure og spiller hardcore, der er skabt til mosh og fysisk udfoldelse.

Men så er det jo godt, at Rot Away har Copenhells publikum og et fortjent ry som eksplosivt liveband.

Tættere på!

For selvom Jonathan Albrechtsen også måtte starte Rot Away’s kl. 14:30-koncert med at kommandere ”Tættere på!” og minde om ”Fucking Rot Away”, så skulle vi kun et enkelt nummer ind i koncerten, før moshpitten var i gang. Noget af en præstation sådan en eftermiddag!

I det hele taget lød der i den første tredjedel af koncerten masser af opfordringer til voldsom fysisk udfoldelse fra scenen. ”I skal alle sammen crowdsurfe!”. ”Tag din sidemand og smid ham herop” og så videre. Heldigvis tog opfordringerne af i takt med at Jonathan Albrechtsen og hans wingman som indpisker, Andy Albrechtsen, var sikre på at folket var klar over hvor de ville hen. Og så tog musikken over.

Musikken sejrede

Rot Away har ingen numre, der er mere end et par minutter lange som reglerne foreskriver i hardcore. Og faktisk gik det helt af sig selv med at få publikum i omdrejninger, da først musikken spillede. Vel er det hardcore, men ikke af den bøvede punkede slags, som de gamle amerikanske bands stadig leverer. Det er hårdt og voldeligt og vredt, men i Rot Away’s tilfælde groovy, så der kan danses til det.

Efterhånden kom der også gang i crowdsurfingen, og pitvagterne havde deres at gøre med at modtage jublende fans, der blev fragtet hen til barrieren og smidt af toget. For lige at understrege hvad det drejede sig om, udløste Jonathan Albrechtsen et bagholdsangreb og hoppede ned på barrieren og kastede sig selv 1, 2, 3 gange i armene på publikum.

Solen og moshpitten sejrede

Numrene afløste hinanden fra et stramt spillende band, der kunne have brugt den stigende løssluppenhed til også selv at give los og fjolle, men sådan er Rot Away ikke. De skulle satme sejre denne torsdag eftermiddag og holdt det hele sammen og afleverede, afleverede og afleverede, i korte hidsige angreb på 1-2 minutter.

Det hele kulminerede under de to sidste numre, hvor pitten kogte, men blev dygtigt holdt tilbage og åbnet af Rot Away i fællesskab, indtil breakdown tillod at folket kastede sig ind i støvskyen og hinandens arme. Selv vejrguderne smilede og spredte skyerne, så den sidste, vildeste støvsky af en moshpit blev skinnet på, af en lun eftermiddagssol. Sol, hardcore og blå mærker – så er det svært ikke at være gavmild og uddele 4 stjerner.

Bonustip: Når du skal se Rot Away på et spillested nær dig, så gå op foran fra starten. Du behøver ikke moshe eller smide med folk, men Rot Away er et band der skal mærkes og ikke ses. RockZeit giver dig fanme trælår, hvis vi finder dig nede bagved med korslagte arme.