Royal Hunts mangeårige internationale anerkendelse indenfor symfonisk/melodisk progressivt metal kan man ikke tage fra dem – den er hugget i sten. Bandet har knap og nap 30 år på bagen og har, siden det blev dannet i 1989 af André Andersen, leveret en lang række både studie- og live udgivelser, hvor deres seneste “Cast in Stone” udgør studie album nr. 14 i rækken.
Albummets første nummer sætter virkelig scenen for Royal Hunts lyd-univers. Det 7 ½ minut lange nummer “A Fistfull of Misery” åbner med en lang stemningsfuld keyboard intro der akkompagneres af guitar riffs og kor – nummeret vokser med DC Coopers vokal til et gedigent rocknummer af episke proportioner. Breakdowns med strygere glider ubesværet sammen med de melodiøse guitarsoloer. Det er storladent og bombastisk på 80’er måden – og går på sin egen unikke facon op i en højere enhed. Det føles lidt som at være havnet i en tidslomme uden at kompositionerne virker gammeldags – klassiske ja! Men krydret med symfoniske og melodiske elementer der giver Royal Hunt deres helt egen lyd. En lyd der fortsætter på nummeret “The Last Soul Alive”.
Musikken er klart bygget op med keyboard som det centrale element – dog ikke i proportioner som Claudio Simonetti (Goblin og Daemonia) – Royal Hunt holder fast i den klassiske rock fra 80’erne. Albummet indeholder flere numre som er mere “lige ud af landevejen” rocknumre. “Sacrifice” har en stille guitar/klaver intro inden nummeret åbner op med lidt hårdere guitarriffs – jeg når lige at sende Jorn en tanke inden DC Coopers klare stemme kræver min opmærksomhed. Selvom musikken primært er bygget op med keyboard som det centrale element, så får bas, guitar og trommer den plads de skal have. Særligt på nummeret “The Wishing Well” får bassen lige lov at tage scenen.
“A Million Ways to Die” har en meget fængende, lidt mere dyster lyd over sig og kommer nok ud som mit favoritnummer på albummet. Selvom “Save me” ellers virkelig taler til mig i starten med intro af western guitar der går direkte over i en mere country-/blues-/rocklyd, så falder jeg lidt af hesten halvvejs igennem nummeret, det er ligesom om nogle passager bliver for lange og jeg er ikke stor fan af den kvindelige vokal på nummeret.
Selvom det hele er godt produceret, godt komponeret og albummet helt klart er symfonisk på den helt rigtige måde i den helt rigtige ånd, så må jeg bare erkende at jeg på flere numre falder af i sidste tredjedel af nummeret. Det hele bliver ligesom for meget, for meget af det samme – samme opskrift, men enkelte krydderier er skiftet ud.
Royal Hunt har deres egen unikke stil og deres anerkendelse står som nævnt tidligere hugget i sten, og jeg er helt sikker på at de kan sparke en gedigen fest i gang live.
Beta er klar med Royal Hunt
Du kan lige nå at gennemlytte “Cast in Stone” et par gange, så du kan være helt klar til at skråle med på DC Coopers krystalklare vokal (nej, du behøver ramme tonen hver gang) når Royal Hunt indtager Beta nu på torsdag d. 30. august. Der bliver helt sikkert også hevet et par numre op fra godteposen af det lange bagkatalog.
Skulle du have lidt problemer med at fange teksten til at kunne skråle med, er der hjælpe at hente på Royal Hunts seneste Lyric video til “A Million Ways to Die”
Royal Hunt
Fakta
Artist: Royal Hunt
Album: Cast in Stone
Release: 21. februar 2018
Label: NorthPoint Productions
Tracks:
Fistful of Misery
The Last Soul Alive
Sacrifice
The Wishing Well
Cast in Stone (Instrumental)
A Million Ways to Die
Rest in Peace
Save me II
Line-up:
André Andersen – Keyboard
DC Cooper – Vokal
Andreas Passmark – Bass
Jonas Larsen – Guitar
Andreas HABO Johansson – Trommer