Rutinepræget aften med hjertet og vildskaben på rette sted

En uundgåelig attraktiv headliner duo med løvehjerterne Machine Head og vikingerne Amon Amarth ramte Forum Black Box med hver deres budskaber, om henholdsvis depression, selvtægt og en masse vrede, og om at vi skal stå sammen side om side med sværd og skjold i fællesskab og hylde vores rødder – vikingerne.

En første gang til alting

Der var billige point at score hos forsanger Johan Hegg, da han skulle introducere sangen “First Kill” med anekdoten om, at der jo er en første gang til alting – Ens første skridt og ens første øl etc. Denne aften var min første Amon Amarth koncert, og det bliver formentlig heller ikke den sidste.

Jeg har hørt en smule Amon Amarth gennem tiden og altid synes, at det var ganske udmærket, uden for alvor at bide mig fast. Aftenens koncert fremstod en smule rutinepræget, men man må tage hatten af for, at Amon Amarth leverer et forrygende spektakel af et show med et “flamme” hav af pyroteknik og en flot vikingescenografi med skiftevis 2 store oppustelige vikinger (med henholdsvis sværd og økse), vikingeskib og ikke mindst Midgårdsormen.

Dertil kom den onde Loke selvfølgelig også en tur på scenen, og der blev naturligvis drukket (øl/mjød?) af vikingehorn inden nummeret “Raise Your Horns”.

Forrygende sange

På trods af et relativt manglende kendskab til deres bagkatalog var det imponerende at opleve, hvor sammenspillet bandet var, og hvordan store dele af deres sange fungerede glimrende live.

Her var der mange højdepunkter med bl.a. “Guardians of Asgaard”, “Deceiver of the Gods”, “Twilight of the Thunder God” og ikke mindst sangen med det største publikumsbrøl “Put Your Back Into the Oar”.

På trods af, at der langt fra var udsolgt til aftenens arrangement, formåede Amon Amarth alligevel af give deres ægte fans en hvad der lignede en skøn aften på en kedelig mandag i København.

Gang i publikum

Man måtte også konstatere, at Johan Hegg, udover at growle ganske “bra”, at han også formår at hive publikum i gang med både mosh pits og ikke mindst deres velkendte signatur, hvor han får store dele af publikum til at sætte sig på gulvet for at ro.

Det er egentlig komplet latterligt, men det fungerer suverænt som en gimmick og højner gevaldigt stemningen blandt deres fans – og det er netop det som det handler om – at deres fans skal have en sjov og fed oplevelse.

Og så må der også være plads til dem som jeg selv og ham jeg stod ved siden af, som tørt konstaterede, at “Hvis jeg sætter mig ned og roer, får jeg aldrig min gamle krop op igen”.

Så enig, så enig – SKÅL!

Machine Fucking Head

Machine Head er til gengæld et af mine absolutte yndlingsbands siden deres femte album “Through the Ashes of Empires” fra 2003.

Det er jo velkendt for alle i metalverdenen, for uden Robb Flynn selv, at de toppede deres karriere med efterfølgeren “The Blackening” fra 2007, og at de i 2018 ramte den totale afgrund med deres katastrofale niende album, “Catharsis”.

Siden da, er der gået Joey DeMaio nykker i Robb Flynn med en total fornægtelse af, at albummet var til at sprætte op og skide ned i, hvor efterfølgende halvdelen af bandet skred, da de ikke kunne forligne sig med de samme stjernenykker som deres forsanger proklamerede.

Diverse singleudspil i årene efter med bl.a. “Do or Die” (2019) og “Circle The Drain” (2020) tegnede bestemt heller ikke et billede af at Machine Head var tilbage i storform, hvorfor at det var med en vis ængstelse, at man afventede deres nye album “Øf Kingdøm and Crøwn” der udkom den 26.8.2022.

Heldigvis, er albummet et gevaldigt skridt i den rigtige retning med meget af det som fungerer bedst for Machine Head og Robb Flynn.

Nemlig den komplette vrede og melodiske brutalitet som vedkender sig musikken, vokalen og ikke mindst lyrikken i Machine Heads musik og bedst understreges ved sangtitler som “RØTTEN” og “CHØKE ØN THE ASHES ØF YØUR HATE”.

Godkendt brutalitet

Dette var ikke en aften, hvor Machine Head kunne folde sig ud (og spille 2-3 timer, som de gerne vil), da de pga. deres dobbeltheadliner kun havde 80 minutter at tage af, og hvorfor der kun var 10 sange på deres sætliste.

Jeg havde set deres sætlister igennem fra tidligere koncerter på touren, hvor de havde valgt nogle af deres mindre fede sange, men heldigvis valgte de denne aften en sætliste med et godt udvalg.

På forunderlig vis har Robb Flynn og co. undladt at spille én eneste sang fra albummet “Catharsis” på hele touren – underligt nok Robb!

Lyden

Når man spiller så brutalt og teknisk som Machine Head gør, kræver det også at lyden sidder lige i skabet, da det ellers kan komme til at lyde meget mudret.

Det var desværre tilfældet i den første 1/3 af koncerten, hvor Robb Flynns fabelagtige vokal var alt for lav i forhold til musikken, hvorfor de med de 3 første sange “BECØME THE FIRESTØRM”, “Imperium” og “Ten Ton Hammer” ikke fik ramt publikum i mellemgulvet.

Til gengæld var der ingen vej tilbage, da lyden var blevet justeret og Machine Head spillede stærke udgaver af “I Am Hell (Sonata in C#)”, “CHØKE ØN THE ASHES ØF YØUR HATE” og “Darkness Within”.

Rutinepræget

Machine kom, så, og leverede varen, men som i tilfældet med Amon Amarth fremstod det også en anelse rutinepræget og Robb Flynn gjorde nøjagtig som han plejer, hvor han konstant bad publikum om enten at hoppe, lave circle pits eller at række langefingeren op i luften.

Han valgte også flere gange i løbet af koncerten at kaste halvfyldte ølkrus ud til publikum for at se om nogle kunne gribe dem, hvilket var direkte irriterende og helt aldeles unødvendigt!

Men overordnet set var det sgu en meget fed måde at bruge en kedelig mandag aften på i selskab med Amon Amarth og Machine Head.

Næste gang skulle de dog nok bare droppe deres special guest og hver især spille 120 minutter i stedet for.

Det ville gøre verden til et bedre sted!