Rockbandet Saga fra Ontario, Canada er et af de sejlivede bands fra 70’erne, som for tiden oplever en massiv revival og en hastig bevægelse frem mod pensionsalderen. Tag blot Queen+Adam Lambert, Deep Purple, Aerosmith, Kansas og Scorpions. I krydsfeltet af dette paradoks træder nogle af bandene i karakter og viser af de fortsat er åndsfriske og sublime musikere – andre gør ikke. Derfor var jeg spændt på at se, om saga stadig kunne deres metier eller blot var – en saga blot.
Saga er aktuelt på deres 40 års jubilæumsturne, som de bedyrer, også bliver det sidste kapitel i deres karriere. Som finurlig gimmick havde Saga installeret sig selv som opvarmerbandet Pockets (deres oprindelige navn, way back when), der spillede nedtonede akustiske versioner af udvalgte Saga numre. Det virkede godt, bandet og publikum fik set hinanden an og Amagerbio blev stille og roligt tunet ind på aftenens hovedevent, Saga som sig selv, med hele synth pivetøjet.
Så Sadler vi op
Lyden var klar og varm og flot nivelleret og heldigvis blev det hurtigt tydeligt, at Michael Sadler havde vedligeholdt sin flotte fyldige og runde cabaretrock-klang – faktisk allerede fra Pockets udgaver, ikke mindst af “The Security of Illusion” var den næsten ufattelig stærk og ungdommelig. Han er sgu også i bedre form end i gamle dage, hvilket blev understreget af skærmen bag bandet, som konstant viste en medrivende og nostalgisk strøm af filmoptagelser fra deres 40årige karriere. 63årige Michael Sadler lignede mandag aften en atlet, der levede som en asket og viste med al tydelighed, at han bestemt ikke havde glemt de flamboyante bevægelser og fakter. Det er ofte en befrielse at se, hvordan visse frontmænd tør at leve sig så meget ind i numrenes stemning og sprog, at det bare skal gengives med dynamisk gestik. Det får folk på gulvet til at smide deres hæmninger, lade sig føre ind i en historie og glemme, at arbejdet kalder næste dag. Specielt klassikere som eksempelvis “Humble Stance”, “You’re Not Alone” og “Take A Chance” blev dirigeret med charmerende bestemthed, så Sadler til tider mindede om legendariske Freddie Mercury, som min sidemand så rigtigt bemærkede.
Den gode afslutning
Resten af bandet udmærkede sig ved at være musikalsk skarpe og absolut stadig on top og their game. Især keyboard ekvilibrist Jim Gilmour som formåede at spille på tre synths/keyboards, med hurtige motiver, samtidig med han passede sine kor opgaver. Endvidere nåede han i Pockets sættet at demonstrere overbevisende evner på harmonika og klarinet. Ian Crichton havde fundet sin stoiske positur frem mens han spillede alt det vanskelige guitar, som han kan i søvne. Bror Jim stod ofte som en stenstøtte med alvorlig mine, som en koncentreret kapelmester, mens han passede sin bas og lejlighedsvis Moog bas. Mike Thorn bag trommerne er en sand arbejdsbi og fyldte godt hele koncerten igennem med sine corny skift mellem discobeat og komplekse rocktrommer, hvilket jo er typisk for Saga. I modsætning til Sadler havde bandet dog glemt at pakke sceneoptræden og karisma med i kufferten til den igangværende afskedsturne; godt det samme, de er også oppe i årene og med Sadler fik man det til indkøbspris, og som enhed fremstod de harmoniske og med øjeblikke hvor de grinte indbyrdes, mens de lod rygraden spille. Ingen tvivl om, at de ønsker, at denne afskedturne skal være sjov, musikalsk og et godt sidste kapitel.
De canadiske skabstyskere
Man kan godt forstå, hvorfor Saga aldrig har slået sig fast i USA. Michael Sadler huserede på scenerne fyldt med make up og sirlige bevægelser, og spillede i starten i den grad på det androgyne new wave udtryk, hvilket det dengang bonerte USA havde svært ved at proppe ned i deres stereotyper. Saga dyrkede i stedet den popularitet de oplevede andre steder. Der er til gengæld en god grund til at Saga hurtigt fik fat i det tyske folk i slutningen af 70’erne. Bandet kan sammenlignes med bands som Supertramp, Rush, Queen og Kansas, men deres sound er i endnu højere grad præget af datidens især europæiske forelskelse i den ny rå analog synth lyd. Med en blanding af camp og svulstig synth krautrock/pop og progressive hardrock elementer, serverede de for den europæiske og især tyske koldkrigs-ramte ungdom, nogle lettilgængelige hymner og slagsange med pondus og budskaber om sammenhold, oprør, identitetskrise og kærlighed. Sagas meget explicitte udtryk og iørefaldende melodier har derved altid samlet og hold fast på et trofast publikum.
Afsked med vennerne
Den fællesskabsfølelse mærkede man bestemt også mandag aften. Amager Bio svingede og gyngede og det sydede af publikum/band loyalitet og en kærlig stemning så man som anmelder følte sig inviteret til en privat fest, hvor der var masser af faste ritualer, hvor man bare måtte hænge på. Som koncerten skred frem, nåede videokavalkaden op til nutiden, hvilket gav et lille sus i kroppen; man fornemmede, at en saga netop var nået til dens afslutning, og da de var nået til “Wind Him Up”, så vidt jeg husker, viste skærmen igen flash backs til en koncertsekvens fra firserne, hvor en über fresh Sadler ligende en blanding af Freddie Mercury, Tony Hadley og Simon Le Bon. Sekvensen blev spillet simultant med bandets optræden i Amager Bio, således at musikernes bevægelser live og på skærmen, på en måde, gled ind i hinanden. Dette understregede bandets udvikling, aldring og samtidig røde tråd gennem karrieren. Saga viste mandag aften, at de stadig var skarpe, de slutter på toppen og det var et flot og følelsesladet punktum på et succesfuldt bands saga, et band, jeg med mine 42 år desværre ikke fik fulgt fra starten, Gid man var 60!
Saga Amager Bio
Medlemmer:
-
Michael Sadler
Ian Crichton
Jim Crichton
Jim Gilmour
Mike Thorne
Akustisk setliste som “The Pockets”:
-
Images
3/4 medley
Trust medley
No Regrets
The Security of Illusion
Setliste SAGA:
Take a Chance
How Long
On the Loose
The 13th Generation
The Learning Tree
Careful Where You Step
Time’s Up
Someone Should
On the Air
Mouse in a Maze
Book of Lies
Trommesolo
Humble Stance
Scratching the Surface
You’re Not Alone
Don’t Be Late (Chapter 2)
Ekstranumre:
The Flyer
Wind Him Up
Ekstra-ekstranummer:
Compromise