Santana i Royal Arena

Den mexicansk-fødte guitarlegende, Carlos Santana, stillede mandag op i Royal Arena med sit rockorkester, der gennemsyrede salen med fusion/soul/jazz/acid/etc. – rock som summede af rytmisk energi. Den 78-årige strengevrider sad afslappet på en stol i midten af scenen og tyggede tyggegummi og fik fyldt salen med den karakteristiske guitar sound som han har været kendt for i mange årtier.

Den siddende koncert indeholdt mange aldersgrupper blandt publikum, men fælles for dem, var glæden over at høre og se den storsælgende musiker. Det er efterhånden blevet til omkring 100 millioner solgte plader, og et katalog på 26 studiealbum og 8 live album.  

Det første jeg tænkte da de præcis kl. 20 gik i gang med nummeret “Soul Sacrifice” var, at ørepropperne skulle langt ind i øregangene, for volumen var skyhøj, hvor man kunne mærke de rytmiske markeringer i brystkassen. Den bragende tromme/percussion-mur, blev kun overdøvet af Santanas guitar, som selvfølgelig var hovedelementet i lydbilledet. Heldigvis var lyden god, for med den styrke, ville det have været utåleligt hvis der var forvrængning.    

Rytmeoverflod

Der er altid godt med rockmusik der er alternativ og har tonsvis af detaljer. Trods min kærlighed for trommer og perkussion, synes jeg, at det blev for meget af det gode. Der var tusindvis af kraftige anslag fra Santans hustru, trommeslager Cindy Blackman Santana, samt trommeslager/percussionist Karl Perazzo. 

De første 20 minutter syntes jeg ikke at Carlos var specielt varm i sit guitarspil. Det lød lidt dovent og utight, men de klassiske anslag og sounden var der. Nummer for nummer blev han bedre, og endte med at få god Santana-magi frem på guitaren, både i rytme- og solo-spil.

Santana er bandets navn, og Carlos er ikke en solist som bare har akkompagnement til sit guitarlir. Nej, der er helhed i musikken, hvor der bliver givet plads til alle instrumenterne. Han er jo heller ikke virtuos, men mere en lydmager, som har skabt sin helt egen rock sound. Det var også ofte ,at Carlos gik ud af scenen når der ikke var guitarparti i nummeret. Så kunne folk få fokus på dem, der rent faktisk spillede, og ikke bare på verdensstjernen. 

Top musikere

Bassisten Benny Rietveld fik adskillige minutter i rampelyset hvor han gik amok på bassen, både solo og i duet med Carlos. Det var verdensklasse bas spil, som også fik kæmpe bifald fra salen. Selvom det var en siddende koncert, var hele salen oppe at stå 14-15 gange i løbet af aftenen.

Andy Vargas sang generelt rigtig godt, og han fik hjælp fra Ray Greene når Greene ikke kørte klatten med trækbasunen. Der var god pingpong mellem de to, og de havde den vildeste rytmiske timing i deres vokal indsatser.  

Carlos kommunikerede ikke meget med folk til at starte med, men efter en halv time kom der lidt tale om world peace og andet hippie snak, og også anekdoter om Woodstock Festival. Ellers gjorde han ikke så meget for at geare folk op med taler. Det var egentlig fint nok, for der var godt nok gang i musikken, skulle jeg lige hilse og sige. Der var også plads til lidt tonecitater og covernumre hist og her, blandt andet Black Sabbath, Fleetwood Mac og Michael Jackson.

Trommesolo…mod slut

Bandet mente åbenbart ikke, at vi havde fået rytmer nok i løbet af aftenen, så inden sidste nummer “Smooth”, gik hustruen amok på trommesættet i en hidsig og intens trommesolo. Hun gjorde det godt, men den kunne godt have været placeret et andet sted end her. 

Jeg synes ikke der var så meget balance i sætlisten. Det var en samling af meget intense numre, leveret med en overdimensioneret høj volumen i 1 time og 45 minutter. 

Men de var mennesker som kunne noget, og de havde gode sange med i kufferten til at dele med os. Jeg ender på 4 stjerner til Santana.