Saturnus hyldet i Temple of Doom

Saturnus’ koncert i Templet i Lyngby sidste fredag var så gennemført at alle planeter i solsystemet må have stået i lige linje

At være til koncert i Templet er lidt som at være på besøg i nogens dagligstue, og fredag aften var det Thomas A.G. Jensen og company der med stor gæstfrihed og nærvær inviterede publikum indenfor i Saturnus’ mørke, dystre Doom-dagligstue. Gæsterne i Saturnus’ dagligstue var veloplagte, begejstrede og talte alt fra blondiner med Chardo i glasset, til skaldede fyre med rigeligt skægolie i hage-hårpragten og håndbajere og dress-coden dækkede alt fra blomstrede skjorter til battleveste.

Med en vokal der er som en lion-bar for øregangen…. blid og rund, knasende sprød, og et karakteristisk brøl, lokkede frontmand Thomas publikum med på en rejse

Åbningsnummeret “Rain Wash Me” …. melodiske passager, fine tonebilleder fra lead guitaren. Bassen der går helt ned og varsler den dybe growl. Jeg er helt solgt til den bløde talende vokal, som er ligeså varm og nærværende som det blik Thomas A.G. Jensen sender ud over mikrofonstativet og henover publikum. Hans blik er søgende … opsøgende, nærværende… indfanger og trækker lytteren med ind i sit mørke og trygge univers. For som publikum føler man sig ligeså tryg i Saturnus’ lydunivers, som bandet udstråler at være det på scenen… og man følger dem gerne blindt ind i det dystre med den hypnotiserende lead-guitar som ledestjerne.

På “Inflame Thy Heart” og “A Father’s Providence” får vi lige den tredje stemme som frontmanden Thomas mestrer; et nærmest afdæmpet råb. Han bevæger sig ubesværet imellem 3 vokaler: growl, råb og snakken, hvilket sammen med temposkiftene og de meget melodiske og symfoniske passager gør at Saturnus aldrig bliver kedelige eller monotone at lytte til, der er så stor variation i deres lydbillede, som samtidig formår at være tidsløst, at deres numre er relevante uanset om de er fra bandets debutalbum eller fra deres seneste udspil “”Saturn in Ascension” fra 2012.

“Utålmodighed er ikke en doom-agtig følelse…. ting skal tage lang tid”

Og det bringer mig til Saturnus’ diskografi. Det er bestemt ikke et band der spytter albums ud hvert år eller hvert andet år, siden bandets debutalbum i 1997 er det blevet til 5 fuld-længde studiealbums, hvor det seneste som sagt er tilbage fra 2012. Bandets trofaste fans er flere gange blevet sat et nyt album i sigte uden at ønskerne er blevet indfriet. Men denne aften meddeler Saturnus’ frontman at der ER et album på vej. Der er booket studie her i november så som Thomas A.G. Jensen siger: “Utålmodighed er ikke en doom-agtig følelse….ting skal tage lang tid”, men i 2022 skulle der lande nye strofer fra bandet. Albummet indspilles hos Prophecy Productions, som bandet har skrevet en multi-album aftale med… så der er måske udsigt til en højere kadence på udgivelser end 9 år.

Tekniske problemer uden at misse et beat!

Selvom bandet undervejs i koncerten havde et par enkelte tekniske udfordringer på scenen (lead-guitaristen viklet ind i eget gear og et bækken der røg ud af stativet), så var der teknisk og lydmæssigt ikke noget at sætte en finger på denne aften, hverken guitarist eller trommeslager missede et beat under de tekniske udfordringer. Lyden var perfekt afstemt til lokalet, tilpas høj til at man som publikum var indhyllet i universet. Der var dog alligevel en enkelt lille detalje jeg savnede… jeg er en sucker for at de instrumenter som er dominerende i et nummer er tilstede på scenen, så jeg manglede lidt et keyboard. Det blev dog luftet at der muligvis er keyboard med live på koncerten på Richter i december.

Nyt blod på strengene

“I love Thee” indledes af fint samstemmet, melodisk strengespil fra guitarer og bas, inden et brøl flænser luften! Selvom bandet tæller (i Corona tidslinje) 2 helt nye medlemmer på strengene; Indee Rehal-Sagoo (UK) på Lead Guitar og Julio Fernandez (E) på rytme guitar, der begge er blevet en del af line-uppet i marts 2020, fremstår bandet helt samspillet. De 2 guitarister virker helt integreret i Saturnus og bandet fremstår på scenen som en enhed der komplimenterer hinanden på bedste vis.

“Litany of Rain”s intro med katedral-korsang henleder tankerne på Powerwolf, men så stopper sammenligningen også der. Vi er helt nede i tempo, og som vi har etableret tidligere, så tager doom tid og det bliver bogstaveligt da nummeret varer knap 10 minutter. Man kunne godt frygte at man kom til at stå at falde lidt i staver til langsom doom, men det gør man lige præcis ikke til Saturnus, som forstår at skrue både numre og live-set sammen så man aldrig falder hen.

Straks efter slå bandet over i det lidt mere up-tempo nummer “Empty Handed” og her vil Julio Fernandez gerne have at publikum kvitterer ved at smide armene i vejret og være aktive – og publikum kvitterer straks. Faktisk er publikum denne aften i Templet meget deltagende, hørbar og mærkbare – og det er da fantastisk at være en del af.

Mit eget favoritnummer “Murcy Waters” får også en plads på set-listen. Nummeret har en rigtig fin symfonisk lyd, kombineret med et melodisk guitarspil, som får mit progressive hjerte til at banke lidt ekstra og her kvitterer publikum med både hop og synkrone råb…. hvilket er lidt af sjældenhed i denne genre.

Traditionen tro slutter Saturnus af med “Christ Goodbye” og lige præcis den tradition, håber jeg bandet aldrig bliver træt af, for det er bare en absolut tidløs klassiker. Nummeret er fra debut albummet “Paradise Belongs to You” fra 1997.

Var du så uheldig ikke at opleve Saturnus i Templet denne aften, fortvivl ikke – du har nemlig chancen allerede d. 4. december 2021, når bandet gæster Richter i Gladsaxe.