Saxon: Copenhell 22.06.17, Hadesscenen

Jeg må indrømme at jeg altid har haft et blødt punkt for Saxon. Men det er jo egentlig ikke noget at skamme sig over; de var med til at definere NWOBHM og har inspireret bands som Metallica, Mötley Crue og Pantera, solgt langt over 15 mio albums og er stadig et stædigt, stabilt og stærkt strømførende stenalder-metalband.

Der er gået omkring 40 år, siden grupperne SOB og Coast smeltede sammen til Saxon, og kun frontmand Biff Byford og guitarist Paul Quinn fra Coast er tilbage.
Der hersker for mig ingen tvivl om, at de bedste plader skal findes fra 1990’s “Solid Ball of Rock” og så tilbage til “Saxon” fra 1979, og det er så også fra den periode, at langt de fleste numre fra gårsdagens koncert stammer fra, på nær lige det løse fra eksempelvis deres nyeste album “Battering Ram”.

Alt er ved det gamle

Lad os ikke narre nogen. De gamle briters sound lyder lige så gammel, som de selv ser ud og deres blødmetalliske håndværk har heller ikke rokket sig en tøddel. Det nye album “Battering Ram” bærer efter min personlige mening præg af, at man har lavet det med (en dygtig) venstrehånd, med et par veludførte og gennemarbejdede numre for at aktualisere oldingene, og derved retfærdiggøre en ny verdensturne, ud til deres store trofaste fanskare. Titelnummeret er – selvfølgelig ud fra navnet indre logik – koncertens åbner, det står vel i Magna Carta, at sådan skal det være, og den fungerer også fint som en bombastisk rambuk – så er døren til helvede sparket ind. Det er et næsten ufrivillig komisk gumpetungt nummer, hvor de lydligt har forsøgt en smule fornyelse ved at drysse lidt Judas Priest farve over sig, ikke at Priest i sig selv er fornyelse. Og det lykkes heller ikke så godt. For fornyelse er ikke noget Saxon egentlig kan.

And The Band  Played On

Det som Saxon kan, og som de altid har kunnet, er at give et godt bud på, hvordan man som NWOBHM band følger en ultra simpel AC/DC-agtig formel, trimmer den til perfektion og stryger alle folder helt væk, indtil numrene er fejlfrie i struktur og barberet så meget ned, at man ikke kan fjerne en eneste tone eller takt. Og så ved Saxon godt hvad fansene vil høre, eksempelvis lancerede gode gamle Biff tidligt i sættet, at, bare rolig “Crusader” skulle nok komme, men ikke endnu. Han lød forbavsende godt og var helt oppe på dupperne, og gik så langt som at sige f ordet utallige gange, så man glemte, at det var en britisk senior citizen, der talte til os. Ligesom “Crusader” selvfølgelig kom, så fik vi også “Wheels Of Steel”, “Motorcycle Man”, “Denim And Leather”, “Heavy Metal Thunder” og “Power And Glory” og flere andre klichefyldte slagordsklassikere. For bare lige at tjekke holdbarheden, fik et par af de gamle vinyler én over nakken dagene op til koncerten, og faktisk står pladerne stadig godt ud af højttalerne og vidner om den kvalitet i sange og produktion, som mange NWOBHM bands var ansvarlige for. Det er jeg glad for. Og jeg er glad for, at Saxon er fortsat og stadig kan spille deres tegneserienumre på en forfriskende rå og brutal facon. Guitarerne var dirkefri og trommerne tonstunge og buldrende, uden at være stor kunst. Men det svingede sgu, for melodierne har altid svinget og været iørefaldende. Og Biff kunne råbe publikum op, skabe en fest og få folk til at glemme en stund, at verden faktisk bevæger sig.