Saxon i Amager Bio

RockZeit oplevede 3 bands i Amager Bio da vi drog afsted for, at høre de ældgamle og gode briter, Saxon. Vi blev suget ind i en firser-zone både på godt og ondt, især da supportbandsene Grand Slam og Girlschool varmede op, for det var bare …ja, lidt for old school.

Hovednavnet Saxon var også old school, men det er jo dem der var med til at starte New Wave of British Heavy Metal, og de er virkelig musikere som kan levere kvalitetsmusik i genren, modsat supportbandsene, efter min mening. Der er tonsvis af banaliteter i Saxons musik, men det er noget som stadig holder, for det var svært for folk ikke at synge med på sangene. Det skyldes også, at anden halvdel af koncerten, bestod af hele den legendariske plade Wheels of Steel, hvor mange i salen kunne alle sangene på rygraden. 

Saxon kan stadig lave sange, for det nyeste album Hell, Fire and Damnation er virkelig værd at lytte til, og live var det super fedt. Koncerten blev skudt i gang med “The Prophecy” og “Hell, Fire and Damnation”. Her var de fleste nok glade i låget, for det var både fed musik, men næsten endnu vigtigere; lyden var helt fantastisk. I løbet af koncerten var der lange passager hvor jeg ikke havde ørepropper i. Lyden var ikke var for høj og voldsom, men behagelig og samtidig metal-æstetisk. Lydteknikerne havde også godt styr på rum- ekkoeffekter på Byfords stemme, så de kom på de rigtige tidspunkter, dertil med god og tydelig lyd.

Wheels of Steel

Når nu Saxon har lavet en hel plade, som de fleste anerkender som en klassiker, er det jo oplagt, at fyre hele skidtet af. Det var også en stor succes. 

Et nummer som gjorde stort indtryk på mig i min ungdom, er “Motorcycle Man” der starter albummet op. Hvis man hører studieversion i dag, er det ikke sååå vildt længere, men det var det dengang man satte albummet på i 1980. Det var den tids speed metal, og det var også ganske fedt at høre i Amager Bio, for det blev til et fantastisk live nummer.

Under titelnummeret fik Biff Byford en cowboyjakke op på scenen fra et metalhoved blandt publikum. Han viste den frem mens han fik en tusch af en roadie så han kunne tvære sin autograf på den. Det ville passe bedre hvis det skete under “Denim and Leather”, men fair nok. 

Der var ro på musikerne, kunne man mærke, for strengeinstrumenter og vokalen kunne trygt læne sig op ad Nigel Glockler, som havde godt styr på rytmerne. Han lå lige hvor han skulle, dertil med god live trommelyd. Han overgjorde heller ikke rytmerne for at få dem til at lyde mere moderne end hvad de var. Han holdt den gode NWOBHM-stil, med gode tunge og saftige anslag. 

Nu er Byford oppe i alderen, så en kraftfuld stemme har han ikke mere, men den var god nok, synes jeg. Han kunne alle tekniske tricks som fraserne krævede, men man kunne måske godt have skruet lidt op for hans mikrofon, så han var mere fremme i lydbilledet. 

Performance

Den næsten 2 meter høje Byford var i den grad synlig på scenen med sine store armbevægelser. Han havde også, med sin gode humor godt fat i publikum, og de saksiske krigere havde stor respekt for danskerne, og Byford kaldte os naturligvis crazy vikings og nævnte alt det guld og sølv vi skyldte englænderne. Guitaristerne og bassisten var også gode til at geare publikum op med forskellige bevægelser på scenen. Desværre er én af de første Saxon-medlemmer, guitaristen Paul Quinn, erikke længere på tour med bandet, men det var heller ikke dårligt at høre den gode erstatningen Brian Tatler, rive i strengene.

Encore 

Et ekstranummer der i min verden, næsten ikke kunne blive bedre var “Crusader” fra albummet af samme titel. Det er et suverænt nummer, men jeg har altid været irriteret over dårlig lyd på pladen, men i Amager Bio fik vi det med god saftig lyd , og der var ikke noget at klage over.

Slagsang for metallen

Med stor succes blev titelnummeret fra Denim and Leather kastet ud fra scenen som tredje ekstranummer. Teksten kan ikke blive mere corny end dette; Denim and Leather, Brought us all together, It was you that set the spirit free. Det er utroligt at nummeret holder i 2025. Men det synes jeg det gjorde, for det er stadig fedt at have en metal hymne, der bringer folk sammen. Der blev sluttet af med “Princess of the Night”. Så havde man også fået nok NWOBHM denne aften.

Der var ikke mange overraskelser i koncerten, men jeg forlod salen tanket op med firsernes metal udtryk, udført med spillelyst og engagement på scenen, dertil med næsten perfekt lyd. Der var få svage sange, og man kunne virkelig mærke på publikum, at sætlisten var som en rejse i tiden gennem i Saxons musikalske univers. Jeg ender på 4,5 stjerner til de fem saksiske krigere.