Spil Dansk
Der er heldigvis tradition for en pæn samling spændende danske bands på Copenhell, såvel etablerede som nye. D:A:D kom fra baghjul og brillerede sidste år, ligeledes gjorde Psyke Project og Helhorse. Raunchy og Konkhra vil levere en god gedigen vare i år, det ved vi. Det er godt for den danske rock og metalbranche, det er godt for de heldige bands og det er godt for os publikummer. Det er styrkende at måle sig med de bedste uden at falde igennem. I år bliver ingen undtagelse.
Huldre
Udover Konkhra og Raunchy, er der flere bands som det bliver virkelig spændende at opleve i år, ikke mindst det efterhånden ret etablerede folkemetalband, Huldre. De har opbygget en trofast fanskare ikke blot i Danmark, men i høj grad rundt om i Europa, hvor de også har høstet flere gode anmeldelser, og sidste år spillede de sågar på legendariske Wacken OPEN AIR. Huldre har udviklet deres egen version af folkemetal genren, hvilket deres “Ulvevinter” er et godt eksempel på. De formår at lave en hybrid med folkevisetræk og metal elementer, som fungerer overraskende troværdigt.
Gode fortællere
Ensemblet består af kreative alsidige musikere, som har investeret masser af kræfter i hvert deres instrument, og med sangerinden, Nanna Barslev, har de en dæmonisk, dramatisk intens og dygtig historiefortæller, næsten som en troldkvinde, og med en stemmeklang, som er spot on i forhold til tekst og lydunivers. Huldres numre appellerer til en visuel approach, og heldigvis leverer Huldre varen med deres medrivende og rutinerede live performance, helt i guitartråd med deres nordiske middelalder-inspirerede univers.
De spillede på ”When Copenhell Freezes Over” sidste år, har lige deltaget på den Belgiske festival Trolls & Légendes, og turnerer Danmark for tiden i forbindelse med WOA Metal Battle Danmark. Huldre er med andre ord brandvarme og klar til at forhekse os alle til sommer:
Solbrud
Hæder
Ligeledes skal københavnske Solbrud med danske tekster og mørkesort lyd, nok levere den rette Copenhell stemning. Solbrud blev dannet i 2009, udgav deres selvbetitlede debutalbum i 2012 og er på trods af deres undergrundsgenre blevet vel modtaget både i anmelderkredse og hos deres voksende publikum, hvilket blandt andet har udmøntet sig i flere Steppeulven nomineringer, en GAFFA award, og en koncert på Roskilde Festivalen 2013, som både publikum og anmeldere var begejstrede for.
Det er helt, helt i orden, at der findes nogen som tager kampen op mod Norges nordiske Black Metal enevælde, hvilket givetvis er med til at motivere adskillige positive anmeldelser. Ikke at Solbrud har behov for ekstra goodwill.
Sig Selv
Det er blevet skrevet før af mange anmeldere, men Solbrud forstår virkelig på den mest trodsigt-i-sig-selv-hvilende selvsikre facon at bygge et drævent, skærende tungt dynamisk forløb op i deres lange numre, som fører lytteren ind i en grum tranceverden af død, nådesløs natur, ondskab og aggressivitet. Solbrud har for længst slået deres navn fast, og når man lytter til deres album Jærtegn (2014), forstår man hvorfor. Solbruds helt eget univers får på de fire maratonnumre en næsten intimerende nærhed. Dette skyldes især deres danske tekster, som stikker som knive, deres instrumentale indiskutable kvaliteter, samt deres hang og tæft for retnings- og tempo-opbrud undervejs, som pludselig forvandler det enkelte nummer til noget poetisk, hvorefter vi pludselig atter står midt i en modbydelig, nådesløs og larmende tordenskylle. Metaltrommer kan altså et eller andet, og Solbrud selv kan ligeledes et eller andet ekstra, synes jeg; højt hævet over Solbruds dragende mørke, svæver der nogle sælsomme overtoner af gammel fædrelandskærlighed, og måske er det det, som appellerer til såvel publikum som diverse rockskribenter.
Prøv at nyde den stemning, som Roskilde Festival gæsterne blev forkælet med i 2013, og som vi, der skal til Copenhell, kan se frem til:
SEA
Gammel vinyl på nye Floskler
Og så er der lige det ny danske navn SEA. Ved først gennemlytning er der måske ikke meget nyt under havets overflade. Det er oldschool heavyrock, en pastiche på noget som var aktuelt en gang, man kan faktisk godt kalde SEA for tidsmæssigt irrelevante, uden at støde nogen. Hvis man får knopper af retro heavy, skal man altså stå af her.
Der er dog intet der tyder på, at SEA bliver en skuffelse, tværtimod. Bandet har solide ur-rock rødder, efter min mening med klare sound referencer til bands som Soundgarden, Whitesnake, Deep Purple, Metallica og Guns ’N’ Roses, men de formår, oven på skuldrene af alle disse giganter, at udvinde deres egen lyd ud af de klichefyldte elementer; deres forkærlighed for heavygenren gør, at netop deres sammenblanding af velkendte fraser, melodik og formled giver genren et nyt elektrochok, så man automatisk lader sig rive med – og det er vel det, retro heavy rock handler om, dybest set? At forny fornøjelsen.
De er alle dygtige på deres instrumenter, deres musikalske løsninger undervejs i deres numre virker på samme tid både spontane og gennemtænkte. God variation, god bund, godt med knas i lydbilledet. Med forsanger Anders Brink har de sikret sig en vokal lyd som favner alt det fede ved den klassiske heavyrock, alt det som eksempelvis Criss Cornell, David Coverdale og Ian Gillian stod/står for: skarp stemme, men samtidig med knas, masser af saft og kraft og fylde. Anders Brink har umiddelbart ikke samme bredde i sin stemme som de nævnte navne, men dynamikken har han helt styr på, klangen er god, og han lyder som om, han har brugt tid på at kende sin stemmes krinkelkroge, styrker og begrænsninger. Det giver sikkerhed og overskud. Han sælger sin stemme godt, som et vigtigt og bærende element i hele lydbilledet.
Upcomming
SEA er klassisk heavy rock, take it or leave it – og indtil videre har SEA skabt sig et pænt lille hav af classic rock elskere, ikke mindst blandt det danske anmelderkorps. Så sent som den 18. april vandt SEA de to High Voltage priser, Bedste Classic Rock Udgivelse og Årets Upcoming Navn, som det hedder på nydansk. Derudover spiller SEA på dette års Nordic Noise Festival, som er med til at promovere nye nordiske rockbands.
Med SEA er der lagt op til en heavyfest og de vil med garanti gøre alt for, at publikum længe efter husker deres energi og velklingende melodier, udført med direkte og flabet machissmo style. Med deres faste tag på rocktraditionerne har de sat et godt aftryk i min bevidsthed og jeg glæder mig sgu til at høre deres numre live, såsom “Sorry To Be Sane”, og ikke mindst “Ride On”:
Skriv et svar