SEA – Nordic Noise 2016

Nu har vi efterhånden set og hørt retro-rockerne SEA nogle gange, og vi må konstatere, at de har den der hamrende rolige og helt igennem smånochalante attitude, der kendetegner bands, som ved hvad de gør, ved hvad de vil og ved, at de endnu en gang vil levere en killer performance.

Med en samplet intro fra deres Metallica’esque instrumentale nummer fra debuten, igangsatte  SEA endu en gang en helt vanvittigt træfsikker omgang riffs, breakdowns, melodik og formled, næsten så komisk stilrent, at man skulle tro de havde stjålet åbneren “Cry” fra Mr. Blackmore, back in the day og tilsat lidt (læs:meget) moderne tyngde.

Med sig på scenen havde Anders Brink og hans medsammensvorne nogle spritnye numre, som vi har set frem til at labbe i os, når skiven udkommer. At bedømme ud fra liveopførslen, bærer de ny numre i høj grad præg af en fortsat stædig hang til oldschool. Deres ny “The stranger within” er et stærkt og megahårdt nummer, og teknisk er de tæt på overlegne.

Store forventninger

Når man har store forventninger til et fortsat relativt ungt band som SEA, som har en stak priser med sig i inderlommen, så er der altid fare for at man bliver skuffet. Faktisk var det en lidt svingende præstation og ofte stod lydens rungen og buldren ikke mål med deres indiskutable kunnen. Og så løb Jonas Bangstrup liiiige stærkt nok bag gryderne af og til. Det var faktisk lidt ærgerligt.

Brink og Anders Kargaards guitardueetter sad dog stadig lige i solar plexus og Maico Thyges bas ramte fortsat under gulvbrædderne på lytterens mellemgulv.

Andet singleudspil “Ride On” var et af de bedst udførte nummer i aftes, og selvom de ikke virkede så skarpe som tidligere, så holdt Brink hof som en rockhalvgud, der allerede har klaret den. Han fortalte om hvordan de skrev deres første  nummer “Rust” fra den kommende plade for et år siden, som en heroisk og følsom anekdote, som kun en musiker fra the States normalt plejer. Magelighed er en farlig sport, hvis man ikke har solide meritter bag sig, og det har SEA altså stadig kun næsten. Men de skal nok nå derhen, hvor Brink måske allerede føler, de er. De arbejder i hvert fald godt for det, og med et nummer som ” Sorry to be Sane”, viser de, at de kan skrive sange som sidder fast i krydderen. Og det var noget publikum havde mere brug for end teknisk overlegenhed. Jeg kunne ikke helt nå derhen, hvor SEA indlogere har taget mig, selvom jeg, bedømt på de forreste rækker blandt publikum, måske er outnumbered.