SEA sejlede ind i hjerterne på publikum

SEA har, siden de alle fire stod i en øver sammen for første gang, sat kursen mod stjernerne – og en af disse, selveste Michael Denner, roste bandet til skyerne i interviewet med rockzeit forleden. 

Bandet vinder priser, tager på britisk turne og får gode internationale anmeldelser, og på redaktionen har vi altid været glade for deres musikalitet, håndværk, sound og stålsatte vilje til at mene deres tidssvarende retrotrip hamrende alvorligt. Det er musik fra hjertet. Vi mener også at der sangskrivningsmæssigt er kimen til at de rammer bulls eye og laver et paradigmatisk nummer eller album som vi længere ude i fremtiden henviser tilbage til. Vi glæder os.

Status

I dag på Nordic Noise festivalen i remisen gjorde SEA selv status og viste med en kombination af numre fra det gamle og det ny album hvor de aktuelt befinder sig.

Med en sample fra det ny albums intro går “Rust” igang… og jeg ved egentlig ikke helt hvad jeg skal sige…

Det er f… svært at gøre det de gør. De lyder som firlinger, der er uskønt avlet af Yngvie, Whitesnake og Priest… de bands har jeg nævnt og skrevet før i SEA sammenhæng. Ok, SEA lyder mest som SEA, og det har jeg hele tiden håbet, de ville ende med at gøre.

Så kommer “Back to the Ground” og de to første numre er fyldt med dybde som der måske ikke lyder svært men det er sgu fordi bandet er så gode. SEA får det tunge til at svæve og formled og hardcore nørdede guitarmotiver til at lege rundt på scenen. “Once we were dead”  er endnu et show off hard rock stunt med afsluttende svær guitarduet, startende i det høje toneleje hvorfra en scalanedgang afslutter nummeret. Blær.

Fra debuten “SEA” skal vi naturligvis have “Ride On” og hvor er det fedt, at et så nyt band allerede har numre, man naturligt ville savne, hvis de ikke var der.

“Ride On” har et dejligt mellemspil nede i niveau og det er første gang til dette års NN at virkelig, virkelig mange skråler med. Franklin Zoos Rasmus Revsbech havde sin crowdsurfing, SEA har deres alsang. Forskellige bands, forskellige features. Begge har sat de fleste andre bands af her til aften.

Halfords hår

SEA er dog et Halford-hår foran, de opbygger så meget energi mellem deres formled; de veksler med 200% overskud i dynamik, og de bruger alle formled til at vise hvad de kan – til at sælge deres vare, deres talent. Deres sjæl.

Så får vi “Cry”: m-e-g-a-f-e-d-t, ingen SEA koncert uden det nummer! Som gentagne punch kommer Brinks fraser, som får behørigt svar fra guitarvæggene. Anders Brink har udtalt, at der virkelig er stor forskel i forhold til den tid, de forskellige numre tager at lave i øveren. Herfra er det ikke til at sige, hvilke numre SEA har brugt længst tid på, da alle lyder som en håndfuld esser, der er faldet ud af ærmet i søvne i korrekt og naturlig rækkefølge.

Brinks dobbeltjob

“No Dawn”er så festivalens anden ballade og klart den bedste. En af undertegnedes yndlingsnumre fra deres ny skive. Det er vigtigt at anerkende Anders Brink for sin stemme, da der nemt går guitar praising i den. I det her nummer synes jeg, han dyrker det samlede udtryk (guitarrolle+vokal) uden at tabe overblik men tværtimod tilfører ekstra passion. Helt vildt.

Alt i orden

Nummeret “Stranger Within” er endnu et nummer, hvor talentet stikker helt af. Et sammentømret band der ikke kan fejle. De arbejder sig stille og roligt frem til en syg forløsning i up+tempo og herefter ned igen til omkvædet. Herefter en lille sample bid fra instrumental nummeret “SEA” og så deres hit “Sorry to be sane”.

Der bydes iøvrigt også på et småkage!-fedt medley (som jeg fik opfattelsen af var et medley af Tigers  Of Pan-Tan numre; jeg er siden blevet gjort opmærksom på at der var tale om et Sabbath og et Zeppelin nummer, hvilke jeg ikke fangede på stedet). Tilbage er at sige, at det er svært at skrive en anmeldelse, når alt er i orden, men ok, jeg prøvede.