Soundtracket til en slåskamp – Septekhs nye album Pilgrim

Da jeg hørte Septekhs nye udgivelse, Pilgrim, kom jeg til at tænke på en sms, jeg fik for et par år siden. Den var fra en god ven, som bor i Dublin og som skrev fra pubben: ”Vi har banket England i rugby! Folk slås af glæde!”. Pilgrim lyder som soundtracket til en glad slåskamp.

Septekh er fra et sted i Sverige, der hedder Mörkö, og en hjemstavn med så metalagtigt et navn forpligter. Derfor er metalhåndværket også i orden – thrash-håndværket i særdeleshed. Septekh spiller noget som man vel bedst kan karakterisere som thrash’n’roll – eller rock’n’thrash om man vil. Fuldt knald på, dukka-dukka-dukka på lilletrommen og en eksalteret, raspende vokal. Den vender vi tilbage til…

Slå først, spørge bagefter

Især pladens to første numre, ‘Damned’ og ‘Diamonds’ (nej, ikke et cover af den der med hende der …) vælter ud af startboksen med 120 begejstrede kilometer i timen. Det hæsblæsende tempo og strategien med at slå først og spørge bagefter er i det hele taget kendetegnende for Pilgrim, og ca. 2/3 af pladens numre er skåret over den læst. Det er også der, Septekh virker.  Især lukkeren, ‘Karthoum’, er klassisk fed og låner kompetent fra både Bay Area-thrashen og Mötörhead gennem en 6½ minutters kværn af tung garagethrash

Den tredjedel, der ikke virker, er de midttempo-numre, som også hjemsøger pladen. Svenske metalbands har noget med at skrive en Grand Prix-melodi og søle den til i nedstemt guitar og growl for at få det til at lyde som metal. Det er bare stadig en Melodi Grand Prix-sang. Amon Amarth er den ypperste eksponent for den tendens, og Septekh har en rem af huden. Derfor falder trioen ‘Pretoria’, ‘Kongo’ og ‘Ever Forgotten Gold’ også til jorden. Bevares, de er ørehængere, som mange vil elske at skråle med på. Jeg tager mig hellere en pause fra moshen og en slurk af min øl, indtil helvede bryder løs, og indledningsvrælet fra ‘Travesty’ lokker mig i pitten igen.

Tåler genhør

For Septekh er et charmerende bekendtskab. Musikken emmer af entusiasme, og det er godt lavet. Det er en skive man har lyst til at høre mere end en gang. Og så en gang til, og den skal også lige spilles for rødderne, inden vi skal i byen … men så bliver det svært at holde interessen fanget længere. Pilgrim har nemlig et svagt punkt i at være så tro mod sine rødder, at den ikke for alvor bliver en plade, som skiller sig ud.

Det gør bandet Septekh så til gengæld på andre måder. Deres foregående plade var debut-LP’en fra 2014, Plan For World Domination, ud fra hvilket man kunne forledes til at tro, at man har med et Megadeth-lignende politisk opråb at skaffe. Det er overhovedet ikke tilfældet. Gå selv ud i cyberspace og find  coveret til ‘Plan …’ – det er crazy! Septekh har humor, og de tager ikke metalkonventionerne specielt højtideligt. I det hele taget gør Septekh noget ud af deres visuelle udtryk, så nu du er derude, så check også deres videoer – apropos slåskamp.

Og så er der jo den der vokal. Den er for vild. Sanger Nils GRZNLS Meseke ligner John Mogensen og synger et sted mellem Erlend Hjelvik fra Kvelertak og en gal videnskabsmand, der hyler sin frustration over manglende gennembrud og anerkendelse af sit geni ud over dig. Det giver Pilgrim lige det ekstra touch af galskab, som giver lysten til at slås af bare glæde.

Så næste gang England får stryg i rugby, ved du hvad der skal på anlægget …