SHINING – Underwerket, Valby

Mandag aften tog RockZeit til Underwerket i Valby, hvor det norske blackjazz-band SHINING spillede stor musik på en lille scene. To bands varmede op, og det var en stor opgave, for hovednavnet kørte med brede dæk og tungt gods på en musikmaskine som var ustoppelig.

Stilskabere med sikker fremmarch

Det er efterhånden fire år siden, at SHINING kørte Store Vega over som et saxofonsdrevet norsk godstog, men den kakofoniske voldtægt står stadig særdeles stærkt i erindringen. Af årsager vi kun kan gisne om, var koncerten rykket fra Hotel Cecil til Underwerket i 2500 Valby. Her har vi været før i forbindelse med Get In The Pit Festival i 2014, hvor de snart hedengangne thrashere fra  Impalers outshinede de andre opkomlinge.

SHINING er albumaktuelle med det roste “Animal”, der endnu en gang har føjet nye dimensioner til det norske Blackjazz monster – man hører et mere direkte pumpet og poppet fitnessmetal udtryk, og det vil pr. definition skille vandene – endnu en gang. At Jørgen Munkeby sad som fjerdedel i en akustisk jazzkvartet og skabte fænomenet SHINING, lyder lige så absurd som eksempelvis deres instrumentalnummer Healter Skelter.

Startskuddet var øredøvende

Mandag aften i Valby, lagde nordmændene selvfølgelig ud med titelnummeret ”Animal” og det var som om at de havde varmet op i fem timer før koncerten, for det var stramt og tight spillet, med al den energi der skulle være – og mere til. Nummeret er relativt simpelt skruet sammen, og er under 4 minutter langt. Alligevel er der en del korte formled og breaks med nervøse keyboardmotiver og marcherende lilletrommerytmer, som tænder godt blus i nummerets drive.

Broderparten af aftenens numre var taget fra “Animal”, og tyngden var således lagt på den stramme post metal/industrial Rammstein agtige power, hvor der desværre er sparet lidt på Munkebys udsyrede metalsaxofon i forhold til tidligere albums. Nye og svulstige numre som “My Church”, “Everything Dies” og “Fight Song” er dog fuldt på højde med tidligere numre, hvad intensitet angår, og sprælske Munkebo med djævelsk glimt i øjet, sørgede for, at publikum aldrig kunne føle sig sikre. Udover at styre vokal, guitar og saxofon, satte han en dyd i at holde den beskedne og mandagstrætte fanskare til ilden, hvadenten det foregik med karismatisk attitude eller få danske gloser. Han var god til at drage fordel af det sparsomme fremmøde og havde nærmest regulær dialog med nogle af de fremmødte, sågar en joke om at udleje hans mormors sommerhus i Danmark. Jamen, jamen.

Munkebys sortegryde

Jep, det var på den ene side helt nede på jorden forleden aften i Valby (sådan er det nok bare dér) og på den anden side var numrene og bandet så spaced out som muligt. Intet er umuligt i SHININGS univers, og et nummer som det instrumentale Healter Skelter, vender vrangen ud på konceptet rock. Robert Fripp fra King Crimson har ikke levet forgæves, og det er i den grad hørbart, hvorfor SHINING har lavet deres egen cover af Crimsons “21st Century Skizoid Man”. “Healter Kelter” tager King Crimsons brug af saxofon i hård rock til et nyt niveau og man fatter ikke, hvad man rent faktisk er vidne til. SHINING er fornyere af vestlig rytmisk musik, og hverken powerkrautmetal, Jazz, synthpop eller gedigen macho heavy metal går ram forbi, når musikalske fragmenter smides i Munkebys sorte gryde. Resultatet er ikke specielt lineært, men nyskabende? Afgjort. Brutalt? I den grad, og derfor var det faktisk meget kærkomment, da de leverede aftenens eneste ballade “When The Lights Go Out”. Munkeby og bassist Ole Vistnes formåede at fremmane noget særligt goldt og episk nordisk klang over vokalerne og lagde således endnu en gang et niveau på deres anstrengelser.

Da man var nået til aftenens sidste nummer, tog jublen og publikums indlevelse til i styrke – det var lige som om, at alle syntes at kvaliteten af musikken berettigede til et langt større spillested end Underwerket (uden at forklejne dette glimrende, men beskedne sted), og at man gerne ville sende bandet godt hjem til Norge. Heldigvis diskede Munkeby op med det mest vilde saxofonspil på ét af deres fedeste numre “Fisheye” fra albummet “Blackjazz”. Munkeby blev ved og ved og ved med at lire op og ned af eksotiske skalaer, tremolo dur-mol akkordprogressioner og dyriske stødende lyde, dybe såvel som i det lyse leje. Da han – og bandet – endelig var færdige, kunne vi alle samle vores kæber op fra gulvet, tørre dem af, tage jakke på, og forlade etablissementet, som i et granatchok.

En helt og aldeles anderledes rockkoncert

Som de fleste nok godt kunne regne ud, ville den lille scene i Underwerket være en udfordring for de energiske fem i SHINING og Jørgen Munkeby var da også tit ude ved scenekanten og røre loftet, bogstaveligt talt, for det var en lille ramme de stod i, og der var ikke langt op til overlæggeren mellem de to rystende højtalere. Hans vokal røg lidt ud af en tangent af og til, men han kompenserede i rigt mål ved at give alt, hvad han havde af sjæl og galskab.

Energien i musikken var fuldstændig konstant gennem hele giggen, og SHINING lød som et stadionband som spillede deres sidste koncert. Lyden var nærmest perfekt i det lille lokale, og det overlegene samspil gjorde, at intensiteten kunne holdes på et absurd højt niveau.

Efter SHINING´s tradition, var bassist og guitarist med deres trådløse strengeinstrumenter nede og spille blandt publikum, og det var ganske virkningsfuldt. Alle havde summende energi i kroppen på scenen, og de havde publikum i deres hule hånd fra start til slut.

SHINING´s musikalsk stil spænder vidt, og de kan levere meget ekstremt fusionsmusik med tonsvis af toner. Sættet i denne koncert var dog sammensat af de mere rockede numre i deres katalog, men det blev det godt nok ikke dårligere af. Med god og slagkraftig lyd, lavede de den stakkels lille Underwerk-scene om til en bizar musikalsk legeplads, som sprængte rammerne for, hvad iørefaldende rockmusik kan være.

Der var ganske enkelt ingen tvivl om at præstationen var langt langt over middel, og det udløser hermed 4,5 stjerner herfra RockZeit.

Opvarmning

Dreamarcher

Dreamarcher fra Oslo åbnede mandag aftens triplekoncert med masser af spillerenergi og musikalsk ambition. Der var Leprous-inspiration i numrene, men langt fra så komplekse sangstrukturer som de progressive landsmænd. Vokalen fra Ruben Aksnes var ikke helt professionelt udført, da der manglede klang i stemmen og ordentlig udtale i ord. Trommeslageren Kim Christer Hylland sang også lead i nogle numre, men det hjalp ikke på kvaliteten.

Sidst i sættet havde de da spillet sig rimeligt varme, og der var lidt mere punch i vokalen fra Ruben Aksne, og der kom lidt Ihsahn-vildskab ud af munden på ham, oven i tunge riffs fra guitar og bas. Deres groove var simpelt og ærligt, på den måde, at de ikke kastede sig ud i noget teknisk som de ikke kunne gabe over… det var et plus. Der blev kæmpet for musikken, og det var fedt at høre. Samlet var det en middelpræstation, men deres engagement viste et band, som godt kan blive gode i fremtiden.

Four Stroke Baron

”Four Stroke Baron is a band that over 7 billion people dont know about”. Sådan skriver de selv på deres digitale platforme, med slet skjult selvironi. Den humoristiske sans skulle man dog kigge langt efter i mandags, da de introverte amerikanske college-rødder, iklædt træningstrøjer og hidsigt stroboskoplys, varmede op for SHINING.

Med masser af rum på vokalen, skabte Kirk Witt en hjertesmerte vibe som kun forknytte og uforløste forstadsknægte kan udtrykke det, og det var liiige på den langhårede side at kapere på sådan et lille sted i Valby; sikke en alvor! Men efterhånden som koncerten skred frem begyndte man at tro på deres mission og musikken krøb længere ind i de fremmødtes sjæle.

Grundlæggende kan man høre, at det er et band, der har styr på det meste, men sammenspillet hakkede lidt en gang imellem som en fil der ikke helt vil indlæses. Matt Vallarinos trommespil var skiftevis smidigt/musikalsk og så … sjasket og ufokuseret, som en helt tidlig Ulrich.

Keegan Ferrari på bas fyldte til gengæld godt ud og lagde en god bund, således at numrene aldrig helt kom ud af facon. Vi kunne godt lide deres vokalmelodier, som gik på tværs af harmonikken på en både nonchalant og anarkistisk måde og de har helt klart oplagte musikalske sangskrivningkvaliteter, som til gengæld vil nyde godt af et hav af aftener i øvelokalet, så de rent faktisk kan levere alt det de ambitiøst har sat sig for.