Short – men ikke noget sweet her. End It

30 minutter. Så kort tid tog det End It at rive Copenhell rundt og fyre et større antal bredsider af mod autoriteter af alle slags.

Det var et ret sparsomt befolket publikum, der tog mod amerikanske End It på Gehenna. Forsanger Akil Godsey startede da også med at bede folk om at ”Move on up! It’s a hardcore show!”.

Og det var lige hvad det var. Og som den slags er, var det mange korte sange i afsindigt tempo. Det straks fik en lillebitte moshpit i gang. Ikke noget videre rutineret, men nok til at stille Godsey tilfreds og blæse derudaf sammen med sine fremragende medmusikanter.

Det var et frontalangreb, hvor våbenkatalogets sider med Black Flag og tidlig Suicidal Tendencies blev anvendt med stor kyndighed. Det gjorde selvfølgelig lidt nas, men det var på den fede måde.

Udover ”Cloutbusting” og Maximum Penalty-coveret “Could You Love Me” blev intet præsenteret – bare fyret af. I stedet blev pauserne mellem numrene brugt til at prædike selvtillid og rase over alle, der måtte driste sig til at bestemme noget som helst. Og til at fortælle os om, hvor hårdt det er i Baltimore, hvor sådan en flok tøsedrenge fra Copenhell ville få ”… the dogshit kicked out of you”.

Så du kan nok forstå, at det var en rigtig god koncert og hardcore i ordets bogstavligste forstand.

Efter den halve time tid var der ikke mere at sige om den sag, og heller ikke flere sange i kataloget. I stedet brugte Godsey lige sin fremragende stemme på at divertere med en soloudgave af Billy Joels ”Only The Good Die Young” at gå hjem på. Så har man også hørt det på Copenhell.