Sick Of It All i Pumpehuset

På dagen den 5. maj, hvor tyskerne for 79 år siden forlod Danmark, blev vi invaderet på ny, denne gang i Pumpehuset af hardcore punk fra USA. Det var kvartetten med det syge navn, Sick Of It All, der stadig var trætte af det hele, undtagen at skyde med skarp metal ammunition mod det edderspændte publikum.  

Support

Før vi skulle have massiv intensitet i fjæset fra Sick Of It All, sørgede danske Smertegrænsens Toldere og amerikanske Violent Way for, at vores ører var vågne og klar til hovednavnet. Smertegrænsens Toldere var i min verden 10 gange bedre end Violent Way og der skulle næsten have været byttet om, så VW startede med deres lidt vattede og næsten imbecile punk og derefter et væsentlig bedre gig fra den danske kvartet, som spillede 6-7 numre hvor der maks var 1 sekunds pause mellem numrene, således at man følte at man hørte eet langt nummer bestående af en masse korte sektioner. Pretty cool!

Sick fucks

Aftenens hovednavn Sick Of It All gik voldsparate på scenen og lignede en bande der var out to pick a fight. De holdt sig heldigvis i musikkens verden, men første nummer “No Cure” var i hvert fald et hårdt angreb på de stakkels søndagskoncertgængere. “No Cure” hørte man i starten af albummet Scratch the Surface tilbage i 1993.

Sick Of it All har som band eksisteret siden 1986, og de udgav deres debut Blood, Sweat and No Tears i 1989. De har ikke holdt pause på noget tidspunkt, de har bare rullet derudad i 38 år med fuld fart på. De var heller ikke blevet rustne at høre på i Pumpehuset søndag aften, for med “No Cure” hvor de allerede var varme, opstod der allerede her moshpit på gulvet foran scenen. Her vidste man godt at det ikke ville blive en kedelig koncert.

Brødrene Lou og Peter Koller er de to originale medlemmer. Guitarist Peter Koller var både godt varmet op på guitaren da han gik i gang på scenen, og det så også ud til at han havde pumpet jern i flere timer, for han var så spændt i muskulaturen, at hans hud var ved at sprænges.   

Der bliver nok hyppigt skiftet trommeskind og strenge på sådan en turné, for intrumenter fik edderfløjteme tæsk. Man skulle tro at trommeslageren Armand Majidi havde en alarm på sit sæt som ringede hvis han spillede blødt, for der var ingen bløde slag fra trommesættet igennem hele koncerten. Man kunne også mistænke at Lou Koller blev klonet og brugt på ny efter hver koncert, for mange sangere ville nok slide sig ned hvis de prøvede at stille op med denne sindssyge råbevokal.

Det er ikke overraskende at SOIA har lavet et track der hedder “Machete”, og heller ikke overraskende at det lyder som det lyder. Vi var ved at blive skåret i halve af lydtrykket fra denne hidsige hymne. Ligeså voldsom musikken var, ligeså udtryksfuldt var det når Lou snakkede til publikum, hvor der blev fyret anektdoter af fra bandets gamle dage. Han var virkelig god til at fange folk, og der var sjove skæve samtaler på scenen mellem musikerne, hvor der der blev talt om hvor mange gange de mon havde spillet i Danmark. Der kom her råb fra salen for at byde ind på dette, og det gav en god kemi mellem band og publikum.

Encore?

Jeg mindes ikke at bandet gik ud af scenen, og kom tilbage for at demonstrere at der var ekstranumre. Det blev bare til lidt flere numre med ekstra spark i, for bandet tabte i hvert fald ikke intensitet mod slutningen af koncerten, tværtimod. Der blev afsluttet med det catchy, men vrede nummer “Step Down”, som gav ekstra foder til kimen i ørerne og adrenalinet i kroppen.

Hæsblæsende, men kortvarigt

Der var ikke mange dynamiske udsving SOIA’s musik, for der blev spillet hårdt og nådesløst på instrumenterne fra start til slut. Der var ikke nogle pauser fra det hårde og intense i hele gigget. 

Jeg var glad for at der ikke var ophold i nogen numre hvor vi blev opfordret til sing along, for det er i min verden bare en rædsom kliché, men jeg kunne godt have ønsket at der var mindre lydintensitet en gang imellem. Det kunne evt. opnås med lidt jam hvor kun bas og trommer spiller sammen, eller en solo fra én af instrumentalisterne.

Jeg tror at det er den korteste koncert jeg nogensinde har hørt fra et hovednavn, udenom festival koncerter selvfølgelig, 1 time og 5 minutter. Dog var det nok tænkt igennem, da halvanden time eller mere, nok ville rive ørerne af folk, som ville gå hjem med hovedpine, i stedet for en god musikoplevelse. 

I genren hardcore punk, fik vi hvad vi skulle have. Det bliver til 4,5 stjerner til de syge amerikanere.