Tex er lukket, The Rock er lukket, Voodoo Lounge er lukket, og sidst men ikke mindst er den seneste populære rock nightclub High Voltage også lukket.
De mange danske metalhoveder i København og omegn har haft flere steder, hvor de kunne mødes før, under og efter koncerter, eller hvis man bare havde lyst til at komme i byen og være en del af det suveræne selskab, som det danske metalmiljø består af.
Vi har i dag forsat Zeppelin Rock Bar og Luke’s bar, men det er anno 2023 blevet mere begrænset med steder i byen, hvor de både serverer alkokol og musikkens fedeste genre over disken – nemlig heavy metal.
Vi har heldigvis stadigvæk Copenhell og den kommende Copenhell Metal Cruise, hvor slænget kan samles i et festligt lag.
Men der mangler jo stadigvæk noget, en ny årlig begivenhed, som hele metalmiljøet kan se frem til.
Dream Evil har jo allerede skrevet sangen “The Book of Heavy Metal (March of the Metallians)”, om hvad metalfolket alle sammen åbenlyst tænker “In life, I have no religion, Besides the heavy metal gods”, så hvad helvede gør man så?
Med udgangspunkt i de seneste 10 års altid udsolgte Rocktöberfester, på den nu hedengange High Voltage, har ‘High Voltage Legacy’ i samarbejde med folkene bag ‘Vi elsker’ og Forum Copenhagen fået etableret Rocktöberfest i Forum med plads til 2000 publikummer.
Forrygende program og iscenesættelse
Forum var dækket op med et utal af langborde med nummererede pladser, nogle madboder og barer, hvor det var relativ nemt og hurtigt at komme til i løbet af hele aftenen – det fungerede upåklageligt.
Der var dog temmelig lang kø ved madboden lige da Forum åbnede, og jeg havde fornemmelsen af at flæskestegssandwichen var ret populær.
Og det der med de nummererede bordpladser… Det blev hurtigt glemt – SKÅL!
Det var et mægtigt musikalsk program som var blevet sat sammen med både GNR Tribute, Metallica Jam, og Rammstein Jam.
Noget for enhver smag og med en overflod af populære sange.
Aftenens konferencier var Simon Jul, som var iført sit stiveste tyrolerkostume, og han poppede frem på scenen før, under og efter at de forskellige bands skulle optræde på scenen.
Derudover optrådte The Fuel Girls fra London også undervejs i løbet af aftenen.
Og så var der lige den der overraskelse…
GNR Tribute
GNR Tribute havde jeg ikke oplevet live før, men de kom på scenen iført både parykker, hatte og tøj, således at de kunne repræsentere de oprindelige musikere i Guns N’ Roses på bedste vis.
Der var lydmæssige problemer i starten, da lyden på forsangerens mikrofon ikke var særlig høj, og der kom ikke rigtig gang i festen de første 20 minutter med bl.a. de sløje Guns N’ Roses sange “It’s So Easy”, “Nighttrain” og “Rocket Queen”, og der var kun ca. 20 mennesker som stod helt foran scenen. Til gengæld var lyden blevet rettet til ved “Nighttrain”.
Stemningen blev betydelig bedre, da de gik over til sangene “You Could Be Mine” og “November Rain”, hvor der samledes flere folk foran scenen og der begyndte at blive danset på bordene, og festen kom for alvor i gang ved numrene “Welcome To The Jungle”, “Sweet Child o’ Mine” og “Knocking On Heaven’s Door “.
GNR Tribute var ikke prangende, men det var en god måde at få startet rocktöberfesten på.
The very special guest
Det var nu blevet tid til aftenens store “Überraschung”, og det var et stort samtaleemne oppe foran scenen, hvor næste band var Metallica Jam.
Der var allerede sat rygter i omløb om, hvad/hvem det kunne være, og et af de mere spændende rygter var, at det måske var selveste Lars Ulrich som ville komme og spille trommer med Metallica Jam.
Simon Jul og Martin Jensen indtog scenen for at præsentere hvad det var, og det var faktisk med en ret sjov fornemmelse af sommerfugle i maven, at spændingen skulle udløses.
It’s a Bird… It’s a Plane… It’s Johnny Reimar
Det var en sjov og genial gimmick at få selveste 80-årige Johnny Reimar til at komme i fuld tyrolerbeklædning og optræde med hans 2 kendte sange “Du Burde Købe Dig En Tyrolerhat” og “Sikke’n fest”, hvilket foregik i et meget alderssvarende og roligt tempo – og både han og publikum syntes at nyde det, og det var formentlig første gang, at Johnny Reimar har optrådt foran 2000 metalhoveder.
Johnny Reimar havde desværre ingen smølfer med, men det passede selvfølgelig heller ikke til lejligheden.
Men nu var der lagt an til at det hele skulle eksplodere med Metallica Jam og brændes ned af Rammstein Jam.
Metallica Jam
Man kan ikke komme uden om, at Metallica har et enormt bagkatalog af fede sange, og der behøves ikke kostumer og andet gøgl førend at deres sange skaber en fest, og den største udfordring for Metallica Jam med en begrænset spilletid på 1 time må have været at finde den perfekte sætliste, da nogle sange skulle sorteres fra.
Det betød blandt andet at “Nothing Else Matters” havde fået dødsstødet, formentlig for at holde det “heavy” hele vejen igennem sættet.
Metallica Jam har spillet sammen siden 1993, og bandet blev i 2019 væsentlig forstærket med forsangeren Nicklas Sonne – I ved nok ham fra Dansk Melodi Grand Prix…. og selvfølgelig Defecto samt som soloartist.
Metallica Jam skabte en forrygende stemning, med publikum dansene på bordene, med et hav af Metallica klassikere som f.eks. “One”, “Seek & Destroy”, “Master of Puppets”, “Enter Sandman”, “Sad But True” og “Blackened”.
Jeg havde dog oplevelsen af at der var udfordringer med Nicklas Sonnes mikrofon under hele koncerten, da lyden var meget lav, således at hans vokal ikke fik lov til at skære igennem og det gjorde, at der ligesom lige manglede det sidste førend at det blev helt perfekt.
Publikum havde dog en fest, hvor promillen hos de fleste for længst var steget over de 0,5 og langbordene var blevet mere og mere våde, og der gik ikke længe førend at dominoeffekten ramte, og at publikum væltede ned fra bordene.
Rammstein Jam
Nu var det tid til at det hele skulle brændes ned med Rammstein Jam.
Vi har tidligere lavet anmeldelser af Rammstein Jam i Amager Bio i henholdsvis 2017 og 2018, og her 5 år efter er der fortsat kun ét ord som bedst kan beskrive dette fremragende band – “Weltklasse”!
Attituden, makeuppen, pyroteknikken og det musikalske fundament var så tight og veludført, at man igen for en stund, glemte at det rent faktisk ikke var den ægte vare.
Der var mange højdepunkter at hive fat i og stemningen blandt publikum (og dominoeffekten på langbordene) steg betragteligt, og jeg nåede selv at blive ramt af en flyvende kvinde.
Men det tog bestemt ikke glæden fra at opleve bl.a. “Feuer Frei!”, “Mein Teil” (med Frank Remme udklædt som slagter), “Du Hast” og “Amerika” blandt mange fede sange denne aften.
Til sidste indtog The Fuel Girls også scenen sammen med Rammstein Jam, hvilket medførte at ildshowet lige fik et nyk op og blev til et spektakulært syn for publikum.
The Fuel Girls
The Fuel Girls optrådte hele aften på scenen mellem koncerterne, men deres optræden alene fremstod nu mere som “Eye Candy” end som noget visuelt storslået show.
Sikke’n fest
Samlet set må man konstatere at den første af de “store” Rocktöberfester var en bragende succes, og der er vist ingen tvivl om at dette har potentialet til at blive en årlig “MUST” begivenhed for kongerigets mange fantastiske og selskabelige metalhoveder.
Spørgsmålet er bare, hvordan de topper dette års program.
Rammstein Jam er jo nærmest selvskrevet til at optræde hvert år, men dette kunne være et godt bud for Rocktöberfest 2024:
Kiss Forever Band
Moonchild – Iron Maiden Jam (og sørg lige for at få Lars “Bruce” Larsen med igen).
Rammstein Jam.
Summary
Rocktöberfest, 7.10.2023, Forum
GNR Tribute
Metallica Jam
Rammstein Jam