Sikkert skud fra Ronnie Atkins

Én af de helt store frontfigurer i dansk rock har endelig lavet en soloplade, efter siden 1984 at have udgivet 16 albums med Pretty Maids. Det drejer sig selvfølgelig om Ronnie Atkins, som prøver sin power af uden for sin faste legeplads i Horsens-bandet. Det lykkes helt klart her i første forsøg med “One Shot” som udgives 12. marts. 

Skarp lyd

Albummet starter meget beskedent med “Real” uden store armbevægelse og effekter, bare lige på med et par enkelte ord i vokalen som optakt, hvorefter hele bandet sætter ind og verset er i gang. Omkvædet kommer hurtigt, og der er allerede god rock-knas i Atkins’ stemme, som bliver kontrasteret af clean-vokal mandekor i bedste 80’er stil. En god kort heavy guitarsolo klæder nummeret, og “Real” er en god start på albummet. Man er allerede her overbevist om, at albummet ikke kommer til at fejle noget på produktions-kontoen, for lyden er dejlig fast i kødet og lige til at spise.

Bissen skrues på

Der bliver sparket røv i andet nummer “Scorpio”, hvor vi blandt andet hører trommeslager Allan Sørensens fulde trommepallette i form af rytmer med to stortrommer og tam-fills i verdensklasse, og trommerne er i høj grad med til at få det hele til at lyde gnidningsfrit og driftsikkert. Melodierne er skarpe og intense og driver sangen som et ustoppeligt tog, og lytteren får pulsen op på et godt niveau.

Men pulsen skal jo også ned igen; det gøres med titelnummeret “One Shot”, en flot rockballade som er stor i patos og i fortælling, og med et godt omkvæd som har en lille fræk uventet akkord i sig, der giver et ekstra bidrag til gåsehuden.

Midtvejs-ballade

Midtvejs på albummet er “Frequency of Love” placeret som en fin uptempo-sjæler, som starter med den fedeste clean guitarlyd som går rent ind i øregangene. Nummeret er følsomt, og Atkins disker også op med mange gode nuancer i stemmen. En fin kæde af gode formled skaber en god rød tråd, og heldigvis fader det ikke ud, men slutter with a bang.

Slutningen mangler ikke noget

Albummet taber ikke energi mod slutningen, for næstsidste “One by One” er en omgang catchy uptempo-heavy som, i genren, har klassiske akkordsammensætninger til at løfte udtrykket på pladen lige før enden. Til allersidst skal ørerne slappe lidt af med “When Dreams Are Not Enough”. Et godt komponeret straight rock-nummer der elegant runder af.

Sikkert skudt

Ronnie Atkins har formået at skabe et album som er personligt, solidt og velklingende. Det det må siges at han bevæger sig smidigt i sin egen baghave.   

Alt hvad der kommer ud af højtalerne til lytteren, er ubesværet udført at musikerne, og det er super sikkert produceret af Chris Laney, kendt for at spille med Pretty Maids, og som på dette album også spiller rytmeguitar, keyboard og dertil synger backing-vokal. Der er en hel hær af guitarister som har medvirket til solopartierne, og hver og én giver sig 100%. Der er virkelig nogle æstetisk gode heavy-soloer som er gennemtænkte, leveret med spilleglæde og med sindssyg god sologuitarlyd.

Der er god balance på albummet i det store hele, fordi der arbejdes med mange forskellige feelings og tempoer. Man skal nemlig gennem hele 11 numre, og jeg synes at Atkins slipper ret godt fra det, blandt andet fordi han bare er en hamrende god sanger som har meget byde på. Den maskuline leadvokal bliver dog pillet lidt ned af det feminine Bon Jovi-agtige mandekor som optræder hyppigt i de fleste numre, og det er lidt for meget i mine ører…men smag og behag.

Selvom der ikke bliver lagt skjul på at vi er i den poppede ende af hard rock/heavy rock, savner jeg lidt overraskelser, noget som stikker en smule ud i forhold til hvad man forventer. Det kunne eksempelvis være en udfordring i den gængse vers/ omkvæd/soloafsnit-agenda…måske et langt nummer med uventede formled, eller numre med passager spillet med andre instrumenter end hvad man regner med i denne genre.

Jeg vil ikke kalde albummet for en spændende plade, men hvis man er til gedigen sangskrivning som er pakket ind i en lækker produktion, skal man slå til. 

RockZeit ender på 4 stjerner til “One Shot”.