Nyt album fra norske Silver End

Der er dømt melankolsk flødeskums-lir for alle pengene når norske Silver End skyder en sølvpil igennem hjertet på alle dem som vil have iørefaldende blød heavy rock. Det ørevenlige album, med den lidt misvisende titel ”Spreading Fire”, lander blødt på gaden i fredag den 15. september.

Softice-maskinen tændes

Efter debuten ”Beyond Limits” fra 2013, er Silver End nu klar med et album med endnu en storslået titel; ”Spreading Fire”. Albummet starter op med et stemningsintro på et halv minut, og så starter nummeret ”Winning The Raffle” op med simpelt tonemateriale, og en heavy poprock feel good stemning er lagt. Der er ikke radikale genreskift i formledene, men alligevel er der lidt nu-metal a la Linken Park og Soilwork over melodierne i både vers og omkvæd, og det er med til at give musikken et moderne touch. Der er en god vokal som trænger godt i gennem, og der veksles mellem gode guitar riffs og sangindsatser med god ping pong. ”Winning the Raffle” er et nummer hvor der proppet en masse fyld i, med de mest iørefaldende elementer man kan tænke sig, og Jon Bon Jovi-fans er nok også med på legen her. Det er et både dramatisk og venligt nummer at starte med, men mon der kommer lidt mere roughness senere på pladen?….

Det tredje nummer ”Rising From The Ashes” har lidt en rocket udgave af et typisk Dream Theater-riff som sidder ok i kassen, men Silver End går selvfølgelig længere ud i flødeskums-udtrykkene end Dream Theater. Ud over at titlen minder om Pain of Salvations “Ashes”, lyder nummeret også lidt som dette, og det er fedt nok. Der er en god rød tråd igennem nummeret, og bandet, viser at de godt kan lave heavy rock som kan høres på hit-radio-stationerne.

Ekstra krymmel

Det tolvte nummer ”The Valley” er det sidste nummer (hvis du ikke er så heldig, at er der bonus track på din udgave af albummet), og det er så stille og roligt og sorgmodigt, at det kunne være starten på et Backstreet Boys-hit med synthflader blandet med masser af melankolske molakkorder på grand piano. Ja ja, så kommer der lidt mere guitar på end Backstreet Boys ville have gjort, men det holder sig stadig i den lejr. Her skal så siges at det er et ganske behageligt og godt skrevet nummer, som ikke er uden evner, dog er der lidt for meget flødeskum og filmmusik i det, og der er tænkt laveste fællesnævner for at behage med stort B.

Bonus track: Piraterne kommer

Det er ufarligt heavy rock som alle mødre kan tillade deres sønner at spille på børneværelset, også selvom der er gæster i huset.

Der er også plads til et bonus track hvis de forgående 12 numre ikke har tilfredsstillet din hunger efter sukkerrock. ”Pirates” er total hat og briller Disneyfilm-soundtrack for de små, og det er igen mol-melankoli hvor 9-10 årige drenge kan sidde på deres værelse og drømme om at være pirater, og redde deres drømmepige fra parallel-tredje-klassen, mens de har sværdet rejst højt i luften og med et sejrsråb mod himlen. Det er ufarligt heavy rock som alle mødre kan tillade deres sønner at spille på børneværelset, også selvom der er gæster i huset.

Surrealistisk oplevelse

Alle numrene på albummet er meget skarpt komponeret og spillet, og man kan høre at alle toner er vendt og drejet på tegnebrættet, og det gør det hele ekstra mærkværdigt, for man burde da have opdaget at det bliver alt alt for pænt. Lyden er klar og gennemsigtig på en helt urealistisk måde, og der er tale om et band der laver en type lyd fordi det er muligt, og måske ikke fordi at de har en vision på dette område.

Titlen ”Spreading Fire” lyder som noget der kommer hurtigt imod én med masser af uforudsigelighed og overraskelser, men det mentale billede ændrer sig ganske radikalt efter have hørt musikken. De mange numre lyder som 13 sound tracks til en populær A-budget animations fra Hollywood, og det er særdeles hårdt at komme igennem, for man får usandsynligt mange musikalske klichéer smasket i hovedet.

Der er til tider frække dissonanser og fine akkordprogressioner som kunne have været spændende og kontrastfyldte, men den bløde helgarderings-venlige lyd synes at tage kanten af dissonanserne, og det hele flyder ud i ét venligt og fløjlsblødt musikalsk udtryk.

Tja, det er svært at klandre Silver End for håndværket, for det er i hvert fald på plads, men uden ordentlig kontrast mellem let/tungt, blødt/hård, konsonans/dissonans etc., er det er som om at alle numrene ligner hinanden, og glider ud af hukommelsen lige så snart man har hørt albummet færdigt, og som rock-entusiast med hang til musik med lidt kant, er der ikke meget der trækker i mig for at høre det igen, så ”Spreading Fire” må lande på 2.5 stjerner.