Simple Minds i Royal Arena

Nogle bands er som gammel vin, de bliver bedre med alderen. De aldrende Simple Minds beviste i høj grad dette mandag aften i Royal Arena, hvor et fuldt hus stod og sad klar til at modtage de skotske stjerner, som i dekader har leveret genreblandet rock i både kvalitet og kvantitet.

En flot illuminerende grafik på scenen, gav noget af en stemning før bandet kom ind. En grafik med kongekroner omgivet af hænder, som er gennemgående motiv på Greatest Hits og live plader med bandet. Pludselig blev vi udsat for nervøst lydkollage, mens grafikken flimrede i takt til det kakofoniske lydintro. Så kom stjernerne gående ind på scenen efterfulgt af et kæmpe bifald fra salen. 

Der blev lagt ud med det fantastiske “Waterfront” der udkom som single for 41 år siden, og var første nummer på albummet Sparkle in the Rain et år efter. En gammel slager som kunne få folk op på tæerne og med armene i vejret.

Lidt ujævnt, men alligevel mega fedt

Der var rigtig god og fyldig lyd, og rent musikalsk kunne man med det samme høre hvor dygtige musikere de er. Dog var det faktisk ikke helt tight spillet af trommeslagerinde Cherisse Osei, men det var utight på en musikalsk måde, for det var som at rytmen fik en ekstra spænding i sig…og tja, når det er et band på dette skyhøje niveau, var det måske med vilje. Den karismatiske frontfigur Jim Kerr, var i høj grad mere en bare en kransekagefigur. Han sang fantastisk lige fra start, og jeg hørte ikke nogle toner fra ham hele aftenen, som ikke sad lige i skabet. Han er efterhånden 64 år, men det forhindrede ham ikke i at fise rundt på scenen og lave diverse krumpspring, og endda ligge ned på knæ med ryggen bøjet mod gulvet over mens han sang. 

Jim Kerr og guitaristen Charlie Burchill er de eneste to oprindelige medlemmer af bandet, og de har ikke tabt pusten med årene, og de har fået andre top musikere til at deltage, så Simple Minds kan fortsætte ufortrødent som et toptunet band som bare kan levere.

Gode genre-reminiscenser

Der er god genreblanding i Simple Minds’ musik, og eksempelvis i nummeret “Sons and Fascination”, så jeg næsten for mig Depeche Mode være med på scenen, for inspirationen fra landsmændene er stor i dette nummer, med slagkraftige og mørke synthlyde som giver god krydderi på det underlæggende rock groove. Også sangen med den specielle titel “New Gold Dream (81-82-83-84)” fra albummet af samme navn (1982), havde reminiscens af et andet band som heller ikke ligger langt fra, hverken stilmæssigt eller geografisk, nemlig de irske giganter U2, for Kerr ramte nogle vokalklange som i dén grad lød som Bono, og det gjorde bestemt ikke noget at man kom til at tænke på endnu et legendarisk band midt i de mange Simple minds-ske godter.  

Drums!

Der var også tid til en intens trommesolo fra Cherisse Osei, som bestod af massive rytmer spillet så groundet, at man troede det var løgn. Der var  ikke noget teknisk blær, bare opbygning af få rytmer med små fills ind i mellem. Hun slog hårdt, meget hårdt, så man kunne mærke lydtrykket i brystkassen. Den kun 3 minutter effektive solo var den eneste fra instrumentalisterne, og den shinede pænt meget i sættet, og gjorde stort indtryk på folk.  

Monsterhit

..og ja, vi fik naturligvis også monsterhittet “Don’t you (forget about me)” som bare ER et godt nummer. Men jeg ville helst have hørt det i en helstøbt version, hvor der ikke var for meget sing along fra publikums, uden Jim Kerr. Jeg synes immervæk at nummeret fortjener at Kerrs vokal ligger præcis som i studieversionen, for det er jo ham der bærer nummeret med den karakteristiske stemme oven i det anonyme, spinkle og meget Simple akkompagnement.

Encore

Med Simple Minds’ høje niveau både i sangskrivning og i musikalitet, var der heldigvis plads til hele 4 ekstranumre. Første encore-nummer var uden Kerr på scenen, for det var den brilliante sangerinde Sarah Brown som gik all in på lead vokal i “Book of Brilliant Things”

Der var flere numre fra gamle dage, og vi fik heldigvis “Alive and Kicking” som publikum var mere end glade for. Der blev også afsluttet med et af de gamle; “Sanctify Yourself” som fik en ekstra spand kul som folk kunne gå hjem på. 

Glimrende koncert

Simple Minds var en fornøjelse både at høre og se på. Synergien var i top, for musikerne var i stor bevægelse på scenen, og holdt hele tiden den musikalske flamme brændende. Det var som om at deres bevægelser påvirkede hinanden til at svinge optimalt sammen. Det visuelle var hverken for meget eller for lidt, og de mange projektører, laserlys og effekter på bagskærmen, passede utroligt godt til musikkens pulserende rytmer.

Kerr er en fantastisk performer, som virkelig havde fat i publikum. Han kunne tage lidt pis på det hele ved ikke tage sig selv og Simple Minds’ bedrifter for højtidigt. Selv da han præsenterede bandet, var det på en hyggelig og sjov måde hvor han tog lidt gas på musikerne. Selvom folk var ellevilde med musikken lige fra starten, kom han med kommentaren “Thank you. Thank you…we’re just warming up”, hvilket man kunne se frem til, når de nu alle sammen svingede sindssygt fedt allerede.

Der var dog ikke mange af deres nyere numre som kunne vise hvem de er nu, og hvilken stil de har påtaget sig i deres sene alder. Det var meget en nostalgi koncert, der fastholdt musikken i en 80’er – 90’er tidszone. Der var kun lige “Promised You a Miracle” og “This Fear of Gods” som er nyere, men alligevel er helt tilbage fra 2002.

Men så længe at det var gode numre der blev slynget ud over scenen med brilliant musikalitet, var det svært at være sur når man gik ud af salen efter sidste tone var anslået. Det bliver da også 4,5 stjerner til Simple Minds.