Sir Elton Is Still Standing

Musik og stil-ikonet Reginald Kenneth Dwight, også kendt som Elton John, gik lørdag aften på scenen i Royal Arena med sit hold af excellente musikanter. Den stadigt stående vært havde et væld af hits, som han væltede ud over scenekanten til et tryllebundet publikum. De som ikke var i salen, kan roligt glæde sig til ekstra koncerten den 6. juni, som bliver den sidste Elton koncert på dansk jord.

Der er ikke mange steder i verden, hvor folk ikke kender navnet Elton John. Med 30 studiealbums og et langvarigt maratonløb på hitlisterne verden over siden 70´erne, er det britiske sangskriverfænomen én af de mest sælgende solokunstnere nogensinde. Det har med garanti ikke været et problem at sælge billetter til lørdag aftenens koncert i Royal Arena, som lukkede op for legendens “Farewell Yellow Brick Road Tour” hvilket er en lille omskrivelse af titlen på det klassiske album “Goodbye Yellow Brick Road” som blev skrevet sammen med Bernie Taupin i 1973.

Magtdemonstration i musikalitet

Der lød naturligvis et stort bifald, da den farverige figur viste sig på Arenascenen! Publikum var særligt begejstrede da de hørte første toner af “Bennie and the Jets”, som afslørede en perfekt arenalyd. Bag sig havde Elton et særdeles velspillende band, med både gamle og nye ansigter – som lagde en perfekt rygrad i Eltons sange, at det var en fryd for øret.

Enmandshær

Flyglets fulde flor fik folk til at spidse ører, da den 72 årige entertainer grænseløst sang og spillede solonummeret ”Border Song”. At ét instrument og ét stemmebånd kunne lyde sådan, var tæt på overnaturligt. . . Normalt var det i hvert fald ikke!
Det var også ganske usædvanligt, at opleve orkestrets alderspræsident, Ray Cooper, som med sine 76 år, fra sin perkussion-hule stadig kunne performe som en tyveårig. Som besat angreb han de stakkels trommer med køller (dog trommekøller) i nummeret ”Indian Sunset”, som blev fremmanet af blot Elton og Ray, og selvom der var kun to om kampen, blev det i min verden ét af aftenens mest markante og gennemførte numre.

Begravelse

Scenen blev oplyst med en kraftig mørkeblå farve, mens instrumental-introen  “Funeral for a Friend” dystert summede i salen med organisk orgellyd fra keyboardtroldmanden Kim Bullard, som lavede en flot overgang til ”Love Lies Bleeding”, og fortsatte i et energisk ustoppeligt tempo.  De mange klavertoner i nummeret sad som klistret fast til resten af bandets klang, oven i en massiv lydvæg af raffinerede tromme/perkussion-lyde.

Eltons uundgåelige

I arenaens stillestående luft, flakkede mobil-lygtelys i takt med klassikeren ”Candle in the Wind”, som bekendt blev et endnu større hit, da det blev genindspillet i 1997 til hyldest for Prinsesse Diane. Efter de helt store hits som dette, var der ofte ekstra store klapsalver til mesteren, som glad og ydmygt modtog de ofte stående bifald. Hits var der nok af, blandt andet “I´m Still Standing”, som blev udført med stramhed i rytmen, uden det spændte ben for den bløde klang som tonematerialet kræver.

Vemodigt farvel

Før ekstranumrene kom en scenearbejder ind med en løvblæser og luftede konfetti væk fra scenen. Stjernen kom derefter ind igen og spillede det fængende nummer “Your Song”. Så kom omdrejnings-nummeret; klassikeren “Goodbye Yellow Brick Road” med den flotte melankolske melodi som er værdig selv for Beethoven, Brahms og John fra The Beatles, hvilket var et opløftende øjeblik, men samtidigt trist at vide, at koncerten lakkede mod en ende.

Eltons æra er slut

I arenaen var vi  ikke vidne til en slidt kunstner, som hvilede på laurbærende før sin pension, men derimod en sand sangskriver som ville give folk den størst mulige musikoplevelse.

Der var ikke tvivl om hvem der var hovedpersonen, men der blev i høj grad gjort noget ud af at fremhæve de eminente musikere, som langt fra var gemt i baggrunden. Der blev lagt en god blød elbas-bund af Matt Bissonette som ikke lavede en eneste tone for meget på instrumentet.

Trommer og perkussion blev varetaget af hele tre musikere, Nigel Olsson, John Mahon og senior-sprællemanden Ray Cooper. Deres  klanglige variationer i rytmerne var skræddersyet til hvert enkelt nummer, og der var stor fokus på det musikalske, frem for det virtuose. Eltons Johns fantasiske klaverklange smeltede godt sammen med de glimrende guitarstemmer/soli fra John Jorgenson, og masser af blæs/stryger-lyde fra Kim Bullards keyboards, samt flydestemmer fra flere af musikerne var lige så smukt og balanceret som hovedkunstnerens vokal.

Det er absolut ikke hvem som helst, som kan stille op med en så overdådig perlerække af pop/rock-sange, og samtidigt fungere fabelagtigt i hver en takt. Både kompositorisk og musikalsk var niveauet helt oppe i skyerne, og trods de forskelligartede musikalske og visuelle udtryk fra scenen, var det hverken for meget eller for lidt! Det 2½ timer lange show blev ikke kedeligt på noget tidspunkt.

Gode gamle Elton John får 5 stjerner her fra RockZeit.