Skin Tuxedo – Transition (EP)

Multiinstrumentalist og idevulkan Ivan Boel Stengers soloprojekt Skin Tuxedo er siden 2012 groet til at være et nu firehovedet avantgarde hardrock/metal monster bestående – udover Stenger himself – af Frank Hansen på trommer, Henrik ”Duplo” Sørensen og Jesper Dalsgaard på guitar.

Divergerende meninger

Jeg havde beskedent kendskab til Skin Tuxedo før denne EP, men den obligatoriske research frem til denne anmeldelse, vidnede om at det har været vanskeligt for anmeldere at blive enige med hinanden og sig selv om, hvad de lige skal mene. Stenger er blevet bedt om at stramme op på vokalen, numrene har svinget for meget i kvalitet, da de af og til – angiveligt – ikke virker færdiggjorte i mixingen (og DET er no go idag). Hans iderigdom og komplekse skiften i stemninger har tilsyneladende sat lytterens ører på en hård prøve og enkelte gange er det endt ude i rabatten.

Det som alle so far har kunnet blive enige i er, at han har masser af kvaliteter som musiker og komponist, og når det er gennemarbejdet fungerer det virkelig godt. Desuden har Skin Tuxedo fået et godt skudsmål fra Rick Jamm fra den Los Angeles baserede indierock internet radiostation, Jammsphere for deres udfordrende og alt andet end stillestående tilgang som nyt og ambitiøst band, og Stengers vokale arbejde får også ros.

Det erklærede mål har været og er stadig at vride rockkodekset og efterlade de hæmmende konventioner bag sig. Der skal være plads til opfindsomhed.

Derfor var det faktisk med stor interesse, at jeg trykkede play, med tanken ”hvad nu?”.

Indtryk

Første nummer ”Head In space” starter med en virkelig fed intro, der giver sig god tid til at vokse og skabe et stemningsfuldt lydbillede. Det er spændingsskabende, at nummeret ligger og ulmer og bruger masser af tid til at komme i gang, og det er først efter cirka 3:03 minutter at vokalen begynder, og der er faktisk mindre tid tilbage end selve optakten varede, hvilket måske er ukonventionelt, men helt klart en gevinst i forhold til den samlede EP’s helhed. Flotte klange i verset.

Jo mere jeg hører nummeret, des mere fænger lydbilledet.

Hov, regel nr. 1: når man bruger så lang tid på at bygge et nummer op, så går det da ikke at man slutter som om nogen slukket for strømmen – det er for klodset, men ok, når man har rammesat en uortodoks tilgang, kan man gøre hvad man vil. Clever.

På ”Blissfully Ignorant” får Skin Tuxedo med al tydelighed vist, at de kan kreere gode, tørre riffs, steady beats og drive. De har et godt musikalsk kompas og en god fornemmelse for dynamisk udvikling og man keder sig ikke et øjeblik. Jeg fornemmer en nordisk undertone nummeret igennem og jeg kan ikke lade være med at associere til såvel Candlemass (især i starten) og Opeth i akkompagnementet, dog ikke i vokalen. Ved 3:06 leverer de et megafedt Opeth agtigt mellemspil, før nummeret eksploderer i brutal aggressivitet, der rykker ret godt i gonaderne.

”Shadow Men” er mildest talt lydligt i naboskab med Metallica, hvad enten Stenger har haft det som intention eller ej. Det er mere eller mindre som at høre et Metallica riff i indledningen, og man begynder pr. instinkt med det samme at glæde sig.

Skin Tuxedo bygger nummeret godt op, og disker op med et lækkert klassisk tonalt skifte i broen, inden kvædet, hvor sidste frase ” these shadowmen would leave you frail and unprotected!” sluttes af med Hetfield-brøl, light.

Breaket ved 2:21-2:23 er så meget a la “Sad But True”, at San Fransiscos kendteste metalband næsten burde krediteres, men det fungerer godt i denne sammenhæng også, og når først Hetfields riffs og ideer sidder i ørerne, er de svært at slippe, hvilket måske har været tilfældet for Skin Tuxedo.

”Shadow Men” slutter som det hele startede med samme rundgange, riff og toneart som introet fra ”Head In Space”. Det er godt tænkt.

Man kan og bør høre numrene som en helhed, hvor den røde tråd er en art nordisk melankolsk klangkulde garneret med Metallicas tyngde og solide idiomatiske riff. Numrene er fyldt med fed tråd, horn & hegn.

Det uortodokse og eksperimenterende kan jeg dog samlet set ikke rigtigt få øje på.

Sang og tekst

Sætninger som “They want us to live like them – they want us to hurt like them” fra “Blissfully Ignorant” og “They only come out at Night – destroyers of the light” Fra “Shadow Men” er virkelig problematiske for de fleste sangere.

Principielt hænger melodilinjerne også godt sammen rent melodisk og kompositorisk.

Først og fremmest fremstår Stenger som en dygtig kreativ musiker, og han formår at skabe særdeles gode formled, riff og grundtracks; han har ligeledes en virkelig veludviklet fornemmelse for det overordnede lydlandskab, retning og helhed. Der hvor jeg har nogle ankepunkter er til gengæld også ret væsentlige – men selvfølgelig også et smagsspørgsmål; jeg finder meget af tekstmaterialet lidt for konstrueret og ferskt, det er som om, at Stenger midt i alle sine kompositoriske kvaliteter, glemmer at bruge nok tid på at skabe et troværdigt tekstunivers. Den stemning der skabes i musikken, hvad udtrykker det i tekstuniverset?

Det bliver mestendels ved pseudoonde metalklicheer og ”farlige” ord og sætningelege.

Autentisk tekstlevering

Det er da ærgerligt, at han i en virkelig musikalsk smidig overgang til omkvæd i ”Heads In Space” nænner at sløse det væk med at synge ”let’s keep it simple – Let’s not get confused – my head is in space, yeah.”

Sætninger som “They want us to live like them – they want us to hurt like them” fra “Blissfully Ignorant” og “They only come out at Night – destroyers of the light” Fra “Shadow Men” er virkelig problematiske for de fleste sangere. De skal VIRKELIG leveres med en iskold troværdighed og autenticitet, så man accepterer dem, og slet ikke er i tvivl om, at disse tommetykke pøllede fraser føles som det eneste rigtige for sangeren at synge lige præcis der.

Og det kan Stenger efter min mening ikke levere.

Selve teksterne er ikke så meget et problem, som at man ikke tror på stemmen der leverer dem.

Jeg refererer igen til Hetfield, for han slipper afsted med metalgenrens værste klicheer, fordi man kan høre med det samme, at de er ægte for ham, og at han er fyldt op med destruktive dæmoner indeni (at man kender hans historie er altid hans fordel i den henseende).

David Bowie kan slippe afsted med at klippe-klistre fragmenter af sætninger fra diverse medier og gøre dem til bizarre surrealistiske tekster, netop fordi de matcher manden der synger dem.

Jeg kender ikke Stengers historie, men oplever ikke, at teksterne kommer fra hans mørkeste timer, hvilket teksterne på papiret indikere, men snarere han musikalsk set lyseste stunder. Det virker mest som om, teksternes vigtigste opgave er at passe til formleddenes metrik.

Selvkritik?

Derudover giver han sig flere steder i kast med vokale udfordringer, som han ikke er øvet nok til eller ikke fokuserer nok på at levere, så det sidder i kassen. Og det gør, at man slår fra med det samme. Stemmen er nummer et i rytmisk musik – i hvert fald de numre, hvor sangeren er i fokus – og den rolle har Stenger en lidt for nonchalant tilgang til.

Hvad enten du har Hetfield, Fripp, Cornell eller Edling som efternavn, har det imidlertid alle dage vist sig at være godt at have nogle partners in crime, når man skal udføre noget så ambitiøst som at komponere helstøbte, særegene, iørefaldende og ikke mindst kompetent producerede numre.

Når man har været ensom majestæt i nogle år, kan det være vanskeligt at være tilstrækkelig selvkritisk, slippe tøjlerne og lade andre pege på smuttere eller endda lade dem stikke hovedet frem og udbryde: ”men han har jo ikke noget (tøj) på”.

Derfor

Jeg kan godt forstå diverse anmelderes hovedbrud; der er så meget godt i numrene, og Stenger er the man, han kan sgu levere solid metal. Derfor er det ærgerligt, at noget af det mest centrale halter. Derfor har denne anmeldelse også været en skizofren oplevelse.

Når nu Stenger har indlemmet flere medlemmer i Skin Tuxedo, er det mit håb, at det ikke blot er autoritetstro disciple, men individer, som insisterer på at bringe noget til bordet og dermed Skin Tuxedo op på et niveau, som det faktisk har potentiale til. Men det er vist op til Stenger?

Tjek dem ud

Jeg synes, at hvis man bor i Kolding og opland – det gør jeg ikke – så bør man tjekke op på denne anmeldelse, og se hvad Skin Tuxedo er til live. De spiller i morgen den 10.09.2015, hvor de leverer deres numre på Godset i Kolding.

Det kan blive ret godt, da det overordnede udtryk og sangenes grundstruktur intet fejler. Det er mit bud, at man vil blive godt underholdt. Og Stenger har mulighed for at trykke den af live, hvilket måske bedre kan gengive det udtryk, som han står for.