Skorpionerne stak kun momentvis

Scorpions har 50 års jubilæum i år, men som man kunne erfare tidligere på dagen da Alice Cooper spillede, er erfaring ikke nødvendigvis lig med en god koncert. Dog gjorde Scorpions det noget bedre end førnævnte.

De tyske rockdinosaurer Scorpions har eksisteret siden 65, altså mere end 50 år. De udgav deres første plade “Lonesome Crow” i 1972, som med udgangspunkt i syrerock, også bestod af en blanding af bluesrock og spæde elementer af hard rock/metal. Det er meeeget lang tid siden, Scorpions har lydt sådan og i dag er de vel mest kendt for at bidrage til den globale rock jukebox med velklingende poppede hardrock hits, såsom “Still Loving You, “Rock You Like a Hurricane”, og ikke mindst “Wind of Change”, som er deres største hit til dato, og er blandt de mest solgte singler nogensinde.

Med perfekt timing, et par år efter murens fald, og mens Sovjetunionen var ved at gå i opløsning, genererede verdenshistorien et momentum for den forbrødrende hymne, som gik rent ind i hjertets øst og vest vendte kamre (jeg konstaterede personligt effekten af nummeret i starten af 90’erne i det den gamle Valbyhal) og stadig den dag i går, gik “Wind of Change” rent ind hos de fremmødte djævle på Refshaleøen. Selv djævle kan have et blødt øjeblik, og det er det, som Scorpions kan levere og vel sagtens derfor,  at Copenhell i år kan mønstre omkring 20 tusind festivalgængere. I går stod i hvert fald mest i hardrockens tegn.

Mikkey Dee gjorde det rigtig godt

Men udover de nævnte hits, var det til tider en rodet omgang. begyndelsen var lidt famlende og “The Zoo” kom ligesom aldrig ordentlig på plads. Motörheads Mikkey Dee var dog en mere end solid erstatning for den skrantende James Kottak på trommer, og rytmegruppen leverede en tung og sikker bund og ofte lidt tungere end Scorpions har ry for. Schenker vil nok aldrig nogensinde erkende, at han ikke længere er 18 år og derfor kan man aldrig klandre manden for at levere et stykke venstrehåndsarbejde, hvilket han heller ikke gjorde i går. Men Klaus Meine derimod har man hørt meget bedre, især i begyndelsen af koncerten var klangen tynd og skrøbelig. Ofte var korstemmen den mest fremtrædende, som sørgede for at Scorpions særlige vokal sound blev bevaret nogenlunde.

Tit snyder det lidt og man lægger ikke mærke til, at sangeren tager nogle rutinerede pauser mens en guitarist/bassist/keyboardspiller ofte står og supplerer i nogle passager. Sådan var det også til tider i går. Men ok, “Send Me An Angel” og “Big City Noghts” er altid nogle gode crowdpleasere og “Still Loving You” var i følge vores kameramand aftenens højdepunkt og det kan vi nok godt give ham ret i. Man kan simpelthen ikke komme udenom, at de ældre tyskere har tæft for at skrue numre sammen, som man kan og vil huske, samt synge med på. På en dag, hvor hele bandet ikke leverede, det de plejer, kunne man stadig finde værdi i deres katalog. Og regn og lyn var en fantastisk kulisse.