Skullclub – Smækhugger albumanmeldelse

For 4 år siden gik Skullclub for første gang i havn med debuten ”Gamle Ar og Nye Tænder” i lasten. Siden da har søulkene fra Kolding været på et nyt togt og anduvede 22. marts de danske kyster med skibet ladet med 2’eren, ”Smækhugger”.

Første togt var med John Mogensen som kaptajn, og ”Gamle Ar og Nye Tænder” var lastet til rælingen med sympatisk banjopunk om eksistenser på samfundets/flaskens bund og fordrukken livsvisdom.

Denne gang har Skullclub taget hyre hos den vanvittige kaptajn Ahab. Det præger pladen, men der er stadig klassiske shanty’er som ‘På en knækket gren’, som alle mand kan synge med på, når ankerspillet skal drejes og riggen entres. Og der er glade drikkeviser som ‘Se St. Pauli og Dø’, der kan skråles, når besætningen endelig går på landlov i Hamborg. Og et usædvanligt cover af Brian Jonestown Massacres ‘Let’s Go Fucking Mental’ i 4-dobbelt hastighed er klar til at ledsage festen, når spunsen slås af romtønden.

De sange er charmerende som få, og Skullclub forstår stadig at skrive en god og medrivende melodi. Nogle gange skal man godt nok bare lukke skottet til teksterne, som det for eksempel er tilfældet med ‘Du Som Lort’ – en moderne punkstandard, som kunne være afleveret af ethvert af Orange County-punkband – og slamdance med.

Mere punk og mere heavy

Der er ingen som Skullclub og deres søsyge punk – selvom sammenligningen med Dropkick Murphys altid ligger lige for. Og på ”Smækhugger” de mere punk og mere heavy end på debuten. Det er et klogt træk. ”Gamle Ar…” var sine steder lige ved at blive for fjollet, og en udgivelse mere af den slags ville formentlig have skubbet Skullclub over i sandkassen, hvor Red Warszawa på 25. år leger numselege.

Problemet med udviklingen mod det hårde er desværre også, at kaptajn Ahabs had og galskab er sevet ud af tjæren mellem spanterne og ind i sangene. Der langes pludselig ud efter amerikanske kulturimperialisme på ‘United Fake Amerika’, børnelokkere på ‘Natspermer’ og sexturister på ‘Thailand Takeaway’. Og der er tale om tæsk – ikke protest eller satire. Satire kræver at man har en vis hengivenhed til sit offer, og da det ikke rigtig er muligt at omfatte hverken børnelokkere eller sexturister med hengivenhed, bliver mange af sangene ren galde.

Nogen vil sikkert mene, at jeg ikke fatter joken. Muligvis. Det er nok fordi, det ikke er hverken sjovt eller kærligt ment. Det var netop kærlighed, som på ”Gamle Ar…” gjorde sangene om Ritalin-drengen og Molly og sutten til perler. Kærligheden er sejlet agterud på ”Smækhugger”, og det er pladens store problem. Faktisk så stort, at det ikke er en plade, som man rigtig har lyst til at høre i sin helhed mere end en enkelt gang – herefter kan man nøjes med at plukke de gode sange ud til en playliste.

Der hvor jeg kommer fra, siger en gammel tommelfingerregel, at når rødderne begynder at drikke til et halbal, så vil de først feste, derefter vil de slås. Skullclub var i første fase på ‘Gamle Ar…’. På ‘Smækhugger’ er de på vej ind i den anden fase og godt i gang med at snakke om, at ham i den hvide skjorte sgu da ligner en børnelokker. Det er kun et spørgsmål om tid, før en af dem går derover og starter det klassiske replikskifte:

– Ska’ do skub’?

– Jeg skubbede ikke …

– Ska’ do å lyv’?

Kære Skullclub, stop for i aften inden nogen kommer til skade. Der er bal igen næste weekend. Og vi glæder os altid til at se jer.