Skynd på Pandæmonium, Copenhell

”I don´t wanna hate you” sang Skynd som det sidste. Og nej jeg vil heller ikke hade Skynd. Og der er da et stykke vej hen til den tilstand. Men jeg hader backing tracks. Det trækker alt live ud af et band.

Tre folk på scenen Father på bas med tilhørende mangfoldige sounds, samt på et mindre keyboard, en teknisk dygtig trommeslager, men hvornår spillede han og hvornår var det et track? Begge musikere klædt helt sort. Og så Skynd selv, der med et farve strålende kostume fremstod med abrupte techno bevægelser. En lille smule kunstigt.

Farvestrålende på trods af det noget makabre tekst univers. Seriemordere. Historierne om kendte seriemordere, bandt koncerten sammen med udpluk af news reels, som Skynd mimede til. Mimede…?! Skynd mimer til en three ball voice der i vanlig reporter stil kommenterede high ligths fra makabre mord sager. Hvor kunstigt kan det lige blive. Man kunne jo have brugt nogle visuals på skærm. Det vil sige, det kunne man så ikke, for de var taget ned på grund af et heftigt tordenvejr der havde passeret i løbet af dagen. Et uhyggeligt varsel?

Men lige meget hvad, så kan man ikke tage fra hende at hun kan synge. Hun strækker sig faktisk fra heavy rock sound, helt op i opera klasse. Følsom kan hun endda også være, som f.eks. på balladen ”Jim Jones”. At man så ikke lige hele tiden kunne høre hvad hun sang, må man leve med. Men drejede man hovedet lidt rundt, så så man flere fans der absolut kunne hendes tekster. Selv stod jeg på et tidspunkt tæt på et par unge piger, der performede Skynd, så de næsten selv havde kunnet stå på scenen. Men ikke kun de unge kunne hende. En ældre gråhåret herre bangede intenst med, og kunne helt klart også teksterne.

Hvad genererede mig ved back tracks og stiv performance, blev så lagt lidt til side ved nydelsen af arrangementer og kompositioner. Numrene er intelligent tænkt, lige så instrumenteringen, på det (skide) back track. Hun skriver godt. Det blev aldrig for svært for det begejstrede publikum at forstå hendes musik. De var helt klart med. Også uden at hun overhovedet henvendte sig til dem, andet end at synge. Det var så også med hiv og sving at vokalen kom ud. Igen var det hele ved at drukne i bass drums. Jeg ved ikke hvorfor man mixer trommer så langt frem i house mix, men stort set alle de koncerter jeg indtil nu har overværet, er blevet delvist kvalt bass drums.