Slægt byder mørket velkommen

Fredag kl 21:45 ligger Pandæmonium hengemt i røg og damp….. til de atmosfæriske toner af en kvindelig vokal træder 4 langhårede unge gutter i bare maver frem på scenen….. de syner måske ikke af meget….. men man skal ikke tage fejl – nu bliver det ondt og hurtigt….. rigtig hurtigt!

Slægt fræser over scenekanten med 200 i timen, fra det sekund de vender sig rundt mod publikum og slår strengene an.

Bandet har en attitude, selvsikkerhed og scenedominans der er få forundt. Godt nok står Oskar Frederiksen med et permanent vrissent ansigt og ligner mest af alt en tordensky før skybrud mens hans klassiske blackvokal vrænger af publikum. Han er åbenlyst utilfreds da en blandt publikum kyler en fuld fadøl mod scenen.

Anders Jørgensen, der i sin flagrende skjorte og skulderlange hår håndterer sin guitar i store bevægelser, mens han vimser frem og tilbage på scenen….. hans udstråling giver mig flashback til Midtfyns Festival i 1993 hvor Robert Plant og Jimmy Page gæstede festivalen med samme über coolness.

Støvet rejser sig fra circle pitten og blander sig med røg fra scenen. Slægt består af vanvittigt kompetente musikere. Deres særlige udgave af Black Metal veksler mellem det ekstremt hurtige, hvor riffsene flyver af strengene hurtigere end øret næsten kan høre og Adams trommer buldrer derudaf så selv tordenguden må få røde kinder af misundelse, og så det langsomme og melodiøse. Ofte et kærkomment afbræk fra muren af lyd der blæser fra scenekanten.

Indmellem bliver de instrumentale, hurtige passager lidt for lange og intense for mig – der bliver simpelthen mere lyd end jeg umiddelbart kan fordøje. Derudover er det bare lige en tand for højt. Højt og hurtigt er ikke per definition bedre. Når det bliver så højt, så drukner nuancerne i musikken lidt.

Det er sjældent man oplever et band der føler deres egen musik så meget som slægt gør. Alle 3 i front brøler med på teksten, også selvom det kun er Oskar der reelt synger. Olle Bergholz på bas, brøler indimellem med på kor – og når han gør er det med en intensitet der tydeligt forplanter sig i hele hans krop!

Slægt er et band der skal opleves live – uagtet hvor gode begge deres albums (Domus Mysterium, 2017 og The Wheel, 2018) er og lyder hjemme på anlægget, så sker der noget magisk når de unge mænd går på scene.