Slash ude med 2. soloalbum

Jeg ved ikke hvad det er der er med Slash, udover hans høje hat og flyver brillerne. Han spiller guitar stort set som så mange andre. Han leverer riff til Guns N’ Roses, og de er fine og genkendelige, men hans solo guitararbejde skiller sig ikke nødvendigvis voldsomt ud fra så mange millioner andre. Og desværre har Slash så travlt overalt på guitaren, når man oplever ham live, at den historie han eventuelt vil fortælle, forsvinder i almindelig musik-trafik støj.

Så derfor var det en behagelig overraskelse, at høre hans “tribute to the blues” med sit album Orgy of the Damned fra maj måned i år. Et eller andet er faldet ned i netop Slash’s hat. Og det der åbenbart er faldet ned i Slash´s hat er, en karriere med Guns N’ Roses, der har gjort ham så tilpas kendt, at hele slænget af rock and roll stars gerne vil være med på hans initiativer. Listen er elleve numre lang og lige rigelig lang til, at nævne her i teksten, men tjek album info. Enkelte kan dog fremhæves: Chris Robinsson (Black Crowes), Billy Gibbons (ZZ Top) Beth Hart (netop Danmarks aktuel), Brian Robinson (AC/DC) og flere. Alle stjernerne bakket op af Slash, og et gedigent band bestående af Tash Neal: rytme guitar & vokal på “Living For The City” Johnny Griparic: bas, Michael Jerome: trommer og Teddy Andreadis på keyboard. Og det er godt, at Slash har valgt en fast rytme gruppe. Specielt hænger Johnny Griparic’s bas spil godt sammen med trommeslageren Michael Jerome. De er fuldstændig låst sammen i sync.

Og jeg er ret vild med den kvint tone som Johnny leverer i omkvædet på “The Pusher”. Lige den tone får nummeret til at skille sig ud og give det energi i omkvædet. Måske kunne jeg generelt have ønsket mig lidt mere dynamik, og knapt så meget power hele vejen igennem pladen.

Jeg synes måske man kunne have sparet sangeren Dorothy på “Key to the Highway”, fordi Slash har inviteret Beth Hart, der har lidt mere personlighed. Til gengæld laver Slash en overraskende god solo her. Og det klæder Slash at gå tolvstrenget akustisk på “Awful Dream” med Iggy Pop.

I det hele taget klæder det Slash at sætte fingerspils-tempoet lidt ned, i forhold til hans præstationsræs når han er live. Og det varmer også her i “Born under a bad sign” at fornemme “Den Britiske invasion” i form af Paul Rogers (Free, og Bad Company). Her rammer man i fin stil den lidt dovne tilbagelænede britiske håndtering af blues, helt som vi kendte den i slut tresserne, men blot tilført en frisk lyd. Den lyd har produceren Mike Clink stået for. En live sound, hvor vi tydeligt fornemmer, at bandet har indspillet sammen på samme tid, højest sandsynligt også sammen med de gæstende sang artister.

På “Killing Floor” med Brian Johnson (AC/DC) gemmer der sig en anden sanger, nemlig Steven Tyler (Aerosmith), som godt nok ikke synger, men får fyret en ganske lytteværdig mundharpe solo af. Og Beth Hart får også virkelig lov til at brænde igennem på “Stormy Monday”, men uheldigvis føles det ikke som Slash med sin solo her, kan tilføre noget, eller flyde sammen med Beth. Han stikker nærmest af fra hende, fordi han igen har for travlt.

Men vi ved fra pålidelig kilde, at alle havde en god fest og et rigtig godt samarbejde under indspilningerne af denne, måske ikke nyskabende plade, men en god respektfuld hilsen til den gamle blues. End respekt man må antage, at alle de medvirkende stjerner deler imellem sig. Ellers var de nok ikke gået med på projektet. Og den pålidelige kilde er bassisten Johnny Griparic som fotograf Hanni og jeg besøgte i Sverige sidste måned. Og han kan godt være sit arbejde bekendt på Orgy for the Damned der slutter med en fin instrumental melodi “Metal Chesnut”, som er ganske egnet til luft guitar.