Slayer ryddede bordet på Copenhell

Slayer var kompromisløse og angerløse, da de tændte lunten til et mega fedt set, og efterlod publikum i metal-ekstase som bestemt var et værdigt punktum for Copenhell 2017.

Death comes slow

Et bagtæppe i sort/hvid viste coveret fra det nye album ”Repentless”, og formodentligt alle mennesker på Copenhell, havde stillet sig forskellige steder med udsyn til den store scene for at opleve thrashkongerne. Kl. 00:00 begyndte der gradvist at fremkomme farver på billederne, ved hjælp af spektakulær lyssætning, og det havde tydeligvis en effekt på folk. Da bagtæppet var tilpas ondt at se på, begyndte instrumental-introet ”Delusion of Saviour” som playback på den tomme scene, og folk begyndte at juble. Lige inden introet sluttede, kom thrash-kvartetten på scenen, og gjorde klar til at fyre nummeret ”Repentless” af foran den rekordstore Copenhell-skare.

Golden Oldies from hell

Der var perfekt Slayer-lyd fra scenen, og man kunne se på folks ansigtsudtryk, at tiden endelig var kommet til det store hovednavn. Allerede nummeret efter ”Repentless”, gik Slayer helt tilbage til 1983, og vi fik ”Antichrist” fra ”Show No Mercy”. Tom Araya har en tradition med at skrige titlen meget højt når ”War Ensemble” skal præsenteres, og det skete også her, og det var da også et ganske farligt nummer at befinde sig i, hvis man stod tæt på scenen. Jeg nåede lige at træde lidt tilbage, for på sekundet nummeret startede, var der moshpit med flyvende og faldende mennesker som havde alternative ansigtsudtryk på.

Dance with the dead in my dreams

Slayer er gode gribe fat i noget ubetalelig i den virkelige verden, og lave krybende musikondskab ud af det. Vi fik ”Dead Skin Mask” som handler om den skingrende sindssyge massemorder Ed Gein, som man nok kan fornemme ud fra titlen, lavede ting og sager ud af ofrenes hud. Selvom nummeret er en gammel sag, er det stadig ret ekstremt.

Dr. Jekyll and Mr. Hyde

Tom Araya stod i midten af scenen, og så ud som han plejer; hyggelig og flink når et nummer skulle præsenteres, og ualmindelig vred når musikken kørte. Han var i topform med sin karakteristiske råbesang, og noget jeg var specielt glad for, var at bassen var ret tydelig i lydbilledet, og hold kæft hvor er han også en god bassist! I forhold til hvor meget guitar og trommer fylder i Slayer, kom der ret meget lyd fra Tom Araya, for der var tit ekko på hans mikrofon. På den måde kunne han også spare lidt på stemmen ved at lave kortere råb, som så fortsatte gennem lydanlægget lidt tid efter.

Kerry King og Gary Holt stod på hver deres måde og rystede med til lydmurs-riffsene, og de spiller overfedt og med en sindssyg fed guitarlyd. Paul Bostaph var også eminent på trommer, som altid. Dog lavede han en fejl i nummeret ”Spirit in Black”. Han var i gang med tredje runde af et break plus trommefill, hvor der i virkelighed kun er to takter af dette. Men da han hørte at de andre var gået videre, kom han ind i rytmen på et nanosekund, og det var måske kun Slayer-nørder som mig, der lagde mærke til det.

Skræddersyet til Copenhell

Koncerten var anderledes end den Slayer leverede på Kulturværftet i Helsingør i december 2015. Her var der mere aggression og meget korte pauser mellem numrene. Lørdag aften på Helvíti, udnyttede bandet de mange menneskers tilråb mellem numrene, for der var mange lange pauser hvor der var stilhed, og kun det svagt lysene bagtæppe at se.

Man kunne godt fornemme at Slayer et meget organiseret og professionelt band, for man stoler på at de tit kan levere thrashkoncert langt over middel. Det gjorde de også denne gang, og mange vil nok huske Slayer som den bedste koncert på Copenhell 2017.