Slayer trykkede den af, og takkede af

Med julelys i øjnene, men også med vemodighed, troppede en kæmpe skare op til metal-legendernes sidste krig. Til Slayers pensionskoncert var der store forventninger, og publikum fik også en perlerække af metalklassikere, som de færreste bands kan hamle op med.

The Beginning of the End

Det seneste album “Repentless” fra 11. september 2015, er stadig Slayer´s nyeste, og det sidste vi kommer til at høre på plade fra Slayer nogensinde, og koncerten mandag aften i Royal Arena havde stadig lidt ”Repentless Tour” over sig. Introet ”Delusions of Saviour” blev spillet fra højtalerne, og ondskaben viste sig overalt på scenen i form af lysprojekterede kors der langsomt vendte sig om, og pentagram-lyskegler der susede rundt i salen. Så kom nummeret ”Repentless” live fra 4 skikkelser, som langsomt tonede frem fra røg og damp. Tom Arayas vrede og snerrende stemme gik klart igennem da han skreg de første ord, og der var sat ekko på hans stemme i omkvædet… hvilket var et ganske fedt trick der blev lavet i de fleste numre igennem koncerten.

Lidt rodet

Det var en ganske effektiv opstart, og Slayer-festen var for alvor i gang. Præcisions-gasdyser tegnede kortvarige ildspor af pentagrammer og nedadvendte kors i luften over scenen. Så vidste man at Slayer var kommet for at spille for os uden nåde.

Dog var det ikke helt så tight som jeg havde forventet, for det lød som om trommer og resten af bandet ikke var hundrede procent i synch. Det var ikke nogen katastrofe, men det lød en smule rodet.

”Blood Red” kom bagefter, og her gik det godt, og det er bare et nummer der lyder godt live. Dernæst var det tid til aggression, og ”Disciple” væltede ud over scenen. Til sidst i ”sangen” havde Araya problemer med at følge med, og selvom han spillede korrekt på bassen, var han et halvt sekund bagud i vokalen… en vokal hvor de hadefulde svadaer nok også kræver meget luft.

Hanneman, Holt og Demmel

Efter Jeff Hannemans død i 2013, kom Gary Holt ind i Slayer, men det var en helt tredje guitarist der stod på scenen i Royal Arena. Det var Phil Demmel, som lige er trådt ud af Machine Head. Holts far er ved at stille træskoene, og lige efter koncerten i Berlin fornylig, måtte han forlade touren og tage tilbage til The States for at opleve de måske sidste stunder med sin far. Demmel udfyldte rollen fint, men jeg synes at han var lidt forsigtig med hensyn til den klassiske hvin og støj der skal være i solopartierne. Originalmedlemmet Kerry King var naturligvis mere vant i det musikalske udtryk, og han havde også påtaget sig de fleste solostykker.

Krigsførelser

Det er standard for Slayer at få pulsen op med metalkrigshymnen ”War Ensemble”, og det fik vi også denne gang. Men endnu bedre, var følgende sang ”Jihad”, som i min bog er langt bedre. Det er femte nummer på albummet ”Christ Illusion”, som stadig havde Dave Lombardo med på trommer. Lombardo havde klaret det bedre, men det betyder ikke at Bostaph´s trommer ikke var fede, for det var de! De var bare ikke så præcise som Dave ville have gjort det, men stadig var ”Jihad” et unikt nummer at have i sætlisten. Bostaph var mere på hjemmebane i det hurtige og aggressive ”Dittohead” fra det ikke så omtalte album ”Divine Intervention” (1994), og som han gør på studieindspilningen, kunne han live i dén grad også lægge bund i dette eksplosionsagtige punk-metalnummer, som kræver at man retter på frisuren efter sidste beat.

Ed Gein-gavotte

Araya har skrevet teksten til denne autentiske kriminalberetning, og man kunne næsten se for sig den outreret amerikanske massemorder Ed Gein danse rundt med hudmaske i det altid rædselsfremmende nummer ”Dead Skin Mask”. Salen buldrede af ondskab til den stramme rytme og det nervøse guitar-riff som insisterer i omkvædet.

Overlegen slutning

De sidst ca. 20 minutter af koncerten var en ren magtdemonstration, for det er var en god blandet omgang tempi vi blev udsat for, og der er ikke mange metalbands som kan slutte af med så fede numre som South of Heaven, Raining Blood, Chemical Warfare og Angel of Death.

When Stillness Came

Slayer takkede af ved at gå rundt på scenen i et par minutter til et stort stort bifald. Så gik tre af dem ud, og Tom Araya gik langsomt rundt, og stod stille og stirrede på publikum, for at gå videre til et nyt sted på scenen og gøre det samme. Det var ikke meget han sagde. Bifaldet og trampen i gulvet tiltog yderligere, og det var et specielt øjeblik i dansk koncerthistorie. Lige før frontfiguren gik ud, sagde han noget lignende ”så er det slut”… på dansk…

Det var en værdig afslutning på den næsten 4 dekader lange karriere, og trods små skævheder, var det en uforglemmelig koncert fra metallegenderne. Det bliver til 4.5 stjerner til Slayers sidste koncert på dansk jord.