Sodom lukkede Copenhell som et sort hul

Endelig kom Tom Angelripper og hans ådselædere til Refshaleøen. Der var både tung-slaskere og balstyriske trommerulle-tracks, og Sodom-koncerten gav den helt rigtige stemning at gå hjem på.

Den onde åbning

Det var vindstille, lunt og mørkt på Copenhell da der langsomt kom røg og lys på Hades-scene til festivalens mørke finale. De suspekte Sodoma-mænd var svære at få øje på, da de langsomt kom ud fra den mørke bagscene, for de var ikke just iført lyst og farverige klæder.

Det var ikke mindre end en fantastisk start, for de spillede et track som man nok havde regnet med skulle være det sidste som på studieindspilningen; ”My Atonement”, som er placeret som magiske nummer 13 på albummet ”Persecution Mania” fra 1987. Nummeret hører nok til det mest grumme musik der nogensinde er lavet, og koncertgængerne foran Hades var allerede dejligt sortseende lige fra start. Nummeret har store kvaliteter i de første par minutter, men bliver lidt uinteressant i anden del. Det havde Sodom muligvis taget højde for, og de spillede kun den gode tunge del af nummeret, for så at gå videre i programmet.

A black legend

Copenhell havde annonceret Sodom med et fedt officielt band-billede, med tre beskidte mænd som ligner kulminearbejdere, hvilket det nok skal forestille, da Tom Angelripper rent faktisk har arbejdet i en kulmine i mange år i sin ungdom…men hov, der var fire på scenen…en ekstra guitarist…kunne det være…Yes! A dark legend, guitaristen Frank Blackfire, som tidligere har været officielt bandmedlem. Da Blackfire kom ind i Sodom i 1987, blev guitar-spillet/lyden væsentligt bedre, og pladeproduktionerne fik også et kolossalt løft her. Guitarspillet på lydskrald-pladerne, debut-EPen ”In the Sign of Evil” og det efterfølgende fulde album ”Obsessed by Cruelty”, var elendigt. På sidstnævnte album var guitaristen Destructor med (Han var også med i Kreator i gamle dage under navnet Wulf (Han døde i motorcykelulykke i 1993)). Destructors stil var usandsynligt skrabet og larmende, men efter Blackfire kom ind i 87, ændrede Sodom deres musik- og lyd-stil, til en metal hvor man rent faktisk kunne høre hvad der foregik. Det var på det klassiske thrash-album “Persecution Mania”.

A fire that doesn´t burn

Ét af de fede uptempo-nummer i Sodoms katalog, er “Agent Orange” fra albummet af samme titel. Den dødsensfarlige krigsgas hang i tonerne, mens orange lydprojektører blinkede faretruende i natten. Det buldrede og bragede på den fede måde, og Angelripper fik engang i mellem råbt Agent orange, a fire that doesn´t burn. Tja, krigs-tegneserie-metallen kørte videre med blandt andet ”Remember the Fallen”, og vi fik sange fra ret mange forskellige plader, hvilket var super fedt. Sodom vover sig tit ud i mærkelige teksteksperimenter, som ikke altid rammer noget, andet end luft. Et nummer som er svært at forholde sig til, da man ikke helt ved om det er for sjov, er ”The Saw is Law” fra 1990. Det var faktisk godt live…men stadig komisk, for hvem kan finde på at synge, med sangskriver-stolthed i stemmen; The Saw is the Law….The Law is the Saw!..? Det er eddermame ikke stor poesi det her!

Ingen atomkrig…

Fandens også! De spillede ikke paddehat-klassikeren ”Nuclear Winter”, der i min verden er deres fedeste nummer. Men derimod spillede de, i min verden, deres aller dårligste nummer ”Bombenhagel”. Øv for dén. Det blev derfor en mere sjov slutning på koncerten end fed, og det var lidt modstridende i forhold til deres ultra mørke åbningsnummer. Dog var ”Bombenhagel” bedre i levende live end på plade, og jeg kan godt give Sodom kredit for, at alle deres numre fungerer usædvanligt godt live. Faktisk synes jeg, at de havde mere at byde på end deres tyske kollegaer Kreator, både i kompositionerne og i livepræstation. Kreator på Hades-scenen fredag aften, var næsten for tighte, og de var ret strømlinede og lineære i deres lyd, hvilket var for meget af det gode, når det skal forestille at være tysk trash.

Tom Angelripper havde sin gode dunkle vokal med sig, og han var hele tiden fed at høre på. Dog lavede han ikke så mange lange growltoner, og der var ikke så meget aggression i hans stemme. Det var lidt synd. Musikken pegede nemlig en anden retning, for det var skramlende og lidt utight på den fedeste måde. Fuldstændig autentisk preusser-metal!

Trods få skuffelser, skuffede Sodom aldeles ikke i helhed, for det var mørkt og ondt, og faktisk bedre end jeg havde forventet. Det udløser helt klart 4,5 stjerner.