Sodom på Copenhell, lørdag den 21. juni

I 2018 var Sodom også med til at lukke festivalen, dengang på Hades scenen. Denne gang kom det mørke og onde thrash fra Pandæmonium scenen, da tyskerne igen var blandt andre som lukkede og slukkede Copenhell. Nattens sorthed passede perfekt til det onde og primitive metal.

Jeg har aldrig syntes at Sodom er specielt gode sangskrivere. Der er måske to numre på hver plade som er OK, resten af albummet lyder til, at de er løbet tør for idéer næsten inden de er gået i gang med sangskrivningen.

De numre, der var på sætlisten på Copenhell i år, bestod også bare af to akkorder, max, hvor det ellers kørte derudaf med hurtige plekter strokes og standard thrash trommerytmer. Apropos sangskrivning, var vi så uheldige at blive udsat for nummeret “The Saw is the Law”, som får en bizar lyrisk variation til sidst; The Saw is The Law, The Law is The Saw… jeg var ret glad…da det sluttede!

Rimelig god energi

Der var god spillelyst fra scenen, man kunne virkelig mærke på bandet at de var glade for at spille på nabolandets festival. Sanger og bassist Tom Angelripper var i sit onde es når han snakkede til publikum. Sjovt nok var frontfigur rollen delt mellem ham og guitarist Frank Blackfire, for Frank fik næsten halvdelen af de engelske replikker med den tydelige tyske accent, der blev slynget ud til publikum i løbet af koncerten. 

I 2018 på Copenhell, savnede jeg “Nuclear Winter” som er ret gennemført i genren. Det fik vi så i år, hvilket var noget der kunne få mig, og den ganske lille skare foran scenen, til at bevæge os lidt mere. Også det giftige nummer “Agent Orange”, var fedt at høre fra Pandæmonium. Der var pænt meget smadder på. 

Jeg har altid været lidt irriteret på sangen “Remember the Fallen”, men det var sgu lige før at det var aftenens bedste live nummer. Det er også her at Tom Angelripper beviser, at han godt kan synge med clean vocal.

Laveste fællesnævner

Nøjagtigt som sidste år fik vi “Bombenhagel” som afslutningsnummer, hvilket igen understreger hvor primitivt et sangkatalog der bliver opereret med. Noget der var langt federe end dette sidste nummer var, da de 3 på frontscenen lagde deres udpinte strengeinstrumenter på trommetribunen, hvor de kunne ligge med feed back i fuld flor, en kakofoni som skar ud i den mørke nat. Shit, det var ondt!

Der blev larmet på den fede måde i numrene, og jeg syntes at de peppede sangene lidt op, heldigvis. Det det er stærkt begrænset hvad Sodom kan af musikalsk tekniske tricks, men de klarer sig, og de spillede godt i den genre de befinder sig.

De performede godt og alt i alt var det underholdende nok. Jeg ender med 3,5 stjerner til de onde tyskere.