Soen – en formfuldendt meditativ oplevelse

De svenske Prog-konger i Soen fik æren af at lukke Gehenna ned på første aften af denne længe ventede udgave af Copenhell.

Man kan tænke, at det er et utaknemmeligt job at spille efter Metallicas magtdemonstration på Helviti og særligt når Hetfield og company trækker koncerten til 23:55, altså 10 minutter efter Soen skulle have slået strengene an. Jeg må løbe over betonen gennem en strøm af fok på vej mod udgangen, med gløder af et midnatsfyrværkeri der er Tivoli værdigt faldende fra himlen ….

Lidt febrilsk finder jeg vej frem til den iøvrigt enormt hyggelige scene, der ligger lidt gemt inde imellem træerne. Forpustet konstaterer jeg at arrangørerne heldigvis tilsvarende har trukket Soens koncertstart for at give folk en chance for at nå frem. Mens røgen blæser over scenen, kan vi høre instrumenterne summe. Publikum begynder at pifte og klappe lidt utålmodigt og kl. 00:02 lyder sirenen og Soen brager derudad med “Monarch” fra seneste skive (Imperial, 2021).

I’m a walking corpse
Who abandonеd humanity’s cause
To become the god of harm
To divide and devour

Dommedagsstemningen er til at tage og føle på, men dén er publikum helt med på – de er bestemt ikke kørt trætte på denne første lange festivaldag. Der er en virkelig god stemning både på og foran scenen. Soen lægger hårdt ud med endnu et up-tempo nummer fra Imperial – “Deciever” –

Det er første gang jeg skal opleve Soen spille live open-air – og det har jeg inden koncerten mine betænkeligheder med. Det svenske band spiller nemlig lækker progressiv metal med et komplekst lydbillede, hvor der er kræset for detaljerne, med sprælske afstikkere – det er det jeg kalder “lytte-musik”… det kræver noget af sin lytter og ikke mindst lydanlægget, hvis ikke de fine detaljer der karakteriserer Soen bare skal drukne i atmosfæren. Men Soen formår at skalere deres lydbillede til en koncert som Copenhell uden at det bliver på bekostning af musikken eller deres sjæl…. men træerne vokser ikke ind i himlen, heller ikke dem der omkranser Gehenna.

“Lucidity” er et lidt mere jazzet nummer fra albummet “Lykaia” (2017) hvor lyden desværre runger på guitaren. Og på “Antagonist” drukner lidt af Joel Ekelöfs kraftfulde, smukke stemme, men til gengæld får han publikum med på koret. Til gengæld er det et af de numre hvor vi virkelig får et indblik i musikernes formidable kunnen. Særligt trommeslager Martin López viser en dynamisk og teknisk kunnen, der er få trommelagere forundt.

Selvom Martin López (Opeth) og Joel Ekelöf  fandt sammen allerede i 2004, blev bandet reelt først dannet i 2010 og debuterede i 2012 med albummet “Cognitive”. Allerede dengang blev bandmedlemmernes tekniske kunnen bemærket og anmeldere sammenlignede dem med Tool. Siden da har Soen etableret sig som absolutte giganter i sig selv – de har skabt deres helt egen genkendelige lyd, gennemsyret af høj teknisk kunnen og dygtighed. Soen er nået dertil hvor de ikke lyder som nogen som helst anden end…. Soen!

En meditativ oplevelse

Mørket har sænket sig over Refshaleøen og støvet lagt sig efter Metallicas triumftog. Den indestængte forventning har fundet forløsning og roen indfundet sig. Soen blev præsenteret med ordene “En meditativ oplevelse”, og præcis den stemning formår de at skabe på nummeret “Martyrs” og afslutningsnummeret “Lotus” (mine tanker strejfer en lignende oplevelse i 2019 hvor landsmændene i Katatonia lukkede og slukkede onsdag aften). Under den halvmørke nattehimmel, omgivet af Soens stemningsfulde toner og Ekelöfs silkebløde vokal, kan jeg mærke noget blafre i brystet ….. Jeg tror det er sådan lykke føles. Det giver så meget mening at slutte denne første festival-dag i lige præcis dette selskab.