Soilwork – The Ride Majestic

Det svenske death metal band Soilwork har lavet deres tiende album som bærer titlen ” The Ride Majestic”. Albummet udkom den 28. august.

Albummet lægger ud med titelnummeret ”The Ride Majestic”, som har et kort og godt intro før rytmer og growl kører løs få sekunder efter. Som nummeret skrider frem bliver vokalen blødgjort, og iørefaldende melodier synges med ren og klangfuld stemme, som igen glider tilbage i aggressiv growl. En kort og æstetisk melodiøs guitarsolo laver et stemningsfuldt break i nummeret, og The Ride The Majestic falder tilbage i speed rytmer med growl blandet med almindelig vokal, og afslutter sikkert og effektivt. Lytteren kan roligt læne sig tilbage og være tryg, for lyden er god og håndværket er i orden.

Andet nummer ”Alight In The Aftermath” kører i højt tempo fra første sekund, og med en dejlig tør guitarlyd, skrider nummeret frem som en hidsig storm. Men der også plads til små viadukter hvor vinden tager af, og her får vi lidt mere rolige passager med masser af melodi. Nummeret slutter lige så abrupt som det starter, og det er et godt valg som et andet nummer på et album. Der er tænkt over at pulsen skal op fra starten, og det får lytteren til at ville have mere.

Hitpotentiale i metalgenren

Det tredje nummer har en sjov titel; Death In General (den titel skal sgu eksistere i metalgenren). Et nummer der mikser Leprous og Symphony X og lidt af Soilworks egne stiltræk, til et næsten hitagtigt metalnummer, med en livslinje der ikke kikser på noget tidspunkt. Der er klart en snert af Nu Metal i dette nummer, og Soilwork er gode til at høre hvad der fungerer i genren, og hvad der føles nutidigt for den moderne metallytter. I Nu Metal genren kan dette sagtens blive et nummer som man nynner lidt med på når det spilles.

Hurtigt og smidigt

Femte nummer ”Petrichor By Sulphur” starter med et spektakulært guitarriff som nok får de fleste guitaristers fingre til at klø, og som nok godt kan tåle at blive efterprøvet på spaden når der skal øves noget tech metal. Riffet som er intenst, hurtigt og samtidigt smidigt og iørefaldende, kommer igen engang i mellem og holder sammen på nummeret. Der er også givet plads til en soft rock passage a la Spock´s Beard, med en behagelig og fortællende vokalfrase. Et brudstykke af hoved-riffet afslutter nummeret gnidningsfrit, og man har været ganske underholdt med fede riffs og behagelige narrative vokalmelodier.

Det syvende nummer ”The Ride Majestic (Aspire Angelic)” er en slags opfølgning på første nummer. En fin melodisk fortælling med et rigtigt fedt growl approach, som er ekstra karakteristisk i forhold til de andre numre på albummet. Selvom de fleste numre generelt er fede, kan det musikalske udtryk sagtens retfærdiggøre at dette nummer har en ekstra høj status på albummet.

Kort afslutning

Det ellevte og sidste nummer “Father And Son Watching The World Go Down” har en god energi, og vokalfraser der er opløftende. Med denne lidt ”hero”- agtige stil, fører nummeret albummet smertefrit til vejs ende. Med en kort guitarduet som mellemspil ledes der til sidste vokalfrase, og der gøres kort proces i at afslutte nummeret. Med de mange idéer i de forgående numre, er det et uventet kort og simpelt nummer at afslutte albummet med. Men alt i alt en god lille fortælling.

Teksterne

Soilwork har på albummet kastet sig over temaet ”livet og døden”. Under indspilningerne har bandmedlemmerne selv oplevet dødsfald blandt familie og venner, og det har givet en ekstra grund til at arbejde med temaet.

I ”The Ride Majestic”, som nok er et udtryk for ”døden”, synges der om at omfavne hvert øjeblik i livet, og ikke gå glip af noget. Det er også en hyldest til de mennesker som bandmedlemmerne mistede under indspilningen af albummet. Dertil handler sangen også om accepten af både livet og døden, og det der ligger mellem og hinsides.

From the deepest of waters to a burning sky I’ve been dragged through golden aisles of everyday malice Sometimes a whisper ain’t enough Sometimes it’s all you need Past times will make your reasons up A world you’ve been spared to believe As it shows I could’ve been dreaming through all of this I know it never goes The way you were raised to kneel and perceive The words, the shadows, the way You all just left me to be Bring me fortune as I die

Vurdering

The Ride Majestic er et velproduceret metal album, og der er masser af gode idéer som kan nydes af fans af melodic death metal og Nu Metal. Jeg hører mest albummut som et Nu Metal album med den begrundelse, at der er mange radikale genreskift som også berører blødere genrer end hvad man støder på i melodic death metal. Albummet har en god og tør guitarlyd, som er med til at holde den overordnede fornemmelse af metal i live.

I helhed lider albummet desværre under perfektionisme i form af overdådige musiker håndværk og lydproduktion. Det hele lyder meget fejlfrit og snorelige, og det lader til at hver en lille lyd har været under mikroskop for at tjekke værdi i en kommerciel sammenhæng så albummet kan klare sig salgsmæssigt.

I helhed kan det godt blive lidt kedeligt. Metallens musikere er måske blevet dygtige til at spille det hurtige rytmiske fuldstændigt synkroniseret, og her opstår der et paradoks, for det kan godt blive til en steril og glat omgang at lytte til.

Den strategiske opbygning af albummet kan godt virke lidt flad. Bandet har mange idéer i starten af albummet, men de gemmer ikke noget af det bedste materiale til sidst. I forhold til det niveau de lægger ud med, skuffer de sidste 2-3 numre, inklusiv afslutningsnummeret ”Father And Son Watching The World Go Down”. Her kunne der godt være et stort uforglemmeligt nummer der efterlader lytterne sultne efter næste album.

Men i helhed må man sige at bandet viser talent i form af super godt håndværk, og hele tiden et jævnt godt sangskriverniveau, som har ført til et temmeligt iørefaldende og overbevisende album.