Son Of Caesar: Nothing Is What It Was

Peter Nørgaard Mathiasen AKA Son Of Caesar leverer med sit andet hele album “Nothing Is What It was” ved første ørekast en behagelig velourpakke, der med overfladens vellyd maskerer budskaber om tab, savn, kærlighed og sårbarhed. Dagligdagens lommefilosofiske hjerte/smerte tematik går hånd i hånd med sommerfarver i douch, men efter flere gennemlytninger, træder mørket heldigvis mere og mere frem. 

Peter Nørgaard Mathiasen er kun 30 år, men har via talent, dedikation og crowdfunding formået at udgive nogle rigtig gode, musikalske og modne albummer indenfor en rock/pop retning, jeg ofte har det svært ved.

Endtitle rock

Det vi har at gøre med her, er den der ambient indie folk stilart, som amerikanske ungdomsserier som “Felicity” og “Three Doors Down” – og sikkert også nyere, som jeg slet ikke er opdateret i –  er proppet med; et klassisk lydtapet til en afslutningsscene a la regndråber-glider-ned-af-rude-mens-sårbar-men-stærk-ung-kvinde-kigger-ud-af-vinduet-med-afsavn-og-samtidig-afklarethed-mens-hun-ser-eks’en-tage-afsted. Livet går videre, og den meget patosfyldte og samtidig indadvendte stemning som denne stilart er rig på egner sig altså godt som musisk mobilisator af netop disse følelser på film. Det er meget amerikansk, men som så meget andet kultur fra den fallerede supermagt, trænger endtitle rock sig også på herhjemme. Jeg har efterhånden lært at sætte pris på noget af det, siden jeg til en ligegyldig ungdomsfilm genhørte Simon & Garfunkles smukke og nøgne “Song for the Asking”; her så jeg forbindelsen til noget godt og troværdigt; en sang der måske har været en afgørende byggesten i genrens oprindelse?  I hvert fald gennemsyrer S&G’s touch denne genre, hvilket man overhovedet ikke kan være utilfreds med.

Mathiasen har en lydlig reference til Chris Martin og Kermit (sorry!) i sin vokal, og blandt andet derfor er det slet ikke muligt for mig at høre albummet som et dansk album. Det er internationalt på alle mulige måder, ligesom de tekstlige temaer ikke er bundet til geografiske grænser.  Også selvom Mathiasen brandes som en jyskboende nede-på-jorden-kind-of-guy.

Alt er godt

For at prøve at gøre det kort, så vil jeg slå fast, at det hele på pladen er godt. Slut færdig. Det er så præcist, professionelt, sikkert og afvejet lavet, at det er en ren og skær no brainer. Den virker med det samme, det er instant pop. Der er adskillige singler linet op og flere numre er da også blevet spillet allerede. Flittigt. Jeg kan ikke få “Here We Go Again” ud af hovedet, nummerets hookline er en flue der er fløjet ind af øret og som ikke kan finde ud, og lydbilledet er flot klangfuldt og svævende og letheden understreges af en blid fløjtesolo, der lyder som det lille frække vindpust, der får kvinders forårskjoler til at blafre i takt. Og helt ærligt, jeg kan ikke forstå, at der ikke er nogen andre der for laaang tid siden har lavet sommerhittet “Sally Johnson”, det er så ligetil og simpelt og catchy, at det lyder som om det blev lavet lige inde ved siden af det rum, hvor Lennon & McCartney sad og klimptede sig frem til deres første sangstrukturer. Et urpopnummer.

Under overfladen

At begge nævnte numre i virkeligheden er maskerede dybt tragiske historier om fortabte sjæles selvdestruktive adfærd, er med til at pirke til min nysgerrighed og understreger, at man ikke kun skal skue et popnummer på melodilinjen. Manden vil også sige noget, mens han spiller noget. Det fremgår af pressematerialet, at “Albummets gennemgående temaer er forandring og udvikling. Det kan være overgangen fra ung til voksen, fra ulykkelig til forelsket eller fra tosomhed til ensomhed. Intet bliver ved med at være, som det er lige nu. Og intet er, som det var engang. Alting vil ændre sig – nogle gange til noget bedre – andre gange til værre.” Man mærker det hurtigst på de rolige sjælelige numre, såsom “Cellmates” og især den smukke Bowie hyldest “Strange Heroes”. Puha, den er hård for en Bowie fan som jeg, som også kan huske den dag han døde, go read:

Strange Heroes

Strange heroes always find me when I’m on my own

But you were there on the day when you told me

That he’s moving on

Now nothing is what it was

No, nothing is what it was

Strange heroes always find me and David was one

But he left the station earlier in the morning sun

Now nothing is what it was

No, nothing is what it was

Everybody’s leaving but I know you you’re just moving on

I know you and I know it hurts in every single song

“But we could be heroes,” that’s what you’d say

“Yeah, we should be heroes,” that’s what you’d say

Strange heroes always find me and David was one

But he left the station earlier in the morning sun

Now nothing is what it was

No, nothing is what it was

Samtidig får Mathiasen vævet den legendariske brites “Heroes” ind i sangstrukturen og lader dermed sit eget nummer blive forført af klassikeren, ligesom han tydeligvis selv er blevet forført af denne sære rockhelt.

Ren fløde – gerne med lidt surhed, tak.

Hvad gør man så, når albummet lige skal op i humør igen? Ja, så kommer der et The Cure goes Spector agtigt nummer “Die On a Friday”, som kan betegnes som en parafrase af “Friday I’m In Love”. Det er helt overdådigt veludført, intet med måde, på lydsiden går det all ind på solstråler og vaffelis, med fantastiske strygere og hornsektion, der løfter nummeret op til skyerne – ren fløde.

Nedenfor anmeldelsen er listet en del af de ansvarlige for denne udgivelse og det er topmen/women der er involveret, skulle jeg hilse at sige. Produktionen på alle numre er således i top og man får derfor den klokkeklare vision fra Mathiasen klasket uforfalsket i sylten.

Derfor er den dualistiske kontrast mellem lydsiden og tekstuniverset ekstremt effektfuld. Det er noget der hæver en på overfladen lidt for glat udgivelse langt over middel; helt uventet får man mere igen, jo mere man investerer i gennemlytningen. Mathiasen har også tænkt helhed, når han allierede sig med kunstneren Joanna Jensen, som har fanget de modsatrettede udtryk i et stemningsfyldt cover, som især på LP’en kommer til sin lækre ret. Man lokkes simpelthen til at sætte sig ned med teksterne i hånden – ligesom i gamle dage – og dykke ned i universet. Det er godt markedsført, det er god musik, det er gode tekster, det er bare rigtig godt.

Jeg savner helt klart, at der af og til bliver væltet en skraldespand ud over lydbilledet, således at kontrasten – og dermed den store nerve – også kan blive forløst, blot ved at sætte musikken på. Det trækker ned i min bog. Ladt alene står musikken en smule mere tam en helhedsoplevelsen; musikken fremstår mindre holistisk/organisk, da den stort set kun bidrager med feel good elementerne. Man skal derfor have teksterne in mente for at fange kunstnerens hele væsen, og store musikalske talent, og nu er det jo bare sådan, at de færreste af os kan fordybe os i tekstoplevelsen, hver gang vi hører musik i dag. Men gid man kunne.